0 I Familieliv/ Fremhævet/ Hjælpemidler/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

2018 var også…10 minutters læsning

Jeg sidder i min gyngestol, som jeg har drejet, så jeg ikke kan se vores TV. Jeg har proppet Allan Olsen dybt ind i ørerne, så jeg med hans hjælp ikke kan høre de kampråb og smerteskrig, der udstødes i forlængelse af bokseslagene i den film som resten af familien ligger i sofaen og ser.

Jeg har haft en stille dag i solskin herhjemme, hvor jeg har tænkt over, hvad året 2018 har budt på af ups and downs. Der har været begge dele, men i dag, da jeg vraltede rundt ude i haven og samlede (virkelig mange) hundelorte op, fyldte årets gode ting mest. Så det er dem, jeg vil skrive om i dette indlæg.

I skal nok slippe for en kronologisk opremsning af mit år, men jeg vil alligevel dele nogle af de helt store uforglemmelige oplevelser, som fortjener en plads i denne årets (måske) sidste indlæg fra mig.

Børn Unge mennesker

I april så vi for første gang i mange mange år Hjalte i nystrøget skjorte. Han var denne dag klar til at træde ind i rækkerne af unge mennesker, som siger ja på det rigtige tidspunkt i kirken og derefter tager ud og griber livet.

Hjalte i skjorte!

Hjalte fik blandt andet et par ord på et stykke papir fra Peter og mig. Jeg synes de ord rammer så meget plet, når jeg kigger på Hjalte og ved, hvilken god, mild, sjov og beslutsom dreng han er blevet. Han har fundamentet til at bygge videre på! Peter skrev:

Kære Hjalte!

Du kan alt og blive alt i kraft af dig selv. Du kan leve lykkeligt og lukke støjen ude. Du kan TAGE livet. Vi ønsker at du tager det, former det og river det op med rode. I respekt for verden, dens forskelligheder og facetter – find din EGEN vej og rute..

Konfirmationsunderholdning

Hjaltes konfirmation var helt fantastisk, rørende, sjov og højtidelig på en og samme tid. Det var en dag, hvor Hjalte sugede det hele ind og bidrog til sin store dag med alt det bedste han har! Og gæsterne aldrig gik hjem!

Foråret ilede afsted, og så nåede vi pludselig til Juni! En måned som vi fra foråret havde gruet lidt for, men også set frem til. Når der er to i husholdningen, som skal bruge mange lange dage på det, der kaldes læseFERIE, så skal en klog mor ikke komme hjem fra arbejde og friskt spørge “Heeeej, har i haft en god dag med lektier og sår’n?” (idiotmor, spørgsmålet svarer jo til at komme hjem og sige “Heeej, hvis jeg laver en skefuld med snot og sennep, er der så nogle af jer, der kunne tænke sig en skefuld, unger?“)

På en solskinsdag i juni blev Jeppe endelig færdig med 9. klasse! Som min søde far sagde efter sidste eksamen “Søde Jeppe, mindre kunne ha’ gjort det!“. Men hvorfor egentlig, når det føles så skønt at vide, at ens anstrengelser matcher resultatet.

Jeppe det lange hyl med sit taltunge karakterblad

Nu går Jeppe i 1. g. Det er han skidegod til. Det kan godt være, at både vennerne, lærerne og fagene er nye, men den forvirring tackler han ca. 400% bedre end jeg gjorde dengang, jeg var i samme situation.

Freja er naturligvis den anden i husholdningen, som var eksamenslæsningsramt i juni. Hun læste og læste – og så fik hun endelig sin studenterhue, som klædte hende ualmindelig godt!

Freja og hendes mor, som ikke vil give slip

For Frejas vedkommende, så kunne mindre i den grad også have gjort det, men igen… hvorfor egentlig, hvis man kan rende rundt med et 10 tal skrevet i huen, mens man fester løs i en uge med venner, der er ligeså fulde som en selv, mens man fortrænger alt om tysk grammatik, ulige brøker og lange skoledage.

Al denne snak om de unge mennesker her på matriklen minder mig på den mest uindpakkede måde om, at jeg er en dame, der er ved at være oppe i alderen. Jeg kan godt lide det. At være oppe i alderen. Specielt når jeg ser ud over flokken af unge mennesker, der dagligt får mig til at grine, undres, mærke stoltheden og glæden over, at de gider mig, hinanden og deres hverdag. At nogle af dem indimellem har vat i ørerne og er pisseirriterende hører vist med til konceptet med at have yngel ik?!

Nåh, ikke mere snak om børn. Det er jo ikke nogen mødregruppe det her! Nu skal det i stedet handle om hvad 2018 betød for mig i forhold til hjælpemidler!

