0 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose

Måske kunne du i det mindste skrive, at du ikke er fængslet i Bangkok?4 minutters læsning

I dag havde jeg besøg af verdens rareste kommunedame. Jeg har haft besøg af hende før, og jeg ved, at hun læser min blog. Ikke for at snage, men fordi hun kan lide at læse, hvad jeg skriver. I dag lod hun en bemærkning falde om, at det var længe siden, jeg havde vist mig herinde, hvilket jeg jo kun kunne give hende ret i.

Jeg fortalte hende derfor i korte træk, hvorfor jeg har været så stille herinde, og hun kunne tilsyneladende godt forstå mig. Hvis jeg nu også fortæller jer i stikord, hvorfor jeg har været mere optaget af virkeligheden og det som hænder derude, så håber jeg, at I også forstår!

Den seneste måneds tid har nemlig  været fyldt op med:

  • Bali i 17 dage (der skal nok komme et eller to indlæg om vores fine ferie)
  • Indbrud (mens vi var på Bali!) – Lortetyve, som ikke kender forskel på dit og mit!
  • Fyringsrunde på mit arbejde (igen igen), hvor der denne gang skulle fyres 60 (TRES) medarbejdere! (jeg blev ikke fyret)
  • Tanker og snak om ny medicin og neurolog-date derom.
  • og JETLAG, da vi kom hjem fra Bali, som bare blev ved og ved! Jeg vil aldrig nogensinde mere rulle med øjnene af folk, som fortæller, at de har jetlag. A-L-D-R-I-G!

Det har taget så meget på kræfterne herhjemme at skulle forholde os til ovennævnte punkter fra virkeligheden, at vi alle  har kæmpet en brav kamp for at finde fucking ja-hatten frem. Vi er der ikke helt endnu, men vi er på vej!

Tilbage til kommunedamen! Vi gav hinanden hånden og takkede for et fint møde, og så sagde hun på vej ned ad havegangen “Du kunne jo måske bare lige skrive en helt kort opdatering om, at du er OK og hjemme igen” og så et varmt stort smil, inden hun lukkede bildøren og smuttede tilbage til kommunen.

Såh! Status er, at Jeg faktisk er OK efterhånden, og at jeg ikke sidder  i et skummelt fængsel i Bangkok sammen med en røvfuld hærdebrede mænd med pels på tænderne, der spiser kakerlakker til aftensmad.

I dag er jeg faktisk så meget OK, at jeg pakkede en bøtte med chili con carne, ringede til min far og spurgte, om han ville med ned til min morbror Eigil med aftensmad. Det ville han rigtig gerne, og det viste sig, at jeg oven i købet kunne lokke både min far og morbror Eigil med på stranden!

– hvor jeg fortalte dem, at ingen af dem kom med hjem, før de havde fundet en lykkesten!

Så jagten gik ind for de gamle mænd ved havet! Imens sad jeg på en sten og nød, at jeg er så priviligeret at have de to i mit liv. Jeg sad på en sten og nød lyden af bølgerne, mens jeg kiggede på den gamle hanhund, som slog tang ihjel og snusede rundt om benene på de bedste gråhårede mænd i mit liv!

Åh hvor jeg trængte til lige præcis dette i dag. Tempoet, arme nok at gribe fat i, solen, havet, øllen vi drak efter strandturen og allervigtigst, at jeg har lige præcis de her gamle nisser at dele det hele med! Jeg er klart mest til bølgeskvulp, langsomt tempo og ligegyldigheder for tiden.

Jeg er kvalmende bevidst om, at det her indlæg garanteret går ind under kategorien “Papskidsopdatering”, men samtidig er det også et vidnesbyrd om, at jeg hverken er død eller i fængsel. Jeg har savnet at skrive. Det går op for mig nu, hvor jeg efter mange mange kladder, som jeg har slettet igen endelig kan trykke på “udgiv”.

Tak fordi I stadig er her, selvom jeg skred i svinget og først er ved at komme på benene igen. Og også tak til verdens rareste kommunedame, som gav mig sparket til at komme i gang igen!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.