Kunsten at sidde i en kørestolCa. 4 minutters læsning

[dropcap]F[/dropcap]oråret 2016 var dumt. Det var foråret, hvor jeg satte personlig rekord i søvnløse nætter med bøvlede tanker. Alle handlede om ikke at kunne være med mere. Altsammen på grund af mine forbandede ben, som vil mindre og mindre.

Rodet i mit hoved, begrænsningerne, smerterne og den manglende lyst til at være aktiv har fyldt så meget, fordi mine ben gør så ondt, er som lavet af gummi og derfor har overtaget al magt over min hverdag. Mine ben sætter dagsordenen for, hvordan jeg gerne vil bruge mine vågne timer. Hvordan VI vil bruge tiden sammen som familie. Midt i al mit forårstankemylder blev det pludselig sommer og sommerferie! Jeg havde ikke længere lyst til kun at være baggrundsstøj og bremseklodsen, når vi skulle nyde og opleve SAMMEN…

Men hvordan undgår man at være baggrundsstøj? Er det overhovedet muligt?

For mig var løsningen at æde min stædighed og forfængelighed! Disse to ting giver mig nemlig ikke de fantastiske oplevelser, som jeg har haft i denne sommerferie og har savnet i flere år. Disse to ting forhindrer mig i at tage plads i min kørestol! Jeg har langt om længe erkendt, at jeg hverken bliver mere eller mindre handicappet af at benytte dette hjælpemiddel. Det er noget af det allersværeste, man kan bede et menneske om.  At erkende, at man nu er nået til næste trin på handicapstigen og derfor har brug for et hjælpemiddel, som man forbinder med svært handicappede. Det er ikke fedt pludselig i en alder af 44 på at være kørestolstypen. Men det er fandeme heller ikke fedt ikke at kunne være med til alt det sjove, fordi kørestolsstædigheden sejrer!

Min kørestol bliver aldrig min bedste ven! Men jeg har denne sommer mærket, at den er mit bedste hjælpemiddel, når vi skal opleve ting. Jeg oplever, at det barn som bekymret plejer at spørge, om jeg kan “holde til det“, ikke længere stiller spørgsmål, men slapper af som en 14 årig på tur skal. Og at det barn som stille plejer at hviske til de andre, at vi altså ikke skal gå så hurtigt, i den her ferie triller min kørestol i rask fart. Jeg oplever også, at den mand, som jeg elsker nu endelig bare kan gå helt almindeligt ved siden af mig uden at skulle stikke sin højre arm ud til hjælp, eller være nødt til at samle mig og min værdighed op, når jeg ligger og roder rundt på en gågade.

Jeg har tænkt meget over det her med kørestol, og hvorfor det er så forbandet svært at sætte sig i den! Jeg tror det handler om antallet af skud i bøssen. Når man sætter sig i en kørestol, fordi man har sclerose, så er det jo som oftest ikke fordi, det er for en stund vel?!. Det er derfor både en kæmpe sorg for kørestolsbrugeren og familien, når det sker. Men sorgen over, at vores liv indtil nu har været gjort mindre af, at jeg ikke kunne være med, opvejes af den omstændighed, at jeg nu kan være med selv om jeg må ty til kørestolen.

Det kan godt være, at jeg i foråret satte personlig rekord i dumme tanker og søvnløse nætter, men den her sommer har jeg så til gengæld sat personlig rekord i antallet af besøg i forlystelsesparker i Danmark. Vi har været tre gange i Tivoli Friheden, en tur i Fårup Sommerland (som i kan læse om snart her på bloggen) og så har vi i dag været i Gorillaparken i Vejle sammen med min storebror og hans børn. Alle fem ture med madpakker, glade børn og kørestol.

Det vil være løgn at påstå, at jeg er med på lige vilkår. Det vil også være en stor fed løgn at påstå, at jeg er ligeglad, men jeg er garanteret den, som drikker mest kaffe på udflugterne og tager flest billeder, mens jeg faktisk er OK 🙂