Når jeg skal prøve noget nyt!Ca. 9 minutters læsning

Jeg har forandret mig! Meget! Det er ikke noget, der er kommet over en nat, men lige nu tager det sgu røven på mig, hvor voldsomt det er. Jeg er sikker på, at hvis jeg spørger Peter, så vil han smile overbærende og fortælle mig, at det er meget længe siden, at jeg har været vild med at prøve noget nyt og nydt forandringer.

Han har bare skjult det for mig!

Altså, han har sørget for, at jeg ikke er blevet overrumplet af afmagt og manglende kontrol. Han har hele tiden været et skridt foran og planlagt det nye og talt med mig om at en given forandring ikke har fortjent at fylde hele min tankevirksomhed.

Det lykkes både han og mine nære veninder med det langt hen ad vejen. Men inden for den sidste måned er jeg eddermame nået til et nyt level. Jeg ved ikke helt, hvad der gør det, men jeg ved, at det dræner mig, og at jeg opfører mig uhensigtsmæssigt og virker som en sur idiot, når jeg får trykket på startknappen for tanker om nye ting og forandring! Jeg gider ikke være en sur idiot, og da slet ikke overfor ham, jeg vågner op ved siden af hver morgen.

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, så skammer jeg mig faktisk lidt over, at jeg har det sådan med nye ting og forandringer, for når jeg prøver at forklare det, så kommer det ud af munden på mig som ordene fra en dramaqueen.

Men følelsen er ikke en dramaqueens! Følelsen er reel, og det er snot, for jeg har kunnet lide at prøve nyt og drømme om forandringer. Jeg vil komme med nogle eksempler for at tydeliggøre, hvor filmen knækker.

Eksempel 1

Min elskede veninde inviterer mig i vinterferien til Kolding, hvor vi skal til Wellness i Dronning Dortheas Badstue. Jeg siger ja! Jeg glæder mig til at have hende for mig selv en hel dag! Jeg undersøger, hvad det er vi skal! Jeg begynder at tænke…

Er det med badedragt eller bikini? Er der mange mennesker? Hvor mange trapper er der? Jeg skal huske min stok! Åh nej, min stok vil være et bøvl! Eller vil den? Kan jeg komme ned og op af alle de wellnessbassiner? Hvor langt væk skal vi parkere? Hvad hvis min krop reagerer som vingummi på alle de varme bade? Og hvad hvis folk glor helt vildt? og.så.videre.

Når jeg skriver mine tanker ned herinde, så kan jeg godt se, at jeg overtænker. Hvilket så også var, hvad jeg fik at vide af min veninde, da jeg faktisk fortalte hende, at jeg havde været helt utryg ved at tage afsted.

Vi havde en fantastisk dag! Min veninde bar badekåber, håndklæder, mig og kaffe. Vi tog det i vores tempo, og min stok var slet ikke et bøvl. Ingen syntes jeg var interessant nok til at kigge på (åbenbart heller ikke i bikini), så alle tanker blev slået hjem!

Eksempel 2

Det her eksempel er fra arbejdet. Jeg arbejder – som den vakse læser har bemærket – som lærer på en skole for unge mennesker mellem 16-25. På min skole har vi også en gård. Den går ligger ca. 15 km uden for Haderslev og bliver brugt til at undervise nogle af eleverne.

I torsdags aftalte jeg med min skønne kollega, at jeg gerne ville med ud på gården sammen med ham og en flok elever. Det glæder jeg mig til! Jeg undersøger, hvad det mon er jeg skal! Jeg begynder at tænke!

Kan jeg have min kørestol med i minibussen? Er den nødvendig? Eleverne har ikke set den før, så hvad siger de til at have den handicappede med derud? Er der koldt? Hvor mange elever er der mon? Hvad bliver min rolle? Kan jeg fylde den ud? Jeg kan for helvede ikke hjælpe dem med matematik? Er der overhovedet blyanter derude? Og hvad med dørtrin og trapper?

Samme historie som wellnessseancen! Jeg overtænker og fortæller Peter om mine tanker, mens jeg tørrer tårer væk (for pokker også). Peter fortæller mig, at jeg er en god lærer, og at hvis jeg kan tackle to unge mennesker herhjemme, så er der håb på gården!

