2 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Det er såmænd aldrig kedeligt…

Min fredag endte med et styrt! Og så var den weekend ligesom skudt igang. Jeg var på vej over til naboen og havde idiotisk nok valgt at lade min stok blive hjemme. Jeg var lige nået ud af indkørslen, da mit forbandede venstreben besluttede sig for ikke at ville følges med det højre og…

SLAM!

b6667ba7-fc3d-4ac7-b135-77f9ba6d9081Jeg faldt som en flagstang! Helt strakt og uden at tage fra med noget som helst – altså andet end albuen og hoften. Alle de bandeord jeg kender (og som jeg vil skåne jer for at læse her) fløj ud af munden på mig, mens jeg forsøgte at få min stive forskrækkede krop på højkant igen. Halvt oppe på knæ får jeg så øje på naboens lille datter, som bare står helt stille lige foran mig og med øjne så store som traktordæk. Jeg ved ikke, hvad der forskrækkede hende mest, synet af nabokonen, som faldt stiv som en flagstang eller alle de forbudte ord, som flagstangsnaboen spyttede ud i rekordfart.

Jeg skyndte at fortælle hende, at “det er det der med mine ben, du ved nok” og “Så det ikke skørt ud?” og “Nej nej lille skat, det gør ikke ondt, selvom det lød højt og jeg bløder lidt“. Nabopigen? Joh… Hun løb i forvejen og fortalte, at jeg blødte, og så fik jeg nænsomt serveret et plaster på armen af hende. Jeg kan godt li’ nabopiger 🙂

Det var så den fredag!

 

Lørdag var gudskelov helt anderledes mild og festlig. Vi skulle til Flensborg og høre Hjalte spille koncert med sit band. Peter pakkede kørestolen i bilen, kiggede på mig og kunne ikke undgå at se, at jeg tydeligvis hellere ville have rollator med. Han sagde derfor (lidt bestemt…) “Vi ved jo ikke, hvordan parkeringsmulighederne er, og jeg har ikke lyst til at samle dig op på tysk“.

Det kom han så heller ikke til! Hjalte og hans band spillede så godt, at publikum klappede i takt og piftede, når de var færdige med hvert nummer. Og mig? Jo, jeg kunne nyde det hele og koncentrere mig om det vigtigste, nemlig at opleve koncerten og min koncentrerede dreng bag trommerne uden at tænke på styrt eller træthed. Jeg havde faktisk forberedt mig på at være fuldstændig kvæstet i dag, når lørdagen var pakket med kørsel, koncert og klapsalver. Men kørestolen gjorde forskellen!

I dag er det derfor søndag på den sunde måde! Altså sundt på den måde, at jeg både har sovet længe, spist rundstykker og været  styrketræning i formiddags sammen med Peter og Freja. Jeg kørte hjem før de to andre, da de altid fedter rundt med alle maskinerne mindst en time længere end jeg gør. Vel hjemme erfarede jeg, at mine to drenge stadig sad bag hver deres skærm. Jeg har læst mange bøger om, at børn skal have frisk luft og at hunde heller ikke tager skade af det, så jeg foreslog, at vi skulle til stranden. Det ville de begge gerne, da de fandt ud af, at det både var med krydderkiks, juice og min morbror Eigil, som de elsker.

FullSizeRender-6

Vi tog til min stenstrand, hvor man ikke får lov at komme hjem, før man har fundet en hulsten. Det er en strand, som kræver sin mand! Der er mange sten, store sten, ingen sand, og derfor kræves der nærmest balancekørekort for at må færdes der. Jeg tror, at min familie betragter stranden som min “stædighedsstrand”, for jeg VIL kunne blive ved med at komme derned og finde hulsten, også selvom det er en del år siden, at jeg har fået inddraget mit balancekørekort 😉

Ved stranden går jeg slet ikke så langt som de andre. Jeg holder mange pauser på de store sten og jeg bruger mine hjælpemidler. Men jeg er faktisk ret god til at finde hulstenene, som vi efterhånden har haven fyldt op med (i al hemmelighed er det mit bevismateriale)

Morbror Eigil gik op i projektet med ligeså meget liv og sjæl som os andre. Han ville saftsuseme ikke risikere at blive efterladt til blæstens susen, lyden af bølger på en strand, og at sove på de de hårde sten. Vi hyggede, grinede og søgte efter sten imellem pauserne. Jeg vil fra nu af altid have min morbror med på stranden, for jeg elsker 76 års tempoet. Det er lige mig!98c48bbe-aab8-433a-bf2d-e38feddff253

Jeppe og Morbror Eigil 🙂

a609c45e-747c-43dc-9914-89170f720585Det er slet ikke så nemt…

35cb8ef3-0e10-477d-8840-6ee2b53448ccOg SÅ kunne vi komme hjem 🙂

87b380a7-abb7-4e4b-a1bb-120938323f73Åh det var den bedste afslutning på en weekend, der startede så overvældende åndsvagt med knubs og blod!

Hvis jeg skal lære noget fra denne weekend, så må det være, at mine hjælpemidler er uundværlige, både når det er for at undgå de famøse styrt, men også når jeg skal kunne nyde en oplevelse 100% som koncerten i lørdags. Hjalte spurgte mig her til aften, hvilken af alle mine “hjælpeting”, som jeg er gladest for…

Hmm Hjalte, godt spurgt egentlig! Jeg har nemlig aldrig tænkt på nogle af mine hjælpemidler som noget, jeg skal være glad for. Nærmere lidt pisseirriteret… Men jeg svarede ret hurtigt: “Min Kasper-stok og min sorte krykstok!

Og derfor kommer mit næste blogindlæg til at handle om de to hjælpemidler, og hvorfor jeg er specielt glad for netop dem.

Måske vil du også synes om

2 Kommentarer

  • Send svar
    Mette Haagensen
    12. juni 2016 kl. 21:07

    Han har jo ret, din fantastiske dreng – vi skal være glade for hjælpemidlerne, for de giver jo nogle muligheder, som ellers ikke var til stede … Se bare på din egen dejlige lørdag 😉

    Tak for endnu et super skriv – godt, at du fandt hulsten 🙂

    Ha’ en dejlig søndag aften <3

  • Send svar
    Hyldeblomstsaft med rabarber – og så også lige et tip til de fingersvage! – Fru Holmboe
    15. juni 2016 kl. 9:27

    […] af hyldeblomster, som vokser klods op af en befærdet vej, derfor fandt jeg i år et sted nede ved hulstensstranden, hvor ingen biler kører, og jeg samtidig på det nærmeste kunne blive siddende inde i bilen for […]

  • Skriv kommentar