0 I Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Hvis du nu tier stille!

Nåh… hvad er der galt med dit bentøj?” spurgte damen åndenødsagtigt, idet hun lod sin store numse falde tungt ned på en ligeså faldefærdig stol, som den jeg sad på. Vi sad i solen og ventede på, at hver vores bil skulle blive færdig med den store rengøringstur hos en lidt suspekt, men meget effektiv bilrengøringsmand.

Jeg havde siddet helt alene en hel time i solen, og var nu på vej til ufrivilligt at blive viklet ind i en samtale med en kvinde, jeg aldrig skulle se igen. Øv! Jeg havde lige været til ridning og sad i min ridebukser, der var fyldt ud af to trætte ben og en øm bag. Min krykke som lå på jorden var tydeligvis anledningen til, at hun spurgte, så da jeg kort svarede “sclerose“, tænkte jeg i min naivitet, at det var svar nok, og at jeg kunne vende tilbage til min ensomhedsnydelse.

Det var det så ikke, for damen reagerede ved at hoppe i stolen, så hendes lange underarme og kæmpe barm nærmest satte i rotation, og så udbrød hun:

“Jamen for helvede da også! Det er fandeme da noget lort! Det bliver du jo ikke ligefrem rask af lige med det samme”.

Det måtte jeg helt forskrækket give hende medhold i. Medholdet bestod for mit vedkommende i et lille skuldertræk og en lille rysten på hovedet.

Den store dame drejede derpå besværet sin krop mod mig og fortalte mig så, at jeg godt nok ikke var særlig hårdt ramt, når jeg kunne nøjes med en stok, for hun kendte flere med sclerose, som INGENTING kunne og faktisk skulle have hjælp til at gå på toilettet og blive lagt i seng. Hun kendte faktisk også nogle, som fik hjælp af Gud! Altså på den måde, at de bad og straks fik det bedre. “Du er heldig, ja du er!

Øøøh tak og OK! Jamen det er da god viden for mig! Altså, at det ikke er for sent at stile efter at få det meget værre” sagde jeg og smilede det sureste smil, jeg kunne fremdrive.

Jeg havde lyst til at spørge hende, om det var nødvendigt for mig virkelig at tro på Gud, eller om jeg kunne nøjes med at tage 3D briller på for at se det hele i et dybere og mere ophøjet perspektiv, når jeg skulle forsøge at tune ind på ham – Gud altså…”.

Men inden jeg nåede noget som helst andet end at have lyst til at trevle hendes åndssvage strikketøj op og proppe det ned i halsen på hende, så dukkede min redningsmand op! Rundt om hjørnet kom smilende Jeppe med sin skoletaske og guitar. Han var lige blevet færdig med dagens dont og skulle følges med mig hjem :-). På vejen hjem (i min rene bil) talte vi om, at vi skulle tage til Feminaløbet om aftenen. Altså ikke for at løbe, men for at tage billeder og sige hej til alle damerne i stramt løbetøj. Jeg glædede mig vildt meget, men da klokken blev 18, var der ikke mere energi at vride ud af mig overhovedet. Mit hoved vrøvlede og mine ben bøvlede, så damerne i løbetøj, den gode stemning og fælles oplevelsen måtte vige pladsen for min dræbende træthed.

Pis og lort!

Jeg er træt af dumme damer, som dræner mit humør og ved bedre end mig. Damer som har ærmerne fulde af gode råd og bedrevidenhed uden føling med, hvem de taler med. Jeg er træt af invaliderende træthed, der ødelægger så mange planer, at jeg ofte ikke har lyst til at lægge nogle. Og så er jeg egentlig også træt af, at det her blogindlæg, som egentlig skulle have handlet om, hvor fedt det var at være til ridning overskygges af alt mit bla bla bla om dumme damer, tæskende træthed og bøvlede ben. Men sådan må det være, for det er også den virkelighed, jeg træder vande i.
FullSizeRender-7Men
traditionen tro, så nægter jeg at slutte et blogindlæg med at smøre mit brok og gylperi ud som et endeligt punktum. Derfor får du lige et billede af den smukkeste og mest medgørlige ædle ganger, der findes. Igår red vi udenfor i naturen, og bagefter skulle jeg lære at lave schenkelvigninger. En schenkelvigninger sår’n en sej ting, som man kan få heste til at lave med benene. Kort fortalt, så er det vel det nærmeste, en hest kan komme på at moonwalke. Du skulle tage at google det! Det er vildt sejt (altså at se videoerne af dem som kan!)

Jeg red også trav! To gange! tyve meter! Sammen med en ridefysioterapeut, der insisterede på, at jeg skulle, og derfor løb ved siden af mig. Og det var fedt! Vildt fedt.

Og så er min have toplækker lige nu og rolig for både sjælen og humøret! Den viser sig fra sin bedste side i de her dage. Det blomstrer og dufter. Alle mine blomster og planter er forbavsende gode til at “vente på tur”. Jeg elsker, at det hele ikke blomstrer på én gang, men at jeg hver morgen mødes af en ny slags blomst, som hvisker “se mig se mig se mig”.

FullSizeRender-3

FullSizeRender-4Nu vil jeg gå i seng, for jeg skal være frisk til i morgen, hvor jeg skal til Ribe og prøve handicapbil.

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar