Der stod min mor med r**** i vejret!Ca. 5 minutters læsning

[dropcap]D[/dropcap]en her dag føles slet ikke som en mandag! Den har nemlig været mild, både i vejret og i humøret. Jeg lagde hårdt ud med at nyde min arbejdsdag. Både fordi jeg fik nået, hvad jeg skulle, og fordi jeg igen i dag blev mindet om, hvorfor jeg er vældig glad og taknemmelig for mine kolleger.

Efter arbejde kørte jeg direkte til genoptræning på plejehjemmet. Hver mandag bruger jeg en time sammen med en smadderdygtig fysioterapeut, Christina, som jeg tidligere har skrevet om her. Jeg ved ikke, om i kan huske det, men første gang jeg mødte hende, spurgte hun mig, hvad mit mål med træningen er. Og jeg svarede “Jamen.. altså at kunne blive ved med at gå jo!”.

Og det har hun så taget ret så bogstaveligt lige siden. Så vi træner og træner. Hun er ikke uenig med mig i, at jeg er ret ramt på venstre ben, og at det er helt til grin så stift det er, og hvor hurtigt det udtrættes. Men det er helt tydeligt for mig, at hun ved, hvad hun har med at gøre. Og så gør vi det samme igen og igen og igen… Det virker. Jeg tror på hende, det hun byder mig og for den sags skyld også hele molevitten med træningen.

Der er bare det ved det, at når jeg træner fem gange om ugen, går på arbejde og også behøver en middagssøvn, så jeg kan nyde at være sammen med familien, så har jeg ikke også kræfter til at passe min have, som jeg synes den skal være.

Jeg har altid takket nej, når mine forældre har tilbudt at komme og give en hånd med i haven, for “jeg kan selv“. Mine forældre var her igår og kunne ikke undgå at bemærke, at jeg havde fået en del nye planter på det sidste, der breder sig med lynets hast og uden fornemmelse for æstetik. Min far kiggede på mig og sagde, “nåååh nu forstår jeg pludselig, hvorfor du fotograferer alle dine havebilleder så tæt på! Ellers er der for meget ukrudt på billederne” efterfulgt af et lille indforstået smil.

Så var det jeg spurgte, om de ville komme en eftermiddag i den her uge og hjælpe mig i haven. Det ville de elske og takkede mig faktisk, fordi jeg endelig spurgte.

Nåh… tilbage til i dag! Da jeg var færdig med genoptræning, kørte jeg hjem, og hvem fandt jeg med røven i vejret og blod på hænderne? Min mor jo…

Hun havde været i min have hele formiddagen og havde da lige ordnet forhaven. Jeg vil gå så vidt som til at udlodde en præmie til den, som kan finde et eneste stykke ukrudt i mine bed. Jeg elsker elsker elsker hende og hele hendes væsen! Tænk at den gamle kone på 70 år kommer og bruger kræfterne på at hjælpe sin datter.

At min ligeså gamle far så lige har proklameret, at han kommer i morgen og fortsætter, gør jo bare alting endnu mere fantastisk den her mandag. Ham elsker elsker elsker jeg sådan set også. Han har lovet at blive her, indtil jeg kommer fra arbejde i morgen, så jeg kan give ham et kram og en kop kaffe i min ukrudtsfrie have 🙂

Jeg har så fandens svært ved at bede om hjælp til noget, som jeg så gerne vil kunne selv. Jeg ville ønske, at jeg kunne være helt vildt ligeglad og leve videre med en have, hvor jeg går rundt og zoomer ind på blomsterne og skider ukrudtet et stykke. Problemet er bare, at ukrudtet minder mig om det, jeg ikke længere har kræfter til i den have, som jeg er så vild med at være i og hvor jeg plejer at samle kræfter.

Og det er det mine forældre ved! Og det er det de har gang i lige nu. At samle mine kræfter, så jeg igen kan overskue at passe min egen have! Her til aften var jeg helt høj over ikke at skulle prioritere havearbejdet, og over at jeg i dag har lært nogle “tricks” hos fysioterapeut Christina. Derfor dristede jeg mig til for første gang i flere år at spørge Hjalte, om han ville med ud at gå en lille tur med den gamle hanhund. Hjalte svarede “Ja da, jeg henter lige din kørestol i stuen mutti“. Og jeg svarede tilbage med overbevisning i stemmen “nej nej, vi tar’ rollatoren i dag“.

Det, jeg bed mest mærke i, var at Hjalte ikke sagde: “Kan du det?”. Nææh, han udbrød:

“Fedt, du bliver da ved med at kunne gå, for du gør jo noget hele tiden…“

Det skal en mor jo ikke hyle over, så jeg tørrede hurtigt øjnene (med ryggen til), og gav ham et stort kram. Og så gik jeg taknemmeligt videre på den måde, som jeg havde øvet/lært til træning i dag! Langsomt, koncentreret, fokuseret og evigt taknemmelig 🙂