0 I Familieliv/ Fremhævet/ Ude i virkeligheden

Lige om lidt!Ca. 4 minutters læsning

Inden jeg fortæller dig , hvad du kan læse om i det her indlæg, så forestil dig, at du har hård mave! Ikke rart vel?

Freja spurgte mig for nogle dage siden, hvorfor der går så lang tid imellem, at jeg skriver på bloggen, og jeg svarede hende:

Det er (no shit) faktisk sår’n det føles. Jeg kan ikke rigtig få sat gang i hverken det ene eller det andet, og det ender derfor med at jeg pt har fire kladder med ligegyldige blogindlæg liggende. Med dette billede tatoveret på din nethinde, vil jeg gå videre med at fortælle dig, hvad du skal bruge de næste fem minutter på at læse om. I dag skal det nemlig ikke handle så meget om mig, for er vi ærlig talt ikke ved at være lidt fyldt op af at høre om mig og mine kvaler med stive stænger, svimmelhed og balanceproblemer?

I dag skal det derimod handle om noget langt mere forårsmildt og positivt, nemlig Freja! Eller nærmere bestemt, hvad hende Freja skal fordrive tiden med de næste par måneder, og hvor glad jeg er for, at hun lytter til sig selv, og hvad hun har lyst til.

På fredag tager Freja og hendes herlige veninde gennem mange år nemlig på en tur. Det bliver en lang og garanteret helt fantastisk tur, som de har selv planlagt ned til mindste detalje. Med andre ord er Freja og veninden så klar og forventningsfulde, som de kan blive, når de som 20 årige står i lufthavnen med hver sin kæmpe rygsæk.

Jeg ved, at de får en fantastisk ferie, for de skal både opleve Miami, Cuba, Puerto Rico, Bahamas, St. Thomas og St Croix. Det bliver både varmt, solrigt, sjovt, svært og sikkert med nogle knubs på vejen. Men alt hvad de oplever, oplever de sammen og får dermed skabt nogle gode fælles minder, som de har for livet.

Jeg har tænkt meget på, at en rigtig mor skal give sin datter nogle gode og brugbare råd, når datteren rejser til den anden ende af jorden uden selskab af “en voksen“. Men det er sgu sværere end jeg troede, for flosklerne står i kø, og de gode råd kan lynhurtigt opfattes som formaninger.

Jeg stoler på, at vi har givet Freja så meget tro på sig selv og så meget nysgerrighed på andre end sig selv, at hun vil suge alle oplevelserne til sig. Jeg ved, at hun siger nej, når nej er på sin plads, og jeg ved også, at hun er både høflig og lattermild, når hun møder andre mennesker, som hun ikke kender, så derfor må mine fire bedste råd til Freja derfor være disse:

  • Beskidt tøj er også en slags tøj, og kan sagtens bruges (evt med et smart bælte til – dog ikke hvis det er din bikini, der er beskidt, så drop bæltet og bliv i vandet)
  • Køb den souvenir for pokker!
  • Smag på alt den underlige mad, du får serveret og skyl endelig ned med en (enkelt!) kold øl i godt selskab.
  • Og hey! Nyd den her ferie, som om det var den sidste ferie du nogensinde skulle på.

Det er underligt, men ret fantastisk at tænke sig, at for kun et øjeblik siden var vores pige en bette ski’, der havde brug for en hånd at holde i, når hun skulle over vejen og en godnathistorie, når hun skulle sove.

Nu kan Freja pludselig det meste og tør endnu mere. Og vi ved, at hun kan klare det hele.

Og mig? Joh, jeg kan mærke, at jeg ikke har hård mave mere!

Du ville måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.