0 I Familieliv/ Fremhævet/ Ikke kategoriseret/ Livet med sclerose/ Oplevelser/ Ude i virkeligheden

Spanien med overraskelser

Ti dage i Spanien! Ti fantastiske, sjove og solvarme dage fløj afsted. Vi var, som jeg har fortalt tidligere, afsted med Peters bror (Lars), hans kone (Louisa) og deres fire børn. Alt gik så fint, og ingen af os endte med at slås eller smide ting efter hinanden. Vi har prøvet det så mange gange før, altså at rejse sammen, så vi vidste alle, at Peter har det forkromede overblik, Lars holder med AGF og råber ret tit ret mærkelige ting (nu også på spansk), mens Louisa og jeg er virkelig gode til at spille spil og smøre børn ind i solcreme (når vi ikke drikker gin/tonic). Børnene gør det, de er bedst til, nemlig bader, tager sol, glor ind i en skærm og spiser store mængder usund mad uden dårlig samvittighed.

Jeg vil i det her indlæg hverken fortælle eller vise Jer billeder fra alle de steder vi besøgte eller hvordan vores mad så ud, for der er garanteret en hel del af Jer, som kan trumfe mig med begge dele. Derimod vil jeg slå ned på nogle ting i den her ferie, som vel bedst med ét ord kan beskrives som overraskende!

Overraskelse 1: Hvor er bilen?

Vi rejste fra Danmark klokken 10 og ankom til Alicante lufthavn kl. 21. Efter at have fået vores kufferter, gik (og trillede) vi i fælles flok med tunge kufferter og ligeså tung træthed hen til biludlejningsfirmaet, hvor Peter havde reserveret to biler. Peter stod virkelig længe og talte med udlejningsmanden, og jeg kunne som den opmærksomme hustru spotte, at Peter ikke var tilfreds. Peter returnerede indestængt til os uden bilnøgler! Udlejningsfirmaet havde nemlig fortalt ham, at han da havde afbestilt bilen (og det havde han altså ikke!!)! Peter kom ingen vegne med at fortælle, at det ville da have været den dårligste idé at gøre, når han nu stod i lufthavnen med en røvfuld børn og en kone i kørestol og sådan set bare gerne ville nå sin destination inden midnat. Det var den spanske mand pænt ligeglad med… Så vi (læs:Peter) brugte irriterende lang tid på at finde en anden bil hos et nyt udlejningsfirma, hvor min kørestol kunne være. BØVL!

Vi lejede en Berlingo-agtig hvid bil til overpris!

Overraskelse 2: Er der en dansk læge tilstede?

Jeg vågnede virkelig mange gange den anden nat på ferien. Jeg fik nemlig større og større smerter i mit højre øje i løbet af natten og overvejede faktisk, om det mon var synsnervebetændelse. Men smerten var anderledes og langt mere… ja smertefuld! Jeg sad derfor krøllet helt sammen og græd stille, da Peter stod op. Da jeg ikke er den, som rutter med tårer og gråd, gjorde Peter det, han er bedst til. Han bevarede det forkromede overblik og spurgte Google, om der mon var en dansktalende læge til stede i den by, vi boede.

Det var der så ikke, men en meget flink kvindelig engelsktalende læge ville gerne se mig 20 minutter efter Peters morgenopkald. Lægen fik mig op på briksen og tvang mit øje åbent, som hun dryppede de mest saliggørende bedøvende dråber. Jeg kaldte hende for Harry Potter, og hun lo lidt og gav mig nogle dråber og noget salve.Det viste sig nemlig, at den gren jeg fik i øjet, den nat vi ankom til vores hus, havde forårsaget en ridse, og at jeg derfor skulle dryppe og smøre (fandeme) hele tidenagtigt i fem dage.

Og så tog Peter og jeg hjem, spiste morgenmad med slænget, hvorefter jeg gik i seng, hvor jeg lå en hel dag med lukkede øjne, mens resten af familien tog ud til nogle vandfald og lavede udspring hele dagen. Verdens kedeligste dag for en enkelt i flokken, ihvertfald lige indtil de alle kom hjem og ivrigt kunne fortælle om en fantastisk dag med vand og leg.

Vi kørte en smuk tur til havet om aftenen, inden der skulle spilles spil og hygges på terrassen. Serviceinfo: Jeg er den bedste, jeg kender til at vinde i terningespillet Meyer, hvor det (primært) handler om at lyve (og det er altså ikke løgn).

Overraskelse 3: It’s a miracle!

Dagen efter turen til lægen, havde mit øje det meget bedre, så dagen blev brugt ved poolen med badning, solning, læsning og sovning. Der var både sol, skygge, liggestole, drikkevarer og snacks nok til alle. Nu er jeg så mest typen, der dyrker læsning og sovning, men når solen brændte den blege danskerhud og varmen blev for massiv, så kunne selv jeg lokkes i poolen. Det mest fantastiske ved at hoppe i poolen er såmænd ikke at blive kølet ned – det kan gin/tonics gøre ligeså godt. Nej, det er at mærke venstre ben vågner og nemmere kan bøjes og strækkes, fordi vandet gør vægtløs.

