0 I Fremhævet/ Hvad skal jeg?/ Livet med sclerose/ Muligheder/ Ude i virkeligheden

Det var aldrig et valg! Tanker om en kørestol…

I morges stod jeg op og pakkede kørestolen i Berlingoen! Kørestolen var ligeså tung at løfte som den beslutning, jeg var nødt til at tage om at sidde i den i dag. Men det var faktisk aldrig et valg. Det var en knugende omstændighed, som jeg var nødt til at rette mig efter.

Og det var svært!

Jeg mødte derfor lidt tidligere på arbejde i morges, end jeg plejer. Jeg ville ikke risikere at skulle trille ind sammen med alle de andre, som kunne gå selv og garanteret kun havde hån tilovers for “hende i kørestolen“. Da jeg steg ud af bilen, orienterede jeg mig kort for at tjekke, om jeg helt diskret og uforstyrret kunne løfte dyret ud af bilen. Det kunne jeg så ikke! Og gudskelov for det, for bedst som jeg stod med røven i vejret og forgæves forsøgte at få “støttehjulene” ned, kom min skønne kollega, Inge, gående bag mig. Jeg er sikker på at hun kunne se, at jeg var marineret ind i ubehag og usund panik, så hun fiksede uden et ord det hele, og jeg kunne trille ind.

Og det var ikke så svært!

Men at sætte røven i den her kørestol, føltes i morges så uforholdsmæssigt sværere end at vralte grimt rundt med rollatoren. Alle mine kolleger ved selvfølgelig godt, at jeg ikke får det bedre. De har jo alle øjne i hovedet! Men at skifte rollatoren ud med det ultimative handicapkøretøj – puha!

Jeg hader at være handicappet og afhængig af hjælpemidler! Men i dag har jeg oplevet det fantastiske, at jeg faktisk føler mig mindre handicappet af at sidde i kørestolen. Jeg bevæger mig mere frit end med rollator. Jeg har kræfter og overskud til at pendle rundt på etagerne og skal ikke i samme grad energiplanlægge og bede om tjenester, for at mine ben ikke smelter væk i smerter og træthed.

Så jeg har trillet og trillet i dag. Og så jeg også opdaget, at rigtig mange af mine kolleger tænker på mig og holder øje med, hvordan jeg har det. Kun få spørger normalt ind til min sygdom, for jeg er jo Charlotte, der smiler og passer mit arbejde. Lige indtil i dag, hvor jeg så også var Charlotte i kørestol. Det var tydeligvis den forandring med stolen, der gjorde, at det var nemmere for en del at forholde sig til sclerosen, og at “turde” at spørge ind til, hvad den gør ved mig lige nu.

Nu sidder jeg så her i min sofa og venter på at aftensmaden er klar. Freja er lige kommet hjem og har stillet mig det familære retoriske spørgsmål, om jeg har haft en god dag.  Jeg svarede ligeså uretorisk “sæt dig lige ned, min skat!

Og så fortalte jeg om en dag, hvor jeg fandt ud af, at alt det, som kan gå galt kun foregår i hovedet på mig selv. Man kan jo for pokker ikke stille andre til ansvar for ens egne katastrofetanker vel?

På torsdag bliver det slet ikke svært at trille rundt på arbejde, for jeg har verdens bedste kolleger og et job jeg kan li’!

Jeg er OK!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar