0 I Familieliv/ Fremhævet/ Ikke kategoriseret/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Tanker om at kunne være med4 minutters læsning

At have sclerose rimer for mit vedkommende på tunge ben, nedsat balance og en gangdistance, der er helt til grin. Det er helt unødvendigt at skrive en masse om, hvorfor det er fedt at kunne gå. Men det er derimod nødvendigt for mig at fortælle, hvorfor det er mit altoverskyggende fokus lige nu, og har været det i et stykke tid. Den korte version er, at jeg skal til Bali, og at jeg bare så gerne vil være med til de samme ting som resten af flokken. Det er mine svigerforældre som har valgt at gentage succesen fra for to år siden, hvor vi var inviteret til Sydafrika og Mauritius (den ferie skrev jeg om her).

Vi glæder os alle helt vildt, men jeg må indrømme, at jeg har haft virkelig mange og lange tanker om, hvordan jeg skal kunne komme med på de planlagte ture, som både indbefatter en 36 kilometer lang cykeltur, trekking i junglen, forcering af røvmange trapper og vandring hen til nogle kæmpe vandfald. Mine svigerforældre kender mine fysiske begrænsninger og har gjort meget ud af at fortælle mig, at jeg ikke bremser resten af flokkens udfoldelser, og at tingene nok skal løse sig – for med skal jeg!

Derfor kommer jeg også med ud at cykle! Selvom jeg ikke cyklet i mange år på grund af mine visne ben og rådne balance. Der er nemlig aftalt med rejsebureauet at vores version er, at Peter cykler på tandem og at vi har en følgebil, der medbringer en ekstra mountainbike, hvis jeg bliver træt og vil køre med i bilen noget af vejen. (#frihjulstur #stængernepåstyret)

Så er der den der trekkingtur…

Jeg kan ikke gå særlig langt (som i til grin lidt), hvorfor jeg har haft koldsved og hjertebanken ved tanken om at skulle forcere 200 krappetrin og vralte videre ind i junglen til fods. Der skal ikke en højere embedseksamen til at regne ud, hvem de vilde dyr i junglen kaster sig over først vel?! Men det viser sig at de vilde dyr må gå sultne i seng, for det er blevet arrangeret, at jeg bliver kørt i bil til det fælles samlingspunkt ved en sø. Rejsebureauet skriver “… where she (red. mig) can walk on flat areas in the jungle to where we start canoeing. Incase she can’t walk all the way to reach the point where we start canoeing, we vill provide motorbike as well”!  Er det ikke fantastisk?

Der bliver taget så meget hensyn til mit gåhandicap i forsøget på, at jeg kan være med på vilkår som betyder, at jeg oplever det samme som resten af flokken uden at være en kæmpe klods om benet. Jeg er klar over, at mine svigerforældre har trukket i tråde og været i tæt kontakt med rejsebureauet for at det hele skal gå op i en højere enhed.

Det er jeg helt enormt taknemmelig for, og det betyder at jeg i samarbejde med min fysioterapeut, min stædighed og min familie er gået all in på at kunne øge min gangdistance og kvaliteten i min gang. Det skriver jeg mere om i næste indlæg, hvor jeg vil give konkrete eksempler på, hvad der virker for mig. Mit håb er at det kan inspirere et par af jer, og at nogle af jer måske også har tips til mig, der kan forbedre og øge gangdistancen hos de af os der døjer med at få benene til at gå.

Nu vil jeg drikke resten af min te, mens jeg venter på at Hjalte kommer hjem fra arbejde i Golfklubben. Resten af holdet er allerede under dynerne, for den ene har feber, mens de andre to skal virkelig tidligt op. Jeg kan høre Hjalte komme buldrende nu, så godnat og sov godt!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.