Vi besluttede os om eftermiddagen for at tage ind til byen for at shoppe og finde et godt sted at spise. Og nu vi er ved shopping! Hvad er det spaniere og spanske souvenirsbutikker har med trædildoer i alle afskygninger – fandme endda som oplukkere. Jeg tænker, hvornår er behovet for en træpenis i køkkenskuffen opstået? Nåh, jeg købte ihvertfald ikke nogen, men til gengæld havde jeg en aldeles anderledes oplevelse, da jeg sad og nød en is på en bænk med vores unger.

Jeg havde lagt mærke til, at der kørte en mand rundt med samme slags kørestol som jeg. Pludselig sad han i stolen foran mig og spurgte om noget, som jeg slet ikke kunne greje. Jeg endte derfor med bare at fortælle ham, at vi var på ferie, at det godt nok var varmt og smukt og sikke en fin kørestol. Jeg følte mig på en sær måde overrumplet og ikke særlig godt tilpas ved, at han pludselig sad der og insisterede på at snakke. Jeg tænker at det egentlig også fremgår af billedet.

Efterfølgende har jeg tænkt over, hvilket stort mod, det kræver at køre op til en anden i kørestol for at hilse og sludre. Respekt for det og næste gang vil jeg helt sikkert være mindre stram i betrækket og måske endda spørge, om vedkommende kan lære mig nogle tricks. (tjek lige mine skrappe smalle læber og dræberøjnene! Skam dig fru Holmboe)

Mødet med manden i stolen varede kort og så skulle vi på pizzaria. Allesammen. Vi fik anvist et bord af en sød kvindelig tjener. Hun var meget opmærksom på mig, og hvor jeg ville sidde. Og så skete det!

Idet hun trak stolen ud, for at jeg kunne få kørestolen ind til bordet, rejste jeg mig op fra kørestolen. Tjeneren trådte målløs et skridt tilbage. Lars (som jo bekendt råber ret meget) kiggede på både tjener og mig, hvorpå han smækkede begge arme i vejret og råbte

IT’S A MIRACLE!

Tjeneren stod stadig med store øjne og hånden for munden. Resten af familien samlede opmærksomheden først på mig og så på Lars. Nogle klappede troskyldigt lidt, mens resten grinede og tyssede på Lars. Mig? Jeg beroligede tjeneren og fortalte smågrinende at min svoger “is very stupid” og at hun kunne tage det med det magiske helt roligt. Det var en god aften!

Overraskelse 4: Bade i havet

Jeg er ikke særlig god til at svømme. Bevares, jeg har da været hæderlig til det og har da også både taget svømmemærker i svømmehallen og brugt hele min ungdom om sommeren på stranden/i vandet i Sønderborg. Men de der ben ik?! De er så stive og ikke særlig flinke til at gå i sand eller holde balancen. Derfor havde jeg da også meldt mig frivilligt til at være håndklædepasser, den dag vi skulle på stranden. Synet af vores yngel, som havde det så skideskægt i vandet, fik mig gudskelov på andre og bedre tanker. Hvorfor skal man nøjes med jobbet som håndklædepasser, når man har en mand, der tager en under armen og ud i bølgen blå?

Havet var så svalende og skønt. Det var virkelig den fedeste oplevelse at ligge i bølgerne og smage saltvand. Jeg kan jo for pokker godt endnu (med lidt hjælp…) og jeg fik hverken vand i lungerne eller følte, at jeg var med på et afbud.

 

Overraskelse 5: Byen med brosten og så meget andet…

Der lå en hyggelig by helt ud til havet ca. 1/2 time fra, hvor vi boede. Dagen efter strand/badeturen besluttede vi, at der også skulle krydres med lidt kultur. Jeg læste lidt op på byen og området om morgenen, inden vi drog afsted.

Vi kørte, som der stod i beskrivelsen, gennem bjerge og med udsigt til det smukkeste landskab. Vi ankom til en by, der bestod af brosten, som der også var nævnt i beskrivelsen (“romantiske brosten”). Det jeg åbenbart ikke havde fået læst nok op på, var at byen bestod af mange niveauer! Niveauer som skulle forceres med trapper!!

Ikke pissesmart Charlotte vel?!

Peter sagde ikke så meget. Han hankede blot op i kørestolen og ungerne skiftedes til at holde mig på ret kurs. Vi holdt siddepauser, sad lææænge på en café og så forsøgte vi at finde en omvej tilbage til bilen, hvor bestigning af trapper ikke var et must.

Det lykkedes så ikke! Det VAR en smuk og hyggelig by. Peter fik trænet biceps og jeg fik trænet benmuskler. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg er sgu egentlig ret godt gift!

Ferien var fuld af overraskelser! Overraskelser, der alle var med til at gøre denne ferie helt speciel og mindeværdig.

Jeg vil i mit næste blogindlæg fortælle om, hvordan det er at rejse/flyve med kørestol, for det har betydet alverden for mig at vide, at der er god hjælp at få i en lufthavn.

Tak fordi I læste med, og så kan jeg da lige afslutningsvis meddele, at jeg i Spanien både nåede at læse “Ser du månen, Daniel?” og “Britt-Marie var her”. Jeg elsker jeres input med bøger, der er værd at læse, og er faktisk lige nu i gang med murstenen ” Jordens Søjler”.

 

 

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar