0 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose/ Oplevelser

Sommerferien 2018 vinker farvelCa. 10 minutters læsning

[dropcap]D[/dropcap]et var det! Tre ugers sommerferie er gået hurtigere, end jeg næsten kunne nå at smøre mig ind i solcreme. Det har været en god en af slagsen. Faktisk har den været ret fantastisk, og jeg ville ønske, at den kunne blive ved. I vinters brugte vi Peter bizart lang tid på at trawle internettet for rejser til sydens varme og sol, for vi skulle eddermame ikke tilbringe endnu en kold regnsommer med beige humør og strømper i sandaler i Danmark! Vi fandt aldrig en destination, som vi kunne blive enige om, for enten var det for turistet, eller kostede udbetalingen på et sommerhus, eller det var for stort eller for småt, eller grimt eller…

Så vi blev sgu i Danmark, som har været alt andet end beige! Det har været en sommerferie, hvor solen har skinnet fra en skyfri himmel, og varmegraderne stadig gør sig umage med at stikke rekorder, så folk får noget at snakke om. Når vi valgte at blive i Danmark, så er lykken er at have to biler, tre børn, hvoraf den ene har kørekort og et sommerhus til låns i 14 dage. Det betød nemlig, at Peter og jeg skred ALENE i sommerhuset, da det havde ringet ud til ferie. Vi kunne dermed for første gang i 18 år nyde sommerhuset helt alene, for de tre unge mennesker kom først væltende et helt døgn senere.

Sommerhuset er Peters forældres, og vi får lov til at låne det hver sommer (og når vi ellers lyster). Det er så trygt og hyggeligt, når vi efter tre timers kørsel kan høre lyden af grus mod bildæk de sidste 200 meter, inden vi lander i sommerhuset. Et sommerhus, som dufter af ferie, og hvor der hverken er swimmingpool, sauna eller solarium. Det ligger i klitterne, og man kan ikke undgå at føle sig helt alene på den gode måde, når man er omgivet af uspoleret natur med grantræer, sand og vilde planter, der får lov at gro. Der er så stille, men Vesterhavets brusen kan høres, når vi sidder på terrassen, faktisk bedst om natten, hvor der er stille som i en kiste, og hvor himlen er ligeså sort som i et lukket køleskab.

Der sker noget rigtig sundt inde i hovederne på os, når vi åbner døren til sommerhuset Det er som om, at alt falder i hak og timerne ligesom trækkes lidt længere, så der er tid til også at kede sig, hvis man får lyst til det. Der er tid til at læse, drikke kaffe (og øl og gin/tonic og rødvin og whisky), kigge ud i luften, snakke uforstyrret om vigtige og ligegyldige ting, tage op på den nedlagte skole for at spille basket (jeg holder håndklæder) og stå i kø ved Det Blå Ishus helt nede ved Vesterhavet for at få verdens bedste vaffelis. Der er tid til mere end en enkelt dukkert ved Vesterhavet sammen med alle de andre tyskere (jeg holdt ikke kun håndklæder i år, men mere om det senere).

Vi vælger sjældent at køre langt efter oplevelser, hvor man alligevel bare bruger det meste af tiden på at stå i kø . Der er nemlig oplevelser nok i området omkring Tversted, hvor sommerhuset ligger, som kan fylde feriedagene ud. For fire år siden tog vi for eksempel til Uggerby, hvor man kan leje kanoer. Vi delte os op i to kanoer, hvor jeg fik fornøjelsen af Jeppe og Freja. I tre timer lavede de ikke andet end at skælde ud på både mig og hinanden for ikke at knokle nok, mens jeg konstant styrede os ind i sivene, så myggene fløj om ørerne på os. Mig? Jo, jeg sad naturligvis som den ansvarlige voksne med overblikket og råbte:

og HIIIIV (en to tre fire) og HIIIIV“, så fuglene lettede, og bladene på træerne blafrede

mens jeg i mit stille sind bandede over den her fællesoplevelse. Jeg følte mig nødsaget til at smile lidt undskyldende og en smule udviklingshæmmet til de perfekte familier, der padlede forbi os, og som både magtede at konversere hyggeligt med hinanden OG padle både ligeud og i takt. Vores tremands team kom naturligvis tilbage til start så lang tid efter Peter og Hjalte, at de både havde fået is og kaffe, da de tog imod os på broen!

Team Hidsig-propperne 2014

Sååh, det der padlinghalløj gør vi aldrig mere nogensinde overhovedet never ever!

Team Hirsholmboerne 2018

I år lavede vi et femmandsteam, og denne gang var vores store udflugtsdag (gudskelov da) en ubetinget succes! Peter havde nemlig bestilt en sejltur til Hirsholmene. Vi skulle tidligt op, for færgen med plads til 8-10 passager og min kørestol sejlede klokken 10 fra Frederikshavn. Vi havde valgt en meget varm solrig og vindstille dag til udflugten, så sejlturen derover var helt perfekt. Hirsholmene er Danmarks nordligste øer og består af fem øer i Kattegat. Omkring 1870, da indbyggertallet var størst boede der 225 på øen. I dag er der kun to mandlige øboere tilbage. De bor i hver deres hus, og de kan vist ikke fordrage hinanden. Det var ihvertfald, hvad den ene af de to besætningsmedlemmer ombord på færgen fortalte os, mens han smilede lidt skævt.

