At være den lodrette type, når alle andre ligger vandretCa. 5 minutters læsning

[dropcap]O[/dropcap]m to dage har jeg været sygemeldt i en måned! Det er saftsuseme lang tid og føles endnu længere. Det er en underlig fornemmelse at alt og alle bare blæser derudaf, når jeg står helt stille. Igår var første dag i min sygemelding, hvor jeg følte, at nu var der lidt energi at bruge. Det var en ret fantastisk følelse og naturligvis benyttede jeg mig af at kunne lidt mere og andet end at føre indholdsrige samtaler med den gamle hanhund og forsyne mig med chokolade nødder i sofaen til endnu et afsnit af hvad som helst…

Igår var jeg faktisk i bad fra morgenstunden og følte på en rar måde, at jeg for en gangs skyld ikke var det eneste lodrette stillestående menneske i den her verden, hvor alle ligger vandret, og har så skide travlt, at der ikke er tid til at stoppe op og bare trække vejret. Igår kunne jeg faktisk godt li’ at være mere vandret end lodret. Jeg var på en sær måde lidt mere ligesom alle de andre vigtige folk, som hverken har tid til at kede sig, lave ligegyldige ting eller have dårlig samvittighed over ikke at bidrage med noget nyttigt.

Nuvel… min version af “at ligge vandret” bestod igår i at udfylde et skema til Jobcentret, hvor jeg bl.a. skulle skrive, hvornår jeg vender tilbage til arbejdsmarkedet, om jeg vender tilbage, hvor længe jeg har været syg og om den sygdom er livstruende! Sidst i dokumentet skulle jeg sætte et kryds, så Jobcentret har lov til at tjekke alle mulige steder, om jeg er social bedrager. De må godt tjekke, men det er ikke bøvlet værd (men det skrev jeg ikke til dem, for de skal jo også ha’ noget at rive i).

Min anden vandrette aktivitet var at skrive til min fleksjobskonsulent, socialrådgiveren fra Scleroseforeningen og min chef og så bage valnøddeboller til familien! Jah og morgenbadet jo! Jeg ved faktisk godt, hvad der var med til at give mig energien igår, og jeg elsker ham for det.  Igår morges lå der nemlig en seddel til mig på køkkenbordet. En seddel som jeg læste, da alle var sendt afsted i skole.

Der sad jeg i mit nattøj med mit korte hår strittende søvnigt ud til alle sider og var virkelig hverken sød eller smuk! Men jeg kunne mærke, at Peters enestående seddel, kombineret med en hæderlig nattesøvn, gav mig energi til at bruge gårsdagen på andet end så lidt som muligt!

Igår gik jeg derfor glad i seng, for den gav mening og fik mig for en gangs skyld lidt væk fra tanker om uvisheden, der fylder mig lige nu. Uvisheden om sygemelding, dagsform, sygdomsspektakel, og hvordan jeg holder fanen højt.

I morges vågnede jeg og tog til træning hos min fysioterapeut. Det er så hårdt lige nu, fordi mit ben ikke gør noget som helst af det, jeg synes det skal, og min venstre hånd og arm vejer fem tons. Men jeg træner! Fordi jeg tror på, at jeg skal blive ved med at bekæmpe mine skavanker med koncentration og indædthed. Jeg bilder mig ind, at det nytter. Jeg kender jo betingelserne (hård træning) og så er mit lod at arbejde ud fra omstændighederne (lortekrop).

Morgentræningen har så betydet, at jeg ikke har lavet en hujende fis i dag. Jeg har ikke kunnet, både fordi energien blev brugt igår og batteriet tager lang tid om at lade op (suk) + at træningen i morges lægger mig ned. Det betyder, at denne tarvelige tirsdag er gået med at ligge i sofaen, hvor jeg har:

• set Luksusfælden og andet sindsoprivende TV
• sovet
• tjekket facebook (for) mange gange…
• tørret snot fra min forkølede næse af i ærmet, fordi mine ben var så trætte, at jeg ikke orkede at gå ud efter køkkenrulle
• spist chokolade nødder udo ver det hele i sofaen
• ledt efter min Iphone, der havde forvildet sig ned mellem hynderne
• talt med min veninde, som foreslog at jeg skulle gå ud i mit glashus!

Så det gjorde jeg! Gik ud i glashuset altså! Selvom dagen igår var en slags limited edition, så blev jeg så glad af at følge min venindes råd i eftermiddags. Hvor glad jeg blev, kan du se herunder.

Nu vil jeg gå i seng og få endnu en hæderlig nattesøvn og satse på, at i morgen byder på ben der vil stå og en hjerne, som ikke opfører sig som et puslespil, der mangler brikker!