0 I Familieliv/ Fremhævet/ Ikke kategoriseret/ Livet med sclerose/ Oplevelser/ Ude i virkeligheden

Kunsten at få ingenting til at fylde meget

Den sidste uge af min sommerferie blev brugt i sommerhuset. Huset der er indbegrebet af ro og tid til ingenting!

Tid til ingenting er noget af det mest værdifulde, man kan udsætte mig for. Især når ingenting fylder så meget, at føles helt rigtigt og ret befriende. Sommerferieturen blev igen (igen) uden Freja, som igen (igen) klarede jobbet derhjemme med at dyrke både alting og ingenting. Jeg savner hende lidt, når hun ikke er med, men jeg ved også, at hun og hendes venner ikke har tid til ingenting. Det er OK og jeg ved, at hun nyder alenetiden!

Sommerhuset ligger der, hvor solen næsten altid skinner, når vi er der. Også denne gang. Solskin og sommerhus gør unægteligt en uge fyldt med ingenting noget mere appetitlig og munter. Vi fyldte dagene ud med at gøre lige præcis det, vi er bedst til, nemlig at hygge i et tempo, der nærmest gik baglæns. Vi lavede ting sammen og også hver for sig. Jeg blev hjemme og læste i solen, da drengene tog afsted for at fange aftensmad. De fangede så absolut ingenting, og menuen måtte derfor reguleres lidt den aften…

Peter brugt virkelig (som i enorm) meget tid på at dyrke sin version af “ingenting”. At han ikke valgte min lidt mere behagelige version med blød liggestol og gin/tonic forstår jeg stadig ikke! Han “mediterede” faktisk så dybt og inderligt, at han ingenting opfangede. Hverken hørte svalernes insisterende sang eller drengene, som skød med luftgevær. Ja, altså ikke efter svalerne jo!!!

Det her må da i sandhed være at kunne mestre disciplinen “Ingenting” på den hårde måde.

Sommerhuset ligger skjult i klitterne i Tversted, og når man står på terrassen kan man høre Vesterhavets bølger. Den lyd vækker lysten til at komme ned til den brede sandtrand og det store hav. Jeg vil så her indskyde, at jeg ikke lyster det nær så meget som resten af selvpinerfamilien. For det første har jeg utrolig svært ved at se det magiske i sand der lander i bikini (oftest underdelen naturligvis) og så er det jo direkte smertefuldt at jokke ud i bølgerne. At jeg så har sclerose, som reagerer ret uhensigtsmæssigt på store temperaturforandringer, betyder at jeg står med vand til navlen med super stive stænger og en venstre fod, hvor tæerne går helt amok i spasmer. At min balance så er lige til at lukke op og skide i, gør blot forestillingen endnu mere mindeværdig!

Derfor er jeg naturligvis lynhurtig til at melde mig til jobbet med at sørge for dokumentation og at holde håndklæderne! Og jeg er god til begge dele…

Det er Vesterhavets bølger som lokker os til stranden, men hvad der fuldender strandturen er vaffelis hos Det Blå Ishus, som vi gerne står i lang kø for at købe. Det Blå Ishus er kendt vidt og bredt og med rette! de laver verdens bedste is, og fem kugler med guf tager den værste sult hver gang. Og sofus håber (ligeså meget hver evig eneste gang), som det tydeligvis fremgår på billedet, at bare én af os gir’ op og lader mætheden sejrer. (Det er så ikke sket endnu!)

Nedenstående billede er faktisk lidt specielt! Ikke fordi mit slæng sidder der (og egentlig ser lidt misfornøjede ud…), men fordi det, hver gang vi er i Tversted, er mit mål at kunne komme helt op på toppen og sidde på bænken. Der er for sår’n en som mig virkelig langt op, og distancen skal forceres via noget trappeagtigt noget. Det bliver sværere og sværere for mig for hver gang Men jeg kan endnu, når blot Peter går bag mig med en hånd i min ryg, når jeg vralter op, og når han går foran mig med hænderne bagud, som jeg griber fat i, når vi skal ned. Det kan virke skørt og sært at jeg insisterer på turen til toppen, men for mig er det en sejr og det bevarer min stædighed og gør mig virkelig glad, når jeg sidder deroppe med min is og min familie. Det er de der små ting ik?!

Jeg har læst og læst i sommerhuset. Faktisk er jeg så grebet af den bog, som jeg lige nu er i gang med, at jeg den ene morgen stod så frygtelig tidligt op, at min middagslur indfandt sig lige i forlængelse af morgenmaden. Jeg er stadig virkelig glad for alle de bøger, som I har anbefalet mig, og jeg har faktisk fået så meget mod på at læse igen, at jeg pludselig ikke synes at 899 (altså ottehundredenioghalvfems!!!) sider er noget af betydning. Jeg er nemlig ved at læse Jordens Søjler, som jeg aldrig troede, jeg ville have mod på. Men jeg kan slet ikke vente med at finde ud af om Jarlens datter får lov til at komme ind til sin far i fængslet, og om munken kan holde styr på den nedbrændte kirke, og om Bygmester Tom klarer den med alle børnene og og og…

Derfor får I ikke flere ligegyldigheder fra min ferie i sommerhus i denne omgang, for jeg skal læse videre!

Men jeg kan røbe at mit næste indlæg kommer til at handle om ungdommen, og hvorfor jeg er så pokkers vild med den. Det bliver noget med festival, telte, bål i haven og liv der skal leves!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar