Det der med nytårsfortsæt er egentlig ikke lige mig. For det første, så er jeg herredårlig til at få dårlig samvittighed, hvis jeg ikke overholder dem. For det andet, så er der egentlig ikke så fandens meget jeg vil lave om, gøre anderledes, vildere eller bedre. Men da jeg har den her veninde, som kiggede lidt overbærende på mig igår, da jeg hånede folk, som laver nytårsfortsæt, tænkte jeg:
Okay, så skal jeg da nok finde et eller andet, som jeg kan stramme op på i et års tid…
Så i 2017 skal jeg helt klart:
Læse flere bøger eller i det mindste høre lydbøger. Jeg har faktisk fået læst to bøger i juleferien. Begge af min yndlingsforfatter Jens Chr. Grøndahl. Da jeg begejstret fortalte en veninde om hans fortræffelige sprog og måde at skrive på, grinede hun og sagde “ha ha ha, ja du er sgu også lige aldersgruppen for hans forfatterskab. Han kan jo skrive enhver midaldrende trunte varm“. Midaldrende? hrmpf!
Jeg vil derfor anbefale andre midaldrende kvinder at læse bogen “Tit er jeg glad“, som jeg faktisk fik af mine forældre i julegave.
Stoppe med at fortælle mig selv, at der er så mange ting, som jeg ikke kan. For jeg kan faktisk en hel del! Og det jeg ikke kan, det er så åndssvagt irriterende og begrænsende, at jeg slet ikke behøver at sige det til mig selv for at huske det. For jeg mærker det 24/7. I 2017 skal der være mere fokus på det, som jeg godt kan endnu. Årh, bare det at skrive det her, får mig sgu til at trække vejret anderledes.
Købe flere blomster. Af de farverige. Og dem som passer til årstiden. Blomster er nemlig noget af det bedste jeg ved.
Lytte! Jeg skal stramme op på det der med at lytte. Nogle gange kan jeg jo nærmest ikke høre noget for bare krop og hjerne, der skriger “STOOOP”. Det skal jeg blive bedre til. Og så skal jeg også blive bedre til at være fokuseret i samtaler, så jeg ikke bare hører, men rent faktisk lytter og forstår! At lytte er en af de sværeste ting for mig at kunne, for jeg “falder ud” og svarer så helt skævt eller slet ikke…
Svare mine veninder hurtigere, når de vil i kontakt mig. Hvis jeg havde en veninde med det tempo, jeg til tider lægger for dagen, så ville jeg slet ikke kunne huske, hvem jeg var. Jeg har den her veninde, som faktisk lige har fortalt mig, at hun helt undgår at prøve at komme i kontakt med mig fra fredag til søndag, for der “lukker og slukker du for alt andet end nødopkald! Det ved vi…”
trække stikket for en stund, når jeg ikke kan overskue tingene, kalenderen, hverdagen og mig selv. Jeg skal huske at mærke efter, om jeg virkelig er så uundværlig, som jeg indimellem bilder mig selv ind. Det er før set, at tingene løser sig uden min indblanden eller hjælp. Nogle gange måske endda bedre…
og det bringer mig videre til det sidste, jeg skal stramme op på i 2017.
turde at bede om hjælp! Ganske enkelt og møgsvært! Jeg bliver nødt til at erkende, at omstændighederne omkring mig og min lortesygdom er nået til et punkt, hvor min vilje til at ville klare tingene selv, oftere og oftere overtrumfes af den forbandede virkelighed med alle dens begrænsninger og træthed. Mit “kan selv, vil selv” runger efterhånden ret hult, når jeg ser på, hvor mange kræfter jeg bruger på at insistere på at gøre alle ting selv og undlade at bede om hjælp!
Jeg havde besøg af min dejlige veninde i eftermiddag. Jeg fortalte hende, at jeg skal på sygehuset i morgen for at hente medicin og så også for at få fortalt, at jeg (vist nok) har gang i noget med et attak. Jeg var egentlig ret cool og meget, lad mig kalde det “faktaorienteret”, indtil hun spurgte, om hun måtte tage med mig. Så sagde jeg ja tak med en klump i halsen og gav hende et stort knus! Min veninde ved godt, hvad der buldrer i hovedet på mig lige nu, for hun har selv sclerose, og har nogenlunde ligeså svært ved at bede om hjælp, som jeg har.
Nu har jeg bagt burgerboller, stegt kylling og skåret grøntsager, så alle i Holmboeklanen kan få kyllingeburger med på årets første skoledag i morgen, og min veninde og jeg på vores tur til Sønderborg Sygehus.
Ingen kommentarer