0 I Familieliv/ Fremhævet

Kan I så huske dengang…3 minutters læsning

Hjemme hos os spiser vi aftensmad sammen. Hver aften! Nogle aftener spiser vi hurtigt, mens vi andre aftener når vi at trække vejret og rent faktisk nyde både selskabet og maden, fordi ingen efterfølgende skal til basketball, trommer eller andet ud af huset.

Jeg er mest vild med de aftensmadsseancer, hvor vi har ro og når at tygge maden. Det er nemlig de aftener, hvor jeg bliver mindet om, at børn husker ualmindeligt godt, og at barndom ikke er det værste der findes!

Snak ved aftensmaden:

Hjalte:

“Kan I huske dengang jeg var lille og havde fået en ny telefon. Jeg satte min alarm til at vække mig med lyden af en hund der gøede, og så blev jeg så pissebange for den der hund om morgenen, at jeg begyndte at græde ret meget. Mor kom ind til mig og sagde, at det var så synd for mig, at jeg ikke behøvede at komme i skole.

Og så tog vi i svømmehallen i stedet for!”

Jeg kan helt ærligt ikke huske, hvad jeg skrev som begrundelse for Hjaltes fravær i kontaktbogen!

Hjalte:

Eller kan I huske dengang, vi ikke måtte få en campingvogn ligesom mormor og morfar havde. Men vi kunne få lov til at campere i Berlingoen, og når det var rigtig vildt, så kørte mor Berlingoen ned på vejen og slog bagsæderne ned, så det føltes mere som ægte campingferie. Så lå vi alle tre bag i bilen med madrasser, popcorn, dyner og Iphones og hyggede sår’n lidt campingagtigt.

Kan I så også huske den søndag, hvor mor syntes det var synd for mig, at I ikke ville være med til at campere nede på vejen, så hun bagagerums-camperede sammen med mig. Der sad vi så ved siden af hinanden, og havde det sår’n lidt røvkedeligt. Altså lige indtil jeg så, at der kom to unge fyre gående, og jeg så bankede jeg på bilruden og skyndte mig at glide ned under dynen.

Så sad mor der ret op og ned i bagagerummet i sin Berlingo med popcorn i hele hovedet og lignede en idiot. De unge fyre vinkede til hende og grinede lidt overrasket. Mor vinkede tilbage, og så løftede hun min dyne og sagde, at jeg var en idiot og megatarvelig!

Der var også dengang Hjalte faldt i søvn i en hyndeboks, og hans mor og far var lettere bekymrede for, hvor drengen på 4 år var gået hen…

Nu går Hjalte i 10. klasse. Han er ikke længere bange for telefoner der lyder som en gal hund. Han kan heller ikke længere ligge bag i Berlingoen eller for den sags skyld i en hyndeboks. Men så kan han så meget andet!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.