2 I Fremhævet/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Mit liv som Årtri Hedbøn

Jeg vågnede i morges på det helt rigtige tidspunkt og med lige tilpas få smerter til, at dette tegnede til at blive en god dag. At jeg så med den første kop kaffe i hånden, kigger ud af vinduet og  opdager at solen skinner fuldender fornemmelsen. Jeg beslutter mig for at tage på torvet og købe et par blomster, inden jeg skal videre på arbejde.

På torvet bliver jeg, mens jeg står lænet ind over nogle krydderurter, passet op af en gammel mand, der står sammen med sin ligeså gamle kone og deres knap så gamle, men meget støjende lille hund. En lille hund som beslutsomt vælger at stille sig på bagbenene og derefter tørre fødderne af i den prikkede kjole, Peter lige har købt til mig. Gammel Mand vifter lille hund ned og tager mig så blidt i overarmen, hvorpå han udbryder på klingende sønderjysk:

“Søjde venne, do minde mæ da om Årtri Hedbøn!!”

Jeg responderer som ét stort spørgsmålstegn og siger blot “ahva“, mens jeg smiler lettere forvirret. Gammel Mand forsøger sig igen, mens folk møver sig forbi både os og min rollator på den snævre plads.

Han forklarer mig så noget om en dame, der var ung i gamle dage og som faktisk vist nok var den første med meget kort hår og flotte kjoler. Så kigger han på sin tavse og fraværende kone for at få lidt hjælp til sit forklaringsprojekt. Ingen hjælp fra konen overhovedet, men da han igen, nærmest insisterende, gentager i stavelser  “År-tri Hed-bøn“, med et nærmest bønfaldende blik, taler vi pludselig samme sprog! Jeg griner lidt forsigtigt, giver ham et klem og kan mærke, at jeg bliver tilpas rød i kinderne over komplimentet, for hvem vil ikke gerne ligne Audrey Hepburn iklædt ny prikket kjole og rollator en tirsdag morgen på torvet i Haderslev.

Jeg kan sgu godt lide gamle mænd og måske især dem, som kunne trænge til et tjek hos optikeren!

FullSizeRender-8Jeg smiler stadig, nu naturligvis med begyndende primadonnanykker, da jeg pludselig får øje på en af de mænd, jeg elsker allermest i hele verden. Jeg ved faktisk ikke, om han havde overhørt min samtale med Gammel Mand, men han kommer storsmilende hen og hjælper med at bære mine varer hen til min bil. Det er ikke hver dag man møder sin søde far på torvet. Det er heller ikke hver dag, at man beslutter sig for aldrig at tage sin kjole af mere!

En god dag!

Måske vil du også synes om

2 Kommentarer

  • Send svar
    Gitte Ellgaard
    28. juni 2016 kl. 19:19

    Århhhh, Charlotte du skriver fantastisk. Jeg holder meget af at læse dine små fortællinger.

  • Send svar
    Mette Haagensen
    29. juni 2016 kl. 16:22

    Jeg tror måske mere, han trænger til et sprogkursus 😀

    Tak for endnu et skriv, som lyste op på en lidt grånusset onsdag 😉 Og hey – han har da ret … du ligner Årtri Hedbøn (eller hvad det nu var, hun hed) 😉 <3

  • Skriv kommentar