Et tiltrængt fuck!Ca. 4 minutters læsning

Hun sad helt stille. Ingen ville tro, at høretelefonerne i hendes ører var fyldt med Magtens Korridor på lydstyrke max. Det eneste som faktisk bevægede sig var hendes åndssvage scleroseramte fingre der snøvlede rundt på tastaturet for at skrive ord om en ordblind kursist, hun netop havde haft et møde med.

FUCK for fanden da også!

udbrød hun pludselig helt sort i blikket og kiggede opgivende på en ligeså sort computerskærm.

Alle hendes kolleger, som også sad koncentrerede i stillezonen kiggede op fra hver deres skærme. De nikkede alle småsmilende og forsigtigt til hende, da hun halvflovt hev høretelefonerne ud og spurgte “Råbte jeg lige så højt, som jeg tror jeg gjorde – undskyld så!”

Det FUCK som hun alt for højlydt sendte afsted den fredag morgen på hendes arbejdsplads var på sin plads! Det var et tiltrængt FUCK, som havde været på vej lidt for længe. Lidt ligesom den bøvs, der ikke kan beslutte sig for at komme ud og derfor blot føles som et tavst surt opstød. Livet og omstændighederne havde i lidt for lang tid drillet hende. Det var såmænd ikke den sorte skærms skyld, men lige dér med en morgensort skærm fik hun nok  – eller nok nærmere lige rigeligt!

FUCK-bøvsen havde hun indtil denne fredag succesfyldt undertrykt. Hun kunne holde den nede med kaffe, smil og hemmelige tanker om alt det, hun ikke sagde højt. For hun tænkte meget – rigtig meget. Og den eneste som kendte hendes tanker, havde denne fredag morgen sendt hende afsted med et kys og garanteret samme tanker, som hun bøvlede med. Hun vidste også denne morgen, at hun var godt gift…

Tankerne hun holdt for sig selv havde i for lang tid handlet om:

• at hendes far for mindre end en uge siden var blevet opereret for nyrekræft. Og nu i bonus havde raget noget andet ufarligt, men meget smertefuldt til sig, så han stadig var indlagt.
• at hun bare så gerne ville sidde i en stol ved siden af sin mor, mens hun kunne være hos sin far, som lå i hospitalssengen.
• at hun så inderligt savnede at nå at vågne helt op, før det blev tid til at gå i seng igen.
• at hendes ord hele tiden truede med at blive til bla bla bla og ikke give nogen sammenhæng overhovedet. Hun valgte at det måtte være pisseligemeget.
• at hun i morges stoppede med tissemedicinen. Ikke fordi det ikke virkede (tværtimod), men fordi ingen læger ville kunne måle tis, stråle og mængde, hvis der er medicin i kroppen. Så nu kunne hun ikke tisse igen…
• at hun ikke fik trænet nok – faktisk slet ikke…
• at det mindste hendes krop måtte kunne unde hende sgu da var, at fingrene virkede, så hun kunne skrive uden, at det føltes som om hun havde havehandsker på.
• at den skide strømting hun havde fået til sit ben for mindre end to uger siden har brændt hul i hendes hud og derfor bare lå i skuffen på badeværelset. Det var hun ret indebrændt over!

Det er stadig fredag! Og jeg sidder stadig helt stille. Men jeg har det bedre nu! Jeg har ikke længere vred musik i ørerne. FUCK-bøvsen i morges lettede og gav luft. Jeg har lige talt med både min mor og far, og min far fortæller, at han er tryg og får det bedre og bedre. Operationen er gået fint. Det siger lægen, og det er det vigtigste! Min skide strømting tager jeg med til bandagist på mandag, hvor jeg har en tid. Peter har gjort alt klart til fejring af Frejas fødselsdag i morgen, hvor hendes farmor og bedstefar kommer og hygger.

Engang imellem skal man åbenbart slå en bøvs! Det kan være tiltrængt og helt på sin plads!

God weekend til jer alle 🙂