Og det var der. Jeg havde en helt forrygende dag. Jeg fik snakket og grinet med nogle af de elever, som jeg knap hilser på hjemme på skolen. Vi fik diskuteret, spillet dart (jeg tabte) og bordfodbold (jeg tabte) og to af lømlerne prøvede ovenikøbet min kørestol med motor og grinede begejstret, sagde at den var “godkendt“, mens de tog en ekstra tur i sansehaven.

Jeg brugte lang tid fredag eftermiddag på at fortælle familien om min arbejdsdag på gården. Peter lyttede mest, grinede de rigtige steder og var enig med mig i at de tanker, som kommer skyllende indover mig, kun er tanker og ikke skal have lov til at fylde så meget! Så derfor topper jeg lige dette enormt lange indlæg med sidste eksempel (bare lige for at vise, hvor lidt jeg har lært…)

Eksempel 3

Det her eksempel har som eksempel 1 også vand som tema. Faktisk er eksempel 1 grunden til, at der er et eksempel 3!

Ser du, den der wellnessoplevelse med veninden i Kolding fik mig i mandags til i et letsindigt øjeblik at ringe til en fysioterapeut og spørge, om jeg kunne komme på hans hold til varmtvandsbassin-træning.

Det kunne jeg godt, og jeg kunne faktisk begynde allerede i dag! Jeg sagde super! Han sagde husk badedragt og måske et par skridsikre sokker! Det bliver sjovt sagde han og hårdt!

Og således gik jeg så rundt et par dage i sidste uge og glædede mig til i dag. Så undersøgte jeg, hvad jeg skulle! Og så begyndte jeg at tænke!

Jeg vil skåne dig for alle mine tanker, men nedenfor kan du se summen af dem!

Peter var vanen tro tvangsindlagt til at lytte til mig og mine idiottanker om mit nye åndssvage tiltag med bassintræning. Han prøvede med ord som at vandet var dejlig varmt, og at de andre også havde kropsskavanker. Han endte dog med at smile og blot sige “Jeg kan sgu godt forstå, du er skide nervøs mutti! Du kan jo garanteret slet ikke finde ud af det ha ha ha!” og så et klap bagi som punktum.

I morges, da jeg vågnede, var jeg pissesur. For det første havde jeg drømt, at min badedragt skulle godkendes af fysioterapeuten, inde jeg måtte hoppe i bassinet, og da jeg så kom i vandet, skulle jeg træne med synkronsvømnings-landsholdet. De havde alle klemmer på næsen og sminke på. Mig? jeg sad som den eneste med skridsikre sokker og ingen klemme på næsen eller skyggen af kindrødt og mascara!

Og for det andet, så skulle Den Gamle Hanhund ud at tisse klokken FEM om natten! Jesus Kristus!

For at gøre en helt utrolig lang historie kort, så endte eksempel tre naturligvis ligeså lykkeligt som de to andre eksempler! Jeg havde en fest til det der bassintræning i formiddags. De andre deltagere var søde og sjove. Fysioterapeuten var hjælpsom, imødekommende og skidedygtig. Jeg knoklede løs i vandet, og det var lige til at tude af glæde over, da vi skulle lave høje knæløft. Det har jeg ikke kunnet på landjorden i 10 år, men jeg skal da love for, at mine knæ blev løftet løs i vandet, og at jeg fik trænet min balance. At jeg ikke har kunnet gå resten af dagen er helt ligegyldigt, og at jeg sov to timer til middag var tiltrængt!

Jeg overvejer nu at grave ud til en opvarmet pool i vores baghave, men er lidt i tvivl om det bliver for stor en forandring! Jeg glæder mig ihvertfald til på mandag, hvor jeg skal til varmvandstræning igen!

Til dig som nåede helt til vejs ende, så håber jeg at det her indlæg gav lidt indblik og mening i en hjerne, som bilder sig ind, at den vil det hele, men bare ikke rigtig tør! Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af jer sidder og hvisker “argh lidt dramaqueen…“, og det er også helt okay. Vi er ikke alle ens, og det er lige så okay!

plask plask og godnat