1 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Hvis tårer var guld… (så havde jeg scoret kassen i dag)3 minutters læsning

I går aftes lagde jeg nedenstående billede op på både Instagram og Facebook. Jeg skrev noget om, at indlæggelsen På Ry Sclerosehospital i år på mange måder er anderledes end de andre indlæggelser, jeg har haft, og at jeg nu er mere på hjul end til bens…

Meget af det, som fyldte min tankevirksomhed i går, og som påvirkede mit humør var, at jeg oplever, hvor dårlig min gang er og hvor hurtigt udtrættet jeg bliver, når jeg går. Jeg har aldrig under mine tidligere indlæggelser haft brug for kørestolen for at komme ned til bådebroen, som ligger for foden af sclerosehospitalet.

Det havde jeg i går formiddags!

Endda både kørestol og min hjælpemotor.

Det ramte mig som en sorg, jeg slet ikke havde set komme og betød, at jeg gik rundt med en knude i maven en del af dagen. Min svigtende gangfunktion blev pludselig så håndgribelig og konkret, at godt humør og positiv indstilling ikke var noget, jeg beskæftigede mig med i ret mange timer i går.

Freja havde åbenbart læst mit opslag på Instagram sent i går aftes, så da jeg i morges efter morgenmaden indtog dagens første portion Facebook, poppede denne besked op (Freja har selv navngivet sig!):

Og så græd Frejas mor! Med snot, tårer og hulkende lydtæppe. Freja er nemlig ikke typen, der rutter om sig med store ord til Gud og hvermand. Hun er cirka ligeså pragmatisk i sin retorik som jeg er, så derfor betød denne besked langt mere end de ord, der blev sendt til mig. #nuerjegfærdig<3

Jeg tørrede, efter at have læst beskeden mange gange, snottet af i det ene ærme, fjernede lidt mascara på kinderne med det andet ærme, og så mærkede jeg at Frejas ord var drivkraften til, at jeg fandemgaleme ville GÅ igennem den (fucking) skov og sætte mig på en bænk på badebroen.

Jeg var naturligvis kvalmende bevidst om, at mit lille gåprojekt ville sætte dagsordenen for resten af dag i forhold til min førlighed, men sådan måtte det være. Og så gik jeg. Langsomt. Meget langsomt. Med pauser. Men jeg gik!

Og jeg endte nede ved badebroen, hvor jeg satte mig og tørrede en enkelt glad sejrståre væk. Jeg blev siddende længe, faktisk så længe, at jeg havde samlet kræfter nok til at gå hjem igen!

Jeg vil ikke belemre jer med en masse store ord om, hvilke følelser, der fyldte mig under og efter gåturen. Det er nemlig svært at finde de helt rigtige ord til at beskrive værdien i at kunne sætte det ene ben foran det andet, indtil man lander et sted, hvor der er så smukt, tyst og livgivende som på en badebro i solskin i Ry!

At foråret så i dag som bonus sprang mig øjnene i al sin pink og lyserøde herlighed, satte for alvor gårsdagens nedslående grå vinterfarve i perspektiv.

Klokken er nu 19.00, og jeg vil gå ud og tørre resterne af grædemascaraen af, hoppe i mit nattøj og gasse den under dynen. Tudetirsdagen er slut for mit vedkommende, og jeg skal jo være frisk til en ny gåtur i morgen igennem den fucking skov!

Forhåbentlig!

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    olav dinesen
    15. februar 2019 kl. 12:35

    Kære Charlotte.
    Hvor er du et dejligt positivt menneske. Jeg har en datter der også er ramt af den sygdom. Vi finder stor
    hjælp i læsning af din blog
    Stort kram til dig.
    Olav Dinesen.

  • Skriv kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.