3 I Familieliv/ Fremhævet/ Hvad skal jeg?/ Livet med sclerose/ Muligheder

For satan i helvede

Hvis den her sclerose ikke havde så travlt og buldrede så meget for mig og mit tiltagende gåhandicap, så ville jeg ikke være så sur og træt af det. Men der er sgu ikke meget at grine af lige nu. Jeg bliver mindet om min sygdom hele tiden. Jeg bilder mig ind, at jeg for hver dag kan mærke, hvordan mine ben og min arm mister styrken og lysten til at spille med musklerne. Det påvirker mig irriterende meget, faktisk så meget, at jeg tager mig i at blive sur og misundelig over at se andre dyrke den slags motion, jeg ikke kan mere. Jeg ville ønske, at jeg kunne bevæge mine ben så meget, at jeg kunne gå ned for enden af vejen med min gamle hund, lunte en lille tur i skoven, svinge mig på sadlen og overhale de storprustende overvægtige forårsfriske halvskaldede mænd, når de kommer på deres dyre racercyklerog ikke mindst ville jeg ønske at jeg kunne danse disco.

Ja, jeg er en sur kælling! Og jeg prøver ikke engang at skjule det. Det gik faktisk allerede galt i går, da jeg var til handicapridning. Jeg hørte et “knæk” fra mit baglår, mens jeg skridtede rundt ude på marken. Det var så min strømting til låret, der var knækket. Jeg kunne da godt fornemme på biplydene fra fjernbetjeningen til strømtingen, at forbindelsen mellem alle mine strømenheder var ikke-eksisterende, men at dimsen til låret var knækket helt over og dermed ubrugelig, var ganske ubærligt. Jeg har nemlig meget meget svært ved at komme rundt uden det hjælpemiddel. Allermest møglort er det, at strømdimsen naturligvis skal afleveres til reparation og ikke bare lige kan gaffatapes sammen. Derfor er min morgen i dag foregået med at ringe til kommunens visitation for at fortælle, hvad der var sket, og hvad jeg skulle gøre for ikke at handle forkert. Og til bandagist i både Århus og Haderslev. Min strømting er nu på vej til bandagisten i Århus, som måske/måske ikke kan reparere den. Hvis ikke, så skal den sendes til Holland for satan i helvede.

Regn selv lige ud, hvor meget jeg krydser fingre for, at teknikeren i Århus kan trylle min strømting rask igen lynhurtigt!

Freja havde tidligt fri fra skole i dag og kom glad ud i glashuset, hvor jeg lå og skumlede hvilede sammen med den gamle hanhund. Freja er ikke et dumt barn, og hun er heller ikke nem at narre, når det gælder om at afkode moderens humør (eller mangel på samme…). Så hun gav mig en opsang! Hun bad mig om at fokusere på noget andet, end at jeg skal undvære min strømting og at jeg ikke kan gå, og så kom hun med en opfordring om, at jeg da skulle nyde, at jeg har mit fine glashus, netflix og en datter, der gerne ville servere mig en kop kaffe. Jeg er ret glad for både opsangen og Freja!

Klokken tre kom resten af flokken hjem. Jeg lå stadig i glashuset og prøvede på at nyde mit glashus uden at være helt så vredladen som tidligere på dagen. Det lykkedes først rigtigt, da Peter smed en kuvert hen til mig. I kuverten lå for satan i helvede et par træningsbukser, som jeg sgu har bestilt for fucking lang tid siden. Selvfølgelig skulle de komme i dag, hvor jeg allermest trængte til dem! Så nu tager jeg fandengaleme aldrig de her bukser af igen.

Frejas kommentar, da hun så dem var “Ej de er fede mor! De er lige dig!”. Jeg spekulerer stadig lidt over, hvilken del “der er lige mig”

Resten af dagen er gået OK. De andre er inde at træne, og jeg kan høre vejens børn lege den der leg, hvor ingen vil være faren, og hvor det er et hit at være mor, baby eller hundehvalp. Jeg har lige hørt “moren” sige “Og så sagde vi, at du var faren og ikke gad hjælpe med at gøre rent og kun ville drikke øl med naboen, og så flippede jeg på dig” Nogle lege holder bare i generationer…

Jeg overvejede at gå ud og spørge, om jeg måtte være med. Jeg havde endda min rolle klar: “Og så sagde vi, at jeg var den gamle dame, der ikke kunne høre en skid uden høreapparater og som bare sad på sin rollator og drak klam kaffe og så megasur ud, mens alle børnene var bange for mig og løb hjem til deres mor og far

Men så kom jeg til at kigge ned på mine nye træningsbukser og så kunne jeg for satan ikke lade være med at smile for mig selv. Nu vil jeg brygge en kop frisk kaffe og sende det her indlæg afsted.

God aften til jer alle.

Måske vil du også synes om

3 Kommentarer

  • Send svar
    Lena
    19. april 2018 kl. 21:42

    Du har da vist brug for et kram idag ❤️
    Det er hermed sendt til dig…
    (Og de træningsbukser er for fede)

  • Send svar
    Birgit Holmboe
    19. april 2018 kl. 23:36

    En stor krammer fra een Holmboe, til en anden 😍du er så sej, stor ros for det. Jeg har også mit, men jeg ER gammel 🤪

  • Send svar
    Lone Skovbo
    20. april 2018 kl. 6:46

    Du’ for skøn. Tak for din ublu ærlighed kære Charlotte. I de her “nu ska vi huske at tænke positivt” er det ret befriende. Super fede bukser og også et KÆMPE kram herfra.
    Kh. Lone

  • Skriv kommentar