Hjælpemidler

Jeg fik i august måned min frihed tilbage! Jeg fik mulighed for at bevæge mig hurtigt og langt uden at skulle skubbes i min kørestol eller hænge på ryggen af Peter. Jeg fik nemlig en helt fantastisk hjælpemotor til min fede letvægtskørestol.

Hjælpmotoren har jeg skrevet om her. Den er en daglig glæde og jeg føler mig (no shit) faktisk helt vaks, når jeg kommer kørende. Folk stopper mig på gaden for at beundre køretøjet og høre ind til, hvad pokker det er for en smart “ting”. Jeg er glad og minder mig selv om, hvor uvurderlig det er at have friheden til at kunne klare sig selv “på distancen”.

Klaxon den almægtige

Jeg bliver nødt til lige at vende strømsvinet helt kort (undskyld!) For det er det andet hjælpemiddel, som har fyldt lidt rigeligt i 2018. Så var den død. Så var den ikke helt død alligevel. Og så døde den helt. Alt det her død/genoplivning/i live/helt død har taget rigtig meget på mine kræfter. Både de fysiske, fordi jeg har skullet undværet det hjælpemiddel, som hjælper mig med at gå, men også mentalt, fordi det er svært udmattende hele tiden at skulle spørge, sende mails, rykke, ringe, skrive, rykke, spørge, ringe…

Da strømsvinet for over en måned opgav ævred, fik jeg bevilliget en ny og smartere strømting. Jeg glæder mig rigtig meget til at få den, men jeg aner ikke hvornår, selvom jeg spørger, sender mails, rykker, ringer, skriver, rykker, spørger, ringer…

Jeg har lånt en udgået model af bandagisten, men den virker ikke rigtig, så lige på strømtingsfronten er det same same lige nu.

Men jeg får en ny, og jeg bader mig i tålmodighed hver morgen!

Ferie

2018 har været et vildt år hvad ferie angår. Vi holdt sommerferien i Danmark i år, og da gudskelov for det. Jeg vil ikke skrive en masse om det fantastiske vejr, for I var der jo selv.

Hirsholmene

Men jeg vil minde mig selv om vigtigheden i at ingenting godt kan fylde alting. Vi tog nemlig i sommerhus, og vi lavede absolut ingenting, men sjovt nok følte vi allesammen, at vi fik det bedste ud af alting. Vi tog blandt andet en tur til Hirsholmene for at gå på opdagelse på en ø, hvor tiden er gået i stå og ikke virker til at kunne trækkes i gang igen. Det var fantastisk.

Vi lavede ikke andet end at sove længe, bade, hygge, blunde lidt i solen, læse, spise og trille ture. Det kan godt være, at jeg er beriget med to visne ben, men visne ben kan godt, hvis de får hjælp, og hjælp var der nok af i den flok, jeg tilhører.

Tversted strand

August og september var præget af stemningen efter massefyringer på mit arbejde, så jeg glædede mig simpelthen så meget til at komme på den ferie til Bali, som mine svigerforældre inviterede os på 17 dage i oktober.

Bali

Det var en fantastisk tur. Vi oplevede en natur, som jeg aldrig tror, jeg får set lignende igen, var på nogle oplevelsesture, hvor vi blandt andet var ude at snorkle, hvilket jeg iøvrigt er en ninja til! Vandninja! Menneskene som bor på Bali gjorde også et kæmpestort indtryk på os. Vi taler jævnligt om, at folk i Danmark burde være lidt mere “Baliagtige”.

Vandninja
Ris

Jeg skylder jer stadig et par indlæg fra Balituren, og jeg lover de nok skal komme (næste år). Jeg glæder mig til at skrive dem og vise flere billeder fra turen.

Nåh, filmen med råb og skrig er for længst slut, og nogle afde yngste er fortrukket ind på deres værelser. Jeg er også ved at være ved vejs ende med de gode ting fra 2018, som faldt mig i hu, mens jeg jonglerede med hundelorte i haven i dag.

Den sidste ting, som jeg dog vil nævne er min nye medicin. Jeg ved ret beset endnu ikke, om den er god og virker som den skal. Mine vrikkende tæer er blevet lidt stivere igen, min hånd og mine ben er tilbage til, hvor de var før medicinen, men jeg tror sgu på det stadigvæk. Det var nemlig slet ikke meningen, at den her medicin skulle bedre min sclerose, men blot bremse den hurtige udvikling jeg oplever. Dette kan jeg ikke vide noget om, før jeg igen om et år skal scannes.

Men det var fedt at opleve at kunne vrikke så meget med tæerne, at jeg blev meldt til Youtube-politiet.

Tak for i år. Tak fordi I så trofast læser med, kommenterer, hepper og har lyst til at være en del af den dråbe af mit liv, som bloggen er. Jeg elsker det, og jeg er vild med at vide, at I er derude.

Godt nytår og tak for 2018!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.