Optur! Jeg vil ha’ flere dage som i dag!Ca. 3 minutters læsning

[dropcap]Å[/dropcap]h hvilken dag! Jeg kan altså godt li’ onsdag. Den er mild ved mig og byder både på træning, fysioterapi og ridning. I dag har den så også budt på noget helt vildt maveboblende skønt. Men det slutter jeg af med, så jeg er sikker på at i læser hele indlægget.

I morges da jeg kom til træning lagde jeg ud med at sætte min trætte røv på motionscyklen og lod benene dingle frit, mens jeg tjekkede både Facebook, Instagram, nyheder og andet skrammel. Hvis nogle skulle være i tvivl, så er det noget, som kaldes en overspringshandling og noget som oftest ses hos medlemmer af et fitnesscenter. Men det skulle være løgn! I går til genoptræning beviste mine ben, at de kunne cykle 1,5 km, inden de spattede ud. Så derfor havde jeg et mål i morges. Jeg skulle cykle mere end 1,5 km!

Jeg cyklede tre kilometer! Fandeme!

Tre kilometer tilbagelagt! Godt nok med en gennemsnitsfart, man næsten ikke kan være bekendt at betegne som “fart”, men jeg er ligeglad for tre kilometer er tre kilometer.

Og så kom min fysioterapeut smilende ind i træningslokalet for at hive og strække mine lemmer. Jeg tror, at hun var næsten ligeså glad som mig. Hun gav mig ihvertfald et stort knus og en pose fuld af lækre modne blommer fra hendes have. Jeg ER altså ret vild med min fysioterapeut. Og i morgen skal jeg lave blommemarmelade 🙂

Og NU skal jeg nok udløse spændingen og afsløre det maveboblende skønne 🙂

Jeg har fået en motor til min kørestol. Jeg er helt vildt glad og kan ikke helt forstå det endnu. Nu kan jeg køre en tur alene. Og nu skal jeg ikke tænke på om mine arme er for trætte. Det er simpelthen så fantastisk en følelse af frihed og lyst til at komme på tur! Det er en lille smart sort motor, som jeg kan klikke af og på efter behov. Motoren virker som på en elcykel. Jeg skal give et skub og så er den “selvkørende”!

Her til aften gik/trillede Peter, Hjalte og jeg en tur med den gamle hanhund. Jeg ville egentlig ikke med, for jeg havde både “fridagshår” og hyggetøj på, men jeg blev lokket med (gudskelov!). Vi gik den lange tur! Altså den tur, hvor jeg plejer at sidde med hænderne i skødet og lade Peter skubbe mig. Men ikke i dag! Ikke en eneste gang skulle han skubbe min kørestol! Kan i forestille jer, hvordan det føles?

Åh jeg er så glad i dag 🙂

Og jeg MENER det 😉