0 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose/ Muligheder/ Oplevelser

Papskidsopdatering om en god uge

For en uge siden mødte jeg, som mange af jer nok har læst her, en  ung pige udenfor Fakta, som meget overraskende lagde hånden på min skulder og bad Jesus om at gøre mig rask! Jeg er ærlig talt lidt i tvivl, om Jesus har meget travlt, eller om den unge pige var insisterende nok i sin bøn, for jeg er altså ikke helt rask endnu.

Når det så er sagt, så har den sidste uges tid faktisk været fuld af medvind og oplevelser, som giver mig energi og lyst til at være med, når det sker. Ting som giver mig energi lige nu er, at:

Jeg har været helt utrolig meget sammen med Freja. Naturligvis fordi hun jo er helt vild med at være sammen med sin mor, men nok også lidt fordi, at jeg SKAL være med, når hun gerne vil køre bil. Og det vil hun hele tiden! Derfor vidste jeg også, at hun ville være ualmindelig vild med til at hjælpe mig med at plukke hyldeblomster tirsdag aften, da jeg proklamerede, at jeg tog til stranden en times tid med den gamle hanhund for at hente hyldeblomster til hyldeblomst is (som I naturligvis får opskriften på inden længe). Vi endte med med at sidde fire langbenede mennesker klemt sammen i en bil på størrelse med en trillebør. Men Freja fik øvet gearskift og koblingspunkt, og jeg fik hyldeblomster.

God energi er også, da min storebror inviterede os i Tivoli Friheden i mandags. Min  storebror og jeg har i vores barndom og ungdom været fast inventar til ringridning i Sønderborg. Ringridning er udover heste, rytter med en pind i hånden og en ring, de skal ramme, også karruseller, radiobiler og usund mad. Jeg elsker det! Min kørestol var naturligvis med, og den virkede ligeså meget efter hensigten som sidste år (hvor vi besøgte samme forlystelsessted TRE gange). Hverken min storebror eller jeg blev ramt af den famøse rutschebane-kvalme. Vi var nemlig erfaringskloge nok til kun at prøve radiobilerne i modsætning til de medbragte børn, hvor ihvertfald to af dem hverken kunne have is eller svingture. Det var en fantastisk dag, hvor jeg igen igen blev bekræftet i, at både min familie og min kørestol er uundværlige i mit liv, når jeg skal have det sjovt og godt.

Vi overnattede i Århus efter turen i Tivoli Friheden hos mine søde svigerforældre, fordi jeg tirsdag morgen havde fået en aftale i stand med (I tror det er løgn…) endnu en  bandagist i Randers. Men ikke en hvilken som helst bandagist denne gang. Aftalen var nemlig med hende som i sin tid udleverede min dropfodsstimulator. I al den tid, hvor hun var min faste bandagist virkede skidtet upåklageligt, så det var med stor forventning og bankende hjerte, at jeg lod hende tage sig af min førlighed (læs strømting).

Og nu virker den igen!

Min bandagist (jeg kører nemlig gladeligt til Randers fra nu af for at beholde hende) fik indstillet min dropfodsstimulator og dimsen til mit lår, så jeg nu kan gå pænere og mindre smertefuldt, end jeg kan mindes. Jeg har stadig en skoddårlig balance, og jeg bliver stadig megatung i benet, når jeg går. Men jeg går!

Faktisk var jeg så modig i forgårs, at jeg nøjedes med at tage stokken med, da jeg skulle ud at spise med nogle skønne kolleger. Og faktisk var jeg så modig i går, at jeg kun tog stokken med, da jeg skulle på arbejde. Det endte så til gengæld med, at min kollega (og ølveninde) hev i min taske og udbrød “IIh altså, jeg kunne sgu bedre li’ dig, da du var handicappet. Hvorfor går du så hurtigt?“, da jeg kom slentrende med 2 km i timen. Jeg er ret vild med min kollega!

I dag fik alle mine unger og jeg igen presset os ind i den lille bitte bil, og så kørte Freja os til Sønderborg, hvor vi skulle besøge min tante. Hun er stadig på den rigtige side af 80 år og helt vildt frisk og sjov. Det er altid en fest at besøge hende, og i dag var bestemt heller ikke kedelig. Vi spiste, drak kaffe og hyggede, og jeg roste som altid hendes smukke og velholdte have, da hun pludselig siger: “Ved du hvad søjde, jeg tror skisme, at jeg har fået hash i haven“.

Vi blev helt stille rundt om bordet, og så vraltede jeg smågrinende med hende ud til staudebedet, hvor den fineste hampplante stod ene og alene.

Forklaringen på min tantes dyrkning af hamp skal findes i en pose fuglefrø. Hun fodrer fugle, som om de er i hungersnød -også om sommeren. Hendes pose med fuglefrø indeholder åbenbart også frø fra hampplanten. Så nu forstår jeg da bedre, at fuglelivet i hendes have er så mangfoldigt og lystigt.

Obs: Vi hev jo naturligvis hampplanten op og smed i skraldespanden, så min tante ikke risikerer at blive anholdt, smidt i fængsel og får stemplet som kriminel (eller noget…).

Det var ugen der gik hjemme hos mig. Her er aldrig særlig kedeligt…

 

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar