Status på robotben (dag 2)Ca. 4 minutters læsning

Fantastisk.

Det er hvad det er…

Helt vildt skønt og fantastisk. I dag går jeg ikke som en fuld sømand i stormvejr. Jeg har ikke længere et venstreben, som nægter at bøje i knæleddet, når jeg går (når bare det får en røvfuld strøm). Jeg har et højreben som er begyndt at forstå, at venstreben er på vej ind i kampen igen. Jeg har atter en balance, der betyder at jeg kan vende mig 180 grader uden at skulle holde ved noget. Jeg har prøvet at lade stokken stå ved mit skrivebord på arbejde, da jeg gik hen for at få en kop kaffe (uden at vælte eller snuble)

Det er rigtig rigtig dejligt og stadig ret uforståeligt. Min skønne genoptræningsfysioterapeut på plejehjemmet var her i eftermiddags ret imponeret over min gang, og jeg blev faktisk afsluttet, så nu er jeg færdig med genoptræningsforløbet. Vi gennemgik sammen min statusrapport, hvor jeg blandt andet kunne læse:

“Ved behandlingens start havde CH en meget ujævn gang, dårlig balance og nedsat kraft i benene, samt lav udholdenhed”.

Tingene så anderledes ud i dag efter 27 behandlinger, hvor jeg så blandt andet kunne læse:

“CH har haft god effekt af elstimulation på haserne, så nu kan hun i stående bøje knæet, så underbenet er vandret.”

der stod også

“Under træningsforløbet har CH fået bevilliget en el-stimulator til hasemusklerne, hvilket har haft rigtig god effekt. Gangen er mere rytmisk, vægten mere ligeligt fordelt på begge sider”

Der stod så ganske vist også en masse om min store udtrætning og ringe gangdistance samt min ikke eksisterende funktion i hoftebøjerne, men det er altsammen ligemeget i den her sammenhæng, for jeg går bedre, mindre smertefuldt og mere sikkert allerede på dag to med mit robotben 🙂

Det var status fra en glad robot!

Og så får i altså også lige en aftenupdate, der handler om noget helt andet! Jeg blev nemlig meget mod min vilje lokket med i motionscentret her til aften. Freja og Peter havde allerede i morges aftalt, at de ville træne i aften. Mig? Jeg holdt naturligvis meget lav profil, for aftener er i min verden ikke skabt til motion!

Mens jeg i aften ved 19-tiden var ved at vaske en gryde af efter aftensmaden, kunne jeg høre printeren larme inde på arbejdsværelset. Peter kom derpå ud i køkkenet iført træningstøj og med et enkelt stykke papir, mens han lidt for glad sagde “Nåh mutti skal du med?”

Jeg gik helt i panik, fordi jeg ikke lynhurtigt kunne finde en  brugbar undskyldning. Så jeg grinede blot lidt og sagde “Jeg VILLE gerne, men displayet på romaskinen virker jo ikke, så jeg kan ikke se, hvor langt jeg ror. Desværre men en anden gang…!”

Og her kunne den historie så ende…

Men det gør den ikke, for det stykke papir som Peter stod med var… Nej I får sgu bare et billede af det…

Peters papir var en manual til at få repareret romaskine-displayet:-)) Der findes åbenbart ingen undskyldning for ikke at træne! Det skal lige siges, at jeg har været så letsindig at spørge min ven Ditte fra Fredericia, om hun ikke vil være med til at ro 10 km inden den 12. oktober (altså på en gang). Hun var lige så letsindig at sige “jo da“.

Vi gjorde det faktisk sammen for et år siden, så vi gør det igen (sgu). Peter synes, ligesom jeg, ikke at der er lang tid til oktober. Men han ved, at det vil være en kæmpesejr for mig (og Ditte) at gøre det, så hans reparationsgerning i aften er hans bidrag til roturen! (og jeg elsker ham for det.

I aften roede jeg 4 km og har nu meget lange og meget trætte arme. Jeg elsker at ro, for jeg skal ikke holde balancen, og jeg er ikke i fare for at snuble, selvom jeg bruger hele kroppen. Og så får jeg pulsen op! Det er den eneste motionsform, hvor jeg ikke har ben der spasmer eller overstrækker og hvor jeg når at blive forpustet.

Nu vil jeg proppe mine robotting til opladning, så jeg er klar til både træning ved fysioterapeut og RIDNING i morgen 🙂

Godnat.