[dropcap]I[/dropcap]går var det præcis 15 år siden, at Peter og jeg stod på Fanø Rådhus og sagde “ja” til hinanden. Det var et ret underligt vejr den dag, hvor vi stod overfor Fanøs viceborgmester og lovede at holde sammen i tykt og tyndt. Vejret den dag for 15 år siden skulle vise sig på bedste vis at beskrive vores ægteskab (indtil nu) meget godt egentlig. Solen prøvede ihærdigt og insisterende at tvinge skyerne og regnen væk. Og det blæste så meget, at vores strandtur om formiddagen, lige inden aftalen på Fanø Rådhus, gav både sand i øjnene og frisurer, der ikke kunne gøre for det.
Vi tilbragte et par dage på Fanø sammen med et vennepar, som var de eneste, der var indviet i, at nu var vi blevet hr. og fru Holmboe. Freja var den 2. juni 2001 halvanden år og anede ikke , at der lå en lillebror og voksede i hendes mors mave. Vi var med andre godt på vej til at blive mor, far og to børn!
Her 15 år senere er status, at vi nu er mor og far, stadig mand og kone, men nu med tre børn. Jeg kan godt li’ konceptet med mor, far og tre børn. Og jeg kan også rigtig godt li’ konceptet:
Du og jeg, Peter!
Jeg elsker, at vi holder sammen – også i modgang! Jeg er ikke i tvivl om, at Peter indimellem trækker vejret dybt helt ned i maven, tæller til 10 og tænker sit. Og jeg ved, at jeg gør det samme. Men vi ved også begge, at når vi skræller alt, hvad hedder hverdagsbøvs, sclerose og uoverskuelighed væk, så har vi stadig hinanden, de fælles drømme om fremtiden og forsøget på fastholdelsen i nuet.
Jeg bilder mig ind, at dette er en af de vigtigste grunde til, at jeg stadig kan få et sug i maven af fryd, når jeg ser ham stige ud af bilen efter endt arbejdsdag, at jeg smiler over hans fjollede SMS’er og måden kun han kigger på mig på.
Vi skændes (som alle andre ægtefolk), vi glemmer hinanden nogle gange i hverdagen (som alle andre ægtefolk), og vi taler tingene så meget igennem, at vi nogle gange ender med at tale forbi hinanden (som alle andre ægtefolk). MEN vi sørger altid for at blive gode venner igen og slutte dagen med at ønske den anden en god nat.
Mest af alt, så ser vi hinanden, vi griner sammen, udfordrer hinanden, interesserer os for hinanden og lytter til hinanden (altså når Peter ikke kigger opgivende på mig og siger “du hijacker altså min historie igen Mutti“, bare fordi jeg har oplevet noget, der er mere spændende eller farligt, som er vigtigere at fortælle…)
Vi er for det meste enige om børneopdragelse, politik, økonomi, at Peter ikke behøver at nyde haven på min måde, og at jeg så til gengæld heller ikke behøver at kigge på motorcykler. Sammen og hver for sig – jeg tror det er opskriften.
Og så overrasker ham mig! Jeg elsker, når han overrasker mig 🙂 Igår kom han hjem hjem fra arbejde med en ring til min finger og med ordene “Ingen roser uden torne”. Den er så smuk den ring, og jeg er fuldstændig vild med den og dens symbolik.
Jeg tror sgu vi bliver i det her ægteskab en sjat år til. Vi er nemlig bedst, når vi er sammen <3
Ingen kommentarer