2 I Familieliv/ Fremhævet/ Ikke kategoriseret/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Juni! Jeg vidste det bare…5 minutters læsning

Ikke så snart var maj et overstået kapitel, før jeg følte mildheden fra juni måned. Det var eddermame også på tide! Det sidste døgns tid har været bedre end hvad hele maj måned kunne diske op med. OK, på arbejde lagde jeg  i går ud med at kikse og vrøvle rundt i den video, som jeg skulle filmes i til noget undervisning. Jeg kunne ikke huske en dyt af, hvad jeg skulle sige, og jeg ved faktisk ikke hvem af de tilstedeværende, der blev mest irriterede, men jeg var ihvertfald den dårligste til at skjule det! #klaphat.

Men det har jeg altså valgt at se stort på, for resten af døgnet har været lige i skabet. Peter og drengene tog afsted til Iron Maiden koncert inden jeg nåede hjem fra arbejde, og der var derfor helt stille, da jeg kom hjem. Freja sad nemlig fordybet i noter, tekster og andet lååårt til den dansk eksamen, hun skal op til lige om lidt. Jeg sov en times tid, og så vi på lagersalg for at købe nyt tøj. Se dét kan få selv den mest rutinerede eksamenslæser til at lette røven, når der er nyt tøj i sigte. Vi fandt desværre ikke andet end et par bukser hver, men turen var det hele værd, for vi fik snakket om alting og ingenting. Jeg elsker at have Freja for mig selv!

Jeg havde lovet at lave aftensmad, så jeg hentede sushi, som vi spiste i solskin på terrassen. Vi får sjældent sushi, for der er ihvertfald én i familien som ikke er helt vild med kold ris, tang og rå fisk. Men Freja og jeg nød både det og udsigten til, at der var nok sushi til frokost i dag.

Freja ryddede væk efter aftensmaden og gik atter ind til sine eksamenstekster. Mig? jeg gik ud i mit glashus, og dér fandt jeg ud af, at jeg ville invitere mine forældre med på tur, for Freja turde jeg ikke suge mere underholdning ud af. Uden at gå i detaljer, så kan man vist godt sige, at min mor ikke er på toppen lige nu, så jeg var spændt på, om hun havde kræfter til at sige ja tak til tilbuddet om en aften med yndlingsdatteren.

Svaret var et rungende ja, så jeg lavede en kande termokaffe og smed en plade mørk chokolade ned i posen. De vidste ikke, hvor vi skulle hen, men blev lige begejstrede, da vi parkerede på Kalvø, som er den smukkeste lille ø ikke langt fra Aabenraa. Jeg havde kørestol med, så vi kunne følge den den smukke vandresti, der  fører rundt om hele Kalvø. Det specielle ved Kalvø er, at Naturstyrelsen etableret en sti, som kan benyttes af bevægelseshæmmede. Med jævne mellemrum er der opsat bænke og borde, og der er indrettet handicaptoilet og bruser i nærheden af handicap parkeringspladsen.

Det er længe siden, at jeg har haft min mor og far helt for mig selv, så vi nød alle tre aftenen virkelig meget. Min mor er topsej og klarede turen, og min far er såmænd også sej, for han hjalp mig med at flytte en stor sten sten to meter til venstre.

 

For ligesom at toppe dette døgns herligheder, så tog jeg hjem til Elin fra plejehjemmet i formiddag. Jeg havde nemlig fri fra arbejde, og jeg vidste, at jeg ikke kunne tåle solen og også at Freja ville nyde at være alene med eksamenslæsning. Jeg købte en bakke jordbær på vejen og fandt Elin i færd med at male en juledug i håndarbejdsrummet. Vi fulgtes op til hendes værelse, og jo nærmere vi kom, jo højere var lyden af harmonikamusik og en dame, der sang “Du kom med alt det der var dig”. I dagligstuen lige ved siden af Elins værelse sad der tre ældre damer og øvede sig, så de kunne blive klar til at spille for beboerne.

Nu er jeg lige for tiden typen, som hyler over alt og ingenting, så jeg efterlod kort Elin på værelset med en hjemmehjælper og gik ind i dagligstuen, hvor jeg med tårer i øjnene bare sad og lyttede. De tre damer kiggede smilende på skiftevis den ældre herre i kørestolen og mig. Jeg tørrede øjnene og spurgte, om jeg måtte tage et billede af dem, når de spillede, for det var da afgjort det mest rørende og mest optursagtige, jeg havde oplevet længe.

De sagde naturligvis ja, rettede lidt diskret på frisuren, mens den gamle mand blinkede til mig og foldede hænderne, så han var klar til at slå rytmen.

Åh det har været en god dag. En rigtig junidag!

Måske vil du også synes om

2 Kommentarer

  • Send svar
    Susanne / Flesthverdge
    7. juni 2018 kl. 10:34

    Dejligt, at splinten er forsvundet:-)
    Og hvor jeg elsker, at du har overskud til andet og andre på trods af sygdom – der kunne jeg godt lære lidt.
    Nu har I vel søgt Naturstyrelsen om lov til at flytte rundt på deres sten:-)

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      10. juni 2018 kl. 16:43

      Kære Susanne,
      Naturligvis ringede jeg til Naturstyrelsen og fik OK for at flytte stenen 😉

      Jeg kan mærke at det på gode dage faktisk giver mig tiltrængt energi at tænke på andre. Jeg oplever, at overskuddet smitter, og det er ikke så skidt 🙂

    Skriv kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.