[dropcap]D[/dropcap]er er dukket et minde op på min væg på Facebook i dag. Et minde er sådan en smart funktion Facebook har lanceret, så man kan blive mindet om, at man f.eks. for præcis tre år siden var på legepladsen med alle sine børn, eller at man for nøjagtig seks år siden lavede Lammekølle, som smagte himmelsk eller drak sig i hegnet med vennerne eller…
Det minde som Facebook præsenterede mig for i dag var et mavesugsminde. Det minde som poppede op hos mig var nemlig et blogindlæg, hvor jeg fortæller om et styrt. Det var en oplevelse, som satte ret dybe spor i mig, og som i dag mindede mig om at forfængelighed og sclerose sjældent går hånd i hånd.
Jeg har valgt at dele de ord og tanker, jeg havde for præcis to år siden, fordi den dag åd jeg min forfængelighed og besluttede mig for at gå med rollator hver dag- og altid have den med på arbejde! Jeg ved, at mange af jer som læser med, og som også har sclerose, har de samme udfordringer både med balancen og forfængeligheden!
Denne historie er især til jer, som kender til sclerosens væsen og udfordringer! Her kommer mavesugsmindet!
Den 8.4.2015
“I dag faldt jeg!
Sådan rigtigt. Hårdt med hovedet først uden småsnublen eller anden advarsel. Begge arme var overraskende rolige og nåede vist slet ikke at opdage hvad jeg havde gang i, og undlod derfor at tage fra i styrtet.
Alle mine 178 cm lå pludselig spredt lidt ud over gulvet. Det hele foregik i bedste ninjastil og med høj lyd tilsat. Med andre ord, jeg gik all inn, og fik derfor også ufortjent meget opmærksomhed. Mit styrt skete nemlig, mens jeg var på arbejde.
Jeg var på udkig efter en kursist, som jeg skulle have en samtale med. Jeg humpede lidt utålmodigt rundt på 2. sal og efterlyste ham hos Gud og hvermand. Men ingen, hverken kursister eller lærere, havde set ham. Alle, både kursister og lærere, kunne dog ikke undgå både at se og hørte mig udføre ninjastyrtet.
Det gjorde simpelthen så ondt – også lidt på kroppen og i hovedet! Jeg blev behørigt samlet op og hjulpet på benene af både en kollega og en kursist. Og så kom tårerne…
Jeg sad bare der på en stol til fuld skue og græd lige så stille. Tårerne bare flød og flød, mens jeg havde mere ondt i min flovhed og var mere fokuseret på ydmygelsen end på de fysiske smerter et dødvægtsfald forårsager.
Efter et par minutter med larmende tavshed omkring mig, listede jeg på toilettet og kom aldrig ud igen!
Eller…
jeg ventede ihvertfald så længe, at risikoen for, at nogen kunne huske mit styrt (eller mig) var til stede. Men det kunne de så godt! Allesammen. Og de kiggede alle øjenkrogsagtigt efter mig, mens jeg gjorde mig lille bitte og passerede dem med røde øjne og mascarastriber ned af kinderne.
Min redning mod den forbandede grådklump, der var på vej ud af halsen var et blankt stykke A4 papir. Et vigtigt blankt stykke papir som jeg meget koncentreret og krampagtigt stirrede på hele vejen op på 4. sal for at undgå at skulle gengælde alle blikkene.
Og deroppe på 4. stod mit skrivebord og ventede på mig! Og ved siden af sad min veninde og kollega ved sit skrivebord! Nu kunne jeg få lov til at fortælle, hvor ondt det gør at være flov. Nu kunne jeg give mig selv lov til at græde og hulke op om, hvor latterligt til grin det er at falde så tungt, pludseligt og “støjfyldt”, at det føles som om hele universet kigger med. Min veninde… joh hun kiggede blot på mig og spurgte så “Søde ven, fandt du ham, eller skal jeg hjælpe med at lede?”
Jeg rystede blot stille på hovedet som svar, og kunne i ydmygelsens tegn ikke undgå at bemærke nogle af mine kolleger strække hals over deres computerskærme og og zoome ind for at se, hvad der var los. Forståeligt nok, for jeg gør det nemlig som regel ikke i at græde på arbejde eller komme med andre følelsesudbrud end et højt grin.
Dagen i dag har været en af de mest identitetsregulerende og mindeUværdige længe for mig. Jeg ved da godt, at jeg oftere og oftere går som en fuld svensker. Jeg ved da også godt (i et klart øjeblik), at det ved de andre også (de ser det jo). Men selvom vi alle ved det, så gør det ondt, når min hverdagsvirkelighed som i dag rammer så direkte, pludseligt og hårdt. Sådan en dag er jeg nødt til at:
- tage den med ro
- medbringe øjenmakeupfjerner på arbejde
- tage den lidt mere med ro!
- huske at et fald ikke er flovt, men blot smertefuldt.
- tage den med endnu mere ro!
Min førnævnte veninde og kollega skrev en besked til mig i eftermiddags.
“Jeg kender ikke mange så stærke som dig. Det er desværre også din svaghed, for så gør det ekstra ondt, når sådan noget som i dag sker. God aften og få nu Peter til at puste, ik’”
Peter har pustet og også lyttet til, at jeg til enhver tid hellere vil sidde topløs med fedtet hår og skide på et velbesøgt offentligt toilet for åben dør end at falde med lyd på min arbejdsplads. Der kan jeg jo bare lukke døren! Vi har også talt om, at styrtet i dag indeholder alt det, jeg frygter, og som jeg betragter som min store altoverskyggende svaghed. Nemlig ikke at kunne fungere på lige vilkår! At udstille min svaghed både fysisk, men i særdeleshed også psykisk.
Jeg brækkede ingenting i dag, andet end stoltheden.”
Dette var mavesugsmindet fra Facebook for i dag, og dermed også det ublide minde om, hvorfor rollatoren således blev en fast partner i mit liv! Jeg kan ikke undvære den, og jeg er ikke længere flov over at gå med den! Nuvel, jeg synes ikke det er fedt at være afhængig af den, særligt ikke når jeg ikke ser mig selv i rollator-alderssegmentet, men trygheden ved at have rollatoren vinder klart over min forfængelighed.
Ingen kommentarer