Mit nye karaktertrækCa. 4 minutters læsning

Kan I huske, da vi var små, og vi legede bombelegen. Altså den der leg, hvor vi alle stillede os i en rundkreds, og så kastede vi bomben (forklædt som en tennisbold) rundt mellem os. En af os havde forinden højtidligt og hemmeligt indstillet et æggeur, som med sit ubarmhjertige tik, tik, tik øgede spændingen, lige indtil det ringede og den tikkende bomben sprang.

Herhjemme er det så mig, som er bomben!

Jeg er en vaskeægte humørbombe. Det er fandme ikke sjovt altså – heller ikke for de andre tre i husstanden, som er mindst ligeså trætte af at være herhjemme hele tiden! Jeg lægger sådan set fint ud fra morgenstunden med både varm kaffe og småsnak uden indhold med mand og børn. Så går jeg på arbejde – inde på mit værelse, hvor jeg sidder og kigger ind i en skærm, mens jeg venter på, at den elev, jeg har en aftale med skal dukke op. Det lykkes nogle gange, men de andre gange skal jeg ringe, skrive og sende røgsignaler, mens jeg hvisker til mig selv “vær professionel, du er den voksne!!“

Og det er jeg så – altså den voksne, som forstår de unge, og hvor svært det er for dem, når den hverdag de kender er blevet blendet til atomer, og derfor ikke kan samles igen, men højst smøres ud som vammelt pålæg på den hverdag, der nu er vores allesammens virkelighed – sikkert et godt stykke tid endnu!

Og når jeg så har fri fra arbejde – altså har pakket min computer sammen og går ud af mit værelse, så har jeg sgu ikke rigtig overskud til at være særlig voksen mere. Så vil jeg bare gerne ud at lege med skolekridt med veninderne eller ligge under dynen og læse tegneserier, mens jeg krummer mariekiks på madrassen.

Men når ens arbejdsplads er herhjemme, så er det sgu svært at sætte en streg og råbe FYRAFTEN! Især når der i den anden ende sidder unge mennesker, der måske er mindst lige så sure og opgivende, som mig – men samtidig har brug for en voksens hjælp!

Jeg arbejder derfor mere, end hvad der er humørforsvarligt!

Og det går ud over de forkerte – nemlig min flok herhjemme. De lister lidt mere, end de plejer. Men sagen er, at når de alle tre lister og passer på, så kan man alt for tydeligt høre min trætte og vrede vralten med KLASK og slæææb henover gulvet. Peter krammer lidt mere for tiden, og jeg higer mig lidt mere fast, altså indtil jeg vrider mig løs igen og vrisser videre…

I dag gik det ud over Jeppe!

Jeg havde lige fået fri fra arbejde (altså klappet computer sammen og var trådt ud i køkkenet). Jeg spurgte, om han ikke nok ville med ud og gå en lille bitte tur med rollator og solskin – for det kunne være superhyggeligt…

Det var det bare slet ikke, for jeg