Antallet af seværdigheder på øen er til at overskue, så efter de 20 minutter det tog, fandt vi en helt fantastisk badestrand helt isoleret og med den smukkeste udsigt. Nogle af Holmboerne smed tøjet og badede i bar røv, mens andre af os nød forestillingen, og fulgte godt med fra strandbredden, da stranden pludselig endte med ikke at være så mennesketom alligevel! Og nej, der er ingen billeder af lige præcis den lille seance, så bare tro mig ik?!

Til gengæld kan jeg tilbyde jer Peters stemningsbilleder fra Hirsholmene. Jeg synes de giver et meget godt indtryk af tid, der står stille.

Vores mission på Hirsholmene var gudskelov ikke at lege fredsmæglere for to gnavne gamle mænd, men bare at nyde og flyde i nogle timer og gå på opdagelse på en ø, hvor tiden er gået i stå og ikke virker til at kunne trækkes i gang igen. Det vil være forkert at sige, at der var stille, selvom tiden var gået i stå, for Hirsholmene  er nemlig en vigtig koloni og yngleplads for flere mågearter og derfor fyldt med mågeskrig. – hele tiden – uden stop!!

Her har i et par billeder af stranden og folk med tøj på.

Nåh, men nu skal det hele jo ikke ende ud i et blogindlæg om familien Holmboes enestående kulturelle ferieoplevelse, så derfor får i lige et enkelt billede af, hvordan det er at besøge fyrtårnet på Hirsholmene, når man er kørestolsbruger. Mens de andre nød udsigten fra toppen af fyrtårnet (og fik ømme ben), planlagde jeg hvilke seværdigheder, der skulle ses i hvilken rækkefølge (ja, jeg er ret uundværlig).

Jeg har brugt rigtig meget af sommerhusferien på at sidde i min kørestol. Mine ben og venstre arm har det ikke så godt (heller ikke) med den massive varme, vi oplever denne sommer, så jeg har ladet lemmerne holde afslapningsferie. For første gang nogensinde har jeg faktisk været forbavsende lidt irriteret over, at min krop vifter med det hvide flag. Jeg er meget bevidst om det, som jeg talte med psykologen om lige inden vi tog i sommerhus, og som jeg har skrevet et blogindlæg om, som du kan læse her.

Jeg har i den her ferie været bedre til at acceptere det, jeg ikke kan længere. Jeg er også (i al ubeskedenhd) blevet meget bedre til at handle på det jeg vil og kan endnu, istedet for at øffe om, at det fandme er uretfærdigt, at alle andre kan. Og nu er vi så nået til det sted i blogindlægget, hvor jeg fortæller, at jeg i år ikke har været håndklædeholder (hver gang). Jeg har nemlig været med ude at bade. Lad mig sige det på den her måde, jeg er IKKE en badenymfe eller en havfrue. Jeg er en handicappet tumlerøv, som skal have hjælp til at komme både ud i bølgerne og op på stranden igen.

Men det er skideligemeget, for jeg har en familie omkring mig, som både er stærke, tålmodige og overbærende. Den ene dag, da vi skulle til stranden, tog det lange hyl Jeppe tjansen med at hjælpe sin mor ud i vandet. Ja, og op igen! Hånd i hånd vraltede vi ud i vandet, og hold nu kæft, hvor er det svært at holde balancen i vandet. Dette fremgår givetvis også af billederne af vores dukkert…

Det var sommerferien 2018 med “sol og perfekt familiefilter“. Jeg har faktisk også et andet filter, som jeg med rette kunne lægge hen over denne sidste uge af sommerferien, som er foregået herhjemme på matriklen. Men hvorfor ødelægge de gode ferieoplevelser i sommerhuset med brok og dybe varme suk.

Og så vil jeg da lige ønske tillykke til dig, som nåede helt til vejs ende i dette sommerferie 2018 blogindlæg. Det var flot og jeg sætter pris på at du brugte tiden på at læse det. Og så kan jeg røbe, at mit næste indlæg kommer til at handle om det psykologbesøg, jeg var til i fredags. Jeg fik virkelig god respons på blogindlægget om mit første besøg hos psykologen, og rigtig mange af jer har skrevet, at det som psykologen og jeg talte om, gav rigtig god mening og stof til eftertanke. Derfor vælger jeg at fortsætte med at give min kloge psykologs råd og ord videre i håb om, at også dette kan bruges.

 

ps. Til dig som tænker “Ham der Peter, havde han ikke ferie med familien?“. Jo, det havde han da, men som den selviscenesættende mokke jeg er, har han kameratjansen, og jeg synes faktisk han klarer det pænt godt!

Du ville måske også kunne lide

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.