Verdens bedste ferieCa. 12 minutters læsning

 

[dropcap]J[/dropcap]eg har været i tvivl om, hvordan jeg bedst skriver det her blogindlæg, for jeg vil gerne fortælle ALT om vores fantastiske 14 dages ferie i henholdsvis Sydafrika og Mauritius, som vi kom hjem fra i torsdags. Jeg har simpelthen så meget at fortælle. Det har været en rejse, som har indeholdt både kæmpe oplevelser, personlige overvindelser, afslapning, sjove spisoder og stor stor omsorg og hjælp fra alle, vi har mødt.

Jeg har nu besluttet mig for at dele blogindlægget op i mindre afsnit, så jeg forhåbentlig kan bevare overblikket og få det vigtigste og mest interessante med. Jeg håber det lykkes! Og jeg håber I har lyst til at læse med – og ikke giver op undervejs 😉

Invitationen og forberedelserne

For over et år siden proklamerede Peters forældre, at de gerne ville invitere både børn, svigerbørn og børnebørn på Safari og luksusbadeferie i efterårsferien + ugen efter i 2016. Vi har siden invitationen glædet os helt vildt og har også været ret spændte. Jeg har faktisk været så spændt, at jeg har brugt mange nætter på at lade bekymringer overstige spændingen. Om natten er der bekymringer nok at hive frem. Jeg nævner i flæng: Hvilket hjælpemiddel er bedst til turen (kørestol eller rollator – jeg valgte rollator). Hvordan hulen kommer jeg rundt i lufthavnen, når min rollator er tjekket ind med kufferterne (på ryggen af Peter?). Er medicinpasset fra min neurolog og medicinudskriften fra apoteket nok til, at jeg ikke støder på problemer med at medbringe al medicin i håndbagagen? Hvad nu hvis jeg får et attak lige inden afgang, så min rollator og stok ikke er nok! Hvor stor en klods om benet bliver jeg så?

Ingen af bekymringerne blev nogensinde til virkelighed! Tværtimod!

Ingen lufthavne tjekkede min lille håndbagage-rygsæk for medicinpas eller medicin. Peters far havde inden afrejse arrangeret med vores rejseselskab Blixen Tours, at der stod en mand med gul vest og en kørestol klar til mig, hver gang vi stod ud af et fly. Manden med gul vest bad blot om mit boardingpas, og så tog han ellers benene på nakken og med et fast greb i kørestolen. I München Lufthavn havde manden med den gule vest faktisk endda held med i højt tempo både at skubbe de andre rejsende til side og supplerede med et verbalt ret skingert “bip bip“, samt få alle mine stakkels familiemedlemmer til at svede og hive efter vejret, så hurtigt trillede han afsted med mig…

Mig? jeg smilede blot undskyldende til de andre rejsende og grinede lidt af min forpustede familie 🙂

Vi stod aldrig i kø, når bagagen skulle tjekkes ind eller igennem paskontrollen, for handicappede kommer åbenbart først og har deres helt egen “VIP-indgang”. Jeg var så ovenikøbet så heldig, at hele resten af Holmboe-klanen fik lov til at følges med mig gennem “handicapindgangen”, (selvom nogle af skrankedamerne øffede en smule over, at vi var hele 13 familiemedlemmer).

Jeg kan virkelig anbefale at rejse med fly, hvis blot du som handicappet/gangbesværet får arrangeret “kørestolshjælp” i lufthavnen. Det var en ubetinget positiv oplevelse – jeg oplevede ikke engang den hæslige “walk of shame” fornemmelse, når jeg blev kørt afsted siddende i kørestolen, for alt fungerede perfekt og alle tog hensyn og hjalp.

I næsten alle flyene blev vi vist først ind, og havde derfor taget plads, da resten af de rejsende måtte stige ombord. Det var en smertefri men lang rejse til Sydafrika trods alle flyskift og ingen søvn i 24 timer. Manglende søvn var en biting, da vi ankom til vores første feriested, nemlig safari, hvor vi blev budt velkommen på lodgen Simbavati.

