0 I Familieliv/ Fremhævet/ Ude i virkeligheden

Midt i en jazztid! Noget om sige ja til det ukendte og alt det der…5 minutters læsning

Da Hjalte var 9 år, blev han forelsket. I et trommesæt i musiklokalet på skolen. Det var et virkelig fint elektrisk trommesæt, og sådan et var pludselig svært at leve uden.

Hjalte talte uafbrudt og hele tiden om det her trommesæt, og som de rummelige og støj-anerkendende forældre vi er, besluttede vi, at hvis drengen virkelig så inderligt havde kastet kærligheden på et trommesæt, så måtte hans opsparede penge godt formøbles på dette.

Men vi insisterede samtidig på, at det IKKE var legetøj! Hvis han ville købe et trommesæt, så skulle han også lære at spille på det. Vi meldte ham derfor til tromning i musikskolen og hentede så det hjertenskære trommesæt i Vejle.

Og Hjalte har trommet løs lige siden. På flere forskellige trommesæt, for det er med trommesæt, som det er med motorcykler! Det/den skal være større, mere larmende og tjekket jo mere man lader den /det krybe ind under huden på én. Dette betyder, at Hjalte for tiden faktisk har hele to trommesæt herhjemme. Det ene og mindst larmende står på hans værelse og det vilde og ret så larmende står inde på Peters arbejdsværelse, som ligger liiiige ved siden af vores soveværelse…

Og nu kommer jeg til det der med at sige ja til det ukendte! Og at leve midt i en jazztid! I foråret blev Hjalte nemlig optaget på talentlinjen på musikskolen i Haderslev, og dette har bragt meget ukendt med sig indtil nu. Han får undervisning tre gange om ugen i alt muligt, som har med trommer at gøre. For ikke så længe siden blev han sågar spurgt, om han kunne tænke sig at spille i jazzbandet Kids Can sammen med nogle andre talentfulde unge fra Kolding Musikskole.

Det kunne han da godt, og disse fem unge jazz-mennesker steg så i morges ombord på toget til Sjælland, hvor de skal spille to koncerter. Den første koncert som foregik på Kongegaarden i Korsør er gået godt, for Hjalte skrev i eftermiddags:

“Det gik rigtig fint! Jeg skal nok skrive lidt senere…”

Og så har linjen været død lige siden! Hjaltes mor regner med, at det er fordi, Hjalte har det skideskægt og bruger en masse god energi på ikke at være for nervøs til i morgen, hvor han sammen med sit band skal spille til

Danish Music Awards Jazz i Bremen Teatret!

Altså, Hjaltes mor får fisme sved i armhulerne bare ved tanken. Vi taler om mange mange tilskuere, professionelle jazzmusikere, prisuddelinger, en stor scene med masser af lys lige i smasken og folk som (forhåbentlig) klapper, når de her unge jazzmennesker har skudt hele showet i gang med deres indøvede jazznumre. Hjalte kan ikke vinde en skid i morgen aften til prisuddelingen, men han får den vildeste oplevelse, som han kan tage med sig videre i sit liv.

Jeg er i alt ubeskedenhed frygtelig stolt af ham Hjalte. Allermest stolt er jeg over, at han stiger på et tog med sine trommestikker i rygsækken og drager over til det ganske ukendte med blafrende sommerfugle i maven, men også med en tro på, at det her – det skal sgu nok gå og hvis det bliver sjovt, så skide være med det!

Hjaltes far tager toget til København i morgen, og han har lovet mig at klappe højest, længst og inderligst, når Hjalte og hans band har skudt DMA Jazz i gang og så suge oplevelsen til sig sammen med vores dreng på 15 år, som forstår at holde takten og det rette tempo både i livet og bag et trommesæt. Og et er jeg såmænd også sikker på at han vil gøre i morgen aften, hvor omkring 650 (sekshundredeoghalvtreds) personer har købt billet for at være med til at fejre jazzen ved denne prisuddelingsfest.

Mig? Jeg har da naturligvis allerede fundet ud af, hvordan jeg ser TV2 Lorry, hvor det hele bliver sendt live i morgen aften, helt herovre i det mørke Jylland. Jeg har også fundet ud af, hvordan jeg får optaget og foreviget de kostbare få minutter, hvor Hjalte og hans band er på scenen.

Og så har Jeppe, Freja og jeg inviteret mine forældre til at overvære Danish Music Awards Jazz med popcorn og cola herhjemme et sted i provinsen.

Bonusinfo:

Hjalte elsker dødsmetalmusik og smadrekoncerter, så det her jazznoget har for ham været som at bede en jord- og betonarbejder om at gå på arbejde i lyserødt tylskørt og med rød læbestift! Det kan godt lade sig gøre!

Hov! Linjen til Hjalte var ikke helt død alligevel. Jeg har netop modtaget en godnat-SMS fra yngstebarnet i København:

Så nu kan jeg gå roligt i seng og alt det der!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.