0 I Familieliv/ Fremhævet

Skjulte fejl og mangler!6 minutters læsning

Vi er nu nået til endnu et afsnit i historien om Frejas styrt på cyklen og det efterfølgende møde med sygehusvæsenet. Dette afsnit handler om de skjulte fejl og mangler, der har vist sig, fordi for mange, for unge og for travle læger bliver givet ansvaret for en patient.

Det er også afsnittet, hvor Freja endelig møder en overlæge, og får en forklaring, en handleplan og ikke mindst bliver taget alvorligt.

Jeg begynder, hvor jeg slap sidste gang – nemlig vores kontrolbesøg for 11 dage siden. Den dag kom Freja hjem uden gips på venstre håndled, men med en MR scanning i vente hurtigst muligt (selvom den unge læge bestemt ikke mente, at håndleddet var brækket, men blot forslået, når hun jo kunne bøje fingrene). MR scanningen insisterede jeg på skulle foretages, da Ung læge ved selvsamme kontrol fandt ud af, at Frejas højre albue var brækket og ikke kun forslået, og at hun havde gået rundt uden gips i en hel uge. Ung læge kunne til kontrollen ligeledes fortælle Freja, at hun havde hjernerystelse og piskesmæld (til trods for at en anden ung læge på skadestuen sagde det modsatte.)

MR scannermanden var lettere forvirret, da Freja mødte op med en arm, der allerede var i gips. Forvirringen stoppede blev dog afløst af undren, da jeg fortalte om Frejas forløb indtil nu og ikke lagde skjul på, at jeg var skidehamrende træt af, at min datter skulle være offer for lægernes sjusk og rod!

Jeg sad inde hos Freja i scanningsrummet og kunne gennem ruden se, at der dukkede to ekstra mænd i kitler op, som stod og kiggede ind i samme skærm som scanningsmanden. Efter endt scanning fik vi så besked på, at Freja HAR et brud på håndleddet, og at hun skulle op på ortopædkirurgisk og have gips på venstre arm også. Det var jo derfor, at jeg bad om MR scanningen, kære unge læge!

Dér sad vi så i venteværelset og ventede på at blive kaldt ind. Begge med en dum fornemmelse i maven, og Frejas mor også med en grundlæggende utryghed, der blot voksede og voksede. Jeg bad derfor Freja om at logge på Sundhed.dk og tjekke, hvad der stod i hendes journal fra kontrollen med unge læge.

Utrygheden blev ikke mindre, da det viste sig, at det eneste ung læge havde noteret noget om i journalen, var bruddet på højre albue og bestillingen af en MR scanning af venstre håndled. Der stod intet overhovedet om, at Freja har hjernerystelse og piskesmæld.

Jeg var rystet og vred udover det sædvanlige! Vi havde jo meldt det hele til forsikringen, og fremstod dermed som utroværdige, når ung læge ikke havde noteret det i journalen – jesus kristus altså…

Gipsdamen som kaldte os ind, kendte vi! Hun havde nemlig lagt gips på Frejas albue ugen før. Jeg fortalte hende om den mangelfulde journal, og så gik der ikke længe, før der stod den rareste og mest rolige overlæge inde på gipsstuen.

Endelig var der en voksen tilstede, som tog sig tid, hentede røngtenbilleder af Frejas arme og tegnede og fortalte, inden han sprang bomben, om hvor længe Freja skal have gips på venstre arm.

TO måneder og så en måned uden gips, hvor hun ikke skal regne med at kunne bruge håndleddet. Overlægen talte med Freja om genoptræning, forsikring, og så sagde han afslutningsvis, at hun fortjente kontiunitet i sit noget forvirrende forløb, så han ville gerne være den, der ser hende om 8 uger. Og så ville han tilføje alt det i journalen, som ung læge glimrede ved ikke at have gjort!

Status lige nu med alt det her sygehuscirkus er altså, at Freja skal beholde gips på højre arm (den med den brækkede albue) en ekstra uge end først planlagt og så slynge på endnu en uge. Venstre håndled er i gips med tommeltotten fikseret, så hun ikke kan gribe om noget som helst. Hjernerystelsen trækker tænder ud og gør hende til en zombie, som kun tænker på at sove eller sidde helt stille og stirre ud i luften.

Lykkesten – den har sgu bare at virke hurtigt!

Hvis nu du sidder og tænker “Åh nej, hvordan kommer pigebarnet i bad uden hjælp og hvordan kan hun spise og skære sin mad ud eller tage sit tøj på med de arme?”

Det kan hun ikke, kan jeg så hilse og sige…

Jeg har altid vidst, at Freja er en ener. Jeg har nu fået bekræftet det endnu engang. Hun har en tålmodighed på størrelse med bornholm og er 1000 gange bedre til at bede om hjælp end hendes mor er.

Nye ørenringe proppes i
Roommate binder snørebåndene

Hvis jeg skal afslutnings skal nævne fire ting, som jeg har lært ved hele det her lorte sygehusforløb, så må det være:

  • Tro på din intuition, og hvis du ikke bliver hørt eller hvis lægen leger travl, så forlang at tale med en bagvagt.
  • Lyt til din krop! Det er din smerte og dig, som kan mærke om det føles forkert.
  • Hav altid en pårørende med til kontrol, fire ører hører bedre end to.
  • Tjek altid din journal på Sundhed.dk, for det er ikke sikkert, at det lægen og du har talt om, er blevet noteret i journalen. Dette er især vigtigt, hvis der er tale om en forsikringssag.

På onsdag tager vi turen på sygehuset igen, denne gang for at få gipsen af albuen. Jeg regner ikke med at skrive mere om alt det her sygehushalløj, for jeg tror på, at det fra nu af kun er et spørgsmål om, at Freja får det langsomt bedre og bliver mere selvhjulpen.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.