Safari

Vi ankom til lodgen Simbavati og kunne se frem til  fem dages spændende Safari midt ude på savannen. Vi  blev indlogeret i tre forskellige små huse. De ansatte var simpelthen så omsorgsfulde og fantastiske, nærmest som en lille familie. Det er uden sammenligning den vildeste og mest overvældende ferieoplevelse jeg har haft. Vi blev vækket kl. 5 om morgenen, så vi kunne komme på morgensafari, og vi var på safari om aftenen, når dyrene var aktive og samledes for natten. At køre rundt i en åben jeep ude på savannen kl. 5.30 om morgenen eller for den sags skyld i mørket om aftenen, hvor kun trackerens håndholdte lygte lyste op, er altså ikke en pendant til zoologisk have eller Knuthenborg Safaripark.

Det er ægte vilde dyr i deres ægte vilde element, og det tager pusten fuldstændig fra én pludselig at se fem elefanter stå helt rolige og majestætiske på en skråning en tidlig morgen på savannen. Eller en flok hyæner, som fodrer deres unger og opdragende sætter dem på plads i aftenskumringen eller at få øje på næsehornet, som står vagtsomt inde i krattet og spiser eller leparden som brøler, når aberne skriger og tirrer den for at få den ud af deres territorium.

Safariturene varede hver ca. 3 timer og undervejs blev der fortalt, vist, forklaret og også budt på en forfriskning (et sikkert sted…)

Jeg kunne blive ved, men billeder siger ofte mere end ord, så værs’go:

 

 

 

Det er virkelig svært at sige, hvad der har været den største safarioplevelse, men der er dog én oplevelse som stikker alt. Den eneste morgen, hvor vi ikke skulle på morgensafari, vågner jeg ved, at det banker på vores dør kl. 6.30. Jeg vågner med et sæt, vralter hen og lukker op, og der står Peters bror i underhyler og siger “kig ud kig ud og væk for guds skyld de andre fire” og så var han væk!

Jeg kiggede straks ud, vækkede hurtigt og ret larmende familien, som forvirrede og søvndrukne kom ud på terrassen til mig og kiggede med – helt stille, med åben mund og store øjne. 50 meter væk fra os, stod der 35 elefanter og drak af vandhullet. De var helt stille og meget morgen-rolige. Deres lydløse og langsomme bevægelser blev kun afbrudt af lyden af knækkede grene, når de med deres snabler hev grenene af og spiste dem.

Der var rigtig mange forskellige “afrikadyr”, som søgte vandhullet i vores “baghave”, så det var aldrig kedeligt bare at sidde på terrassen og kigge (også uden kamera). Nogle af dyrene vandrede faktisk op og gik rundt mellem vores huse, så vi var lidt på vagt og skulle følges med en ansat, når mørket faldt på. Vi oplevede sågar et indbrud. En abe brød ind i vores hus og tog både mælken i køleskabet ( lidt ud over det hele…) og spiste chokoladerne på sengebordet. Der var nemlig “en” som havde glemt at lukke et skide lille vindue om morgen inden afgang til morgensafarien. “En” har sagt undskyld, og jeg glemte det kun denne ene gang 🙂

Dagene på safari var intense,  lærerige, uforglemmelige og efterlod os med et lille stik i hjertet, da vi skulle sige farvel til de fantastiske mennesker og den mageløse naturoplevelse, som havde gjort vores dage på lodgen Simbavati til noget helt specielt. Men vi huskede hinanden på, at rejsen ikke var slut!

Vi skulle nemlig videre!

Mauritius med virkelig meget all inclusive

Vi skulle videre til en total luksusnydeferie på Mauritius. Vi forlod med andre ord en støvet savanne fuld af  vilde dyr og intenst samvær med både hinanden for at tilbringe den næste uge på en frodig paradis ø på det vildeste luksushotel i det indiske ocean.

