1 I Fremhævet/ Hvad skal jeg?/ Livet med sclerose/ Muligheder/ Ude i virkeligheden

Hej hverdag

Så er det saftsuseme hverdag igen ud over det hele! I dag er min sidste dag som sygemeldt. I slutningen af januar måtte jeg jo som I ved sygemelde mig og affinde mig med at skulle trække stikket til hverdagen. Det har betydet masser af tid til at tænke, prøve på at lytte til min tåbelige krop og forsøge at få min syge hjerne til at lade være med at være så syg.

Udfordringen med en sygemelding, når man som jeg lider af en kronisk sygdom (som bare bliver mere og mere kronisk), betyder i sagens natur, at jeg jo for pokker ikke er blevet rask i løbet af den her sygemelding. Jeg har faktisk svært ved at få øje på, at jeg overhovedet har fået det markant bedre i de uger, hvor jeg har været hjemme. Men hvis man ikke er sygemeldt, hvad er man så?

Raskmeldt?

Meningen med en sygemelding er jo at få det bedre og ende med at blive rask, så man kan komme på arbejde igen. I gang med hverdagen og pligterne. Men jeg har sclerose, og jeg bliver aldrig rask.

Lad mig forsøge at ridse op, hvad “rask“meldingen betyder i forhold til den her venden tilbage til hverdagen, og hvordan jeg forholder mig til den…

Ført og fremmest er det vigtigt at huske på, at bare fordi man tager bikini på, er det jo ikke sikkert at solen begynder at skinne! Sagt på en anden måde… Længden af min sygemelding gør mig ikke tilsvarende mere rask! HVIS solen skinnede, når jeg iførte mig bikini, så så I mig aldrig iført andet. Og HVIS jeg blev rask jo længere tid jeg var sygemeldt, så…

Det er  en million år halvanden måned siden, at jeg har været på arbejde, og der er sket så meget nyt på min arbejdsplads i lige præcis det tidsrum, at jeg kan få helt ondt i maven af at tænke på det. Jeg har talt og skrevet med en del kolleger undervejs i min sygemelding, og de siger, at de glæder sig til, at jeg kommer tilbage, og at de vil hjælpe mig i gang.

Men det føles lige nu som meget mere end “bare lige at skulle i gang“, for min hjerne fucker rundt med mig og får hverdagen til at ligne noget, man ikke har lyst til at invitere indenfor. Det er derfor rart at vide, at mine kolleger tænker på mig, men jeg ved samtidig også, at de knokler og har lynende travlt, så deeet…

Selvom jeg har været sygemeldt og egentlig skulle have lukket ned for både mails og arbejdsrelaterede opringninger, så har det været rigtig svært. Jeg HAR fået skæld ud for det af både den ene og den anden og såmænd også prøvet at rette mig efter det. Men for et par uger siden, mens vi var i sommerhuset, sendte Freja et billede af min mor og mig! De havde været på Pokemorjagt skrev hun. Min umiddelbare reaktion var at udbryde “Ej tjek lige mormor ud! Hun står sgu og nusser min kind i et busskur ha ha ha“. Første reaktion blev prompte afløst af næste reaktion, som var at sige goddag til et gedigent sug i maven over, hvad denne plakat egentlig betød (altså udover min mors beundring af sit afkom).

Der hang jeg i min forbandede sygemelding udover hele Haderslev og blærede mig med, at jeg vil være nogens personlige Læs-E coach… Og jeg hænger der for den sags skyld endnu, men jeg lyver, for jeg skal ikke være nogens personlige coach alligevel.

Jeg har nemlig talt med min chef, som har talt med en anden chef (eller to). Alt det taleri betyder, at jeg ikke er helt så mavesugsagtig, som for nogle uger siden, idet jeg er blevet lovet ikke at blive kastet ud i noget nyt og ukendt, når jeg på torsdag har min første rigtige arbejdsdag.

I morgen skal jeg til møde omkring mit flexjob. I det møde deltager min flexjobskonsulent, socialrådgiveren fra Scleroseforeningen og naturligvis min chef. På grund af mit nærmest bizarre behov for struktur, forudsigelighed og overskuelighed er det tvingende nødvendigt for mig, at der til dette møde bliver lagt en klar plan for, hvad jeg skal lave på arbejde. Jeg er tryg ved at skulle holde møde og samtidig meget spændt, for jeg har lovet både mig selv, min chef og min familie af være ærlig! Jeg skylder mig selv, min sygdom og den hverdag jeg træder ind i at passe på mig selv, så sclerosen ikke får lov til at tage magten fra min hverdag.

Nu vil jeg gå i bad, for jeg skal til møde med præsten! Hverken for at bede om syndsforladelse eller almisser, men simpelthen for at deltage i forældremøde sammen med alle de andre forældre, som har afkom der skal konfirmeres i Haderslev Domkirke her i foråret.

Måske vil du også synes om

1 Kommentar

  • Send svar
    Birgit
    6. marts 2017 kl. 21:10

    Hej Chalotte jeg sender dig en mail med ” noget okkult ” jeg har ikke prøvet det, men det lyder som om de kan hjælpe nogen, – så hvem ved , måske også dig.
    Hvis jeg var i din situation ville jeg nok prøve alt. 😊 Du vælger selv.

  • Skriv kommentar