Ligesom med safarien, slår ord ikke helt til, når jeg skal forsøge at beskrive ugen på Mauritius. Hvis I forestiller jer den vildeste luksus, så gang den med 10! Peter og jeg fik tildelt vores eget VIP-agtige hotelværelse med eget walk in closet (til vores sparsomme garderobe), badekar på løvefødder, himmelseng, kæmpealtan med udsigt til stranden og det indiske ocean. Og så fik vi besøg af det mest omsorgsfulde og milde personale 4-5 gange om dagen, der bare lige ville sørge for, at vi ikke manglede noget og medbragte snacks og champagne (HVER dag)! Vores unger boede i et hotelværelse lige nedenunder os med direkte udgang til stranden og azurblåt hav. Holmbeoklanen havde også egen “butler”, som sørgede for at koordinere tennisaftaler, massagetider, bordbestilling til aftensmad, vandski og og og.

 

Vi fik farverige drinks på en smuk smuk bar (også) inden aftensmaden, og når jeg skulle op og ned af trapperne med min rollator, stod der folk, som insisterede på at hjælpe mig. Jeg blev ret god til at ligge ved poolen og gjorde det derfor mange timer hver dag. Jeg var med til næsten det hele, og nød at kunne være det. Det eneste jeg sprang over var vandski og cykelbåde. Resten af familien drog afsted, mens jeg valgte at drikke en stor øl, en gin/tonic, en cola og en lækker pizza (ved poolen). Alt var gratis (eller rettere betalt hjemmefra), Alligevel skulle man dog skrive under på, hvad man havde fået serveret.

Jeg glemte denne dag at skrive under, og vraltede (uden den nødvendige underskrift) op for at tage et bad. Så da Peter efter vandski-seancen vendte tilbage til poolen for at tage en dukkert, blev han af tjeneren præsenteret for min “regning”. Han kunne naturligvis ikke nikke genkendende til noget af det der stod…

Det var først, da tjeneren i poolbaren lidt opgivende sagde “Oh but sir… It’s the lady with the problemfoot!“, at Peter smågrinende skrev under og kunne glæde sig over, at han ihvertfald ikke havde en hverken tørstig eller sulten kone!

Jeg fik massage hver dag. I meget smukke omgivelser, og hvor jeg skulle vælge en duft som matchede min karma. Det var himmelsk at blive forkælet på den måde og meget meget roligt og behageligt. I tilknytning til massagelokalerne, som var meget flotte og stilfulde var der solsenge og et lille pool, hvor vi fik serveret ingefærte efter massagen. Fantastisk!!

I får et par billeder her af, hvordan luksus også kan se ud. Billederne matcher på ingen måde, hvordan virkeligheden var på hotellet. Men det er det bedste jeg kan gi’ jer 🙂

Jeg er klar til mere ferie. Sammen med min familie. Og gerne med lufthavne og fly.

Det har været en åbenbaring for mig at være afsted på denne ferie. Jeg har lært, at alle mine bekymringer ikke behøver at skulle fylde så meget – særligt ikke om natten! Jeg har lært, at det er supervigtigt at sige Ja tak til den hjælp som folk tilbyder og at det rent faktisk gør én til en mindre klods om benet  for alle.

Og så har jeg lært, at det er de begrænsninger jeg selv sætter, som fylder mest. For jeg kan jo godt! Jeg kan jo godt følge med de andre og jeg kan jo godt deltage og opleve på lige vilkår med de andre, hvis blot jeg husker at mærke efter og tage de hvil/pauser, som både min krop og hjerne venligt beder om.

Jeg er SÅ klar til mere ferie, og jeg kan kun opfordre alle andre med et handicap (kognitivt såvel som fysisk) til at komme afsted. Jeg vil vove at påstå, at hvis jeg kan komme afsted, så er det muligt for mange mange andre med handicap.

Jer som kom igennem hele indlægget har fortjent et glas champagne og et bifald 🙂

Mine svigerforældre HAR fået masser af knus, kram og tak for den bedste og mest uforglemmelige ferie, vi alle kunne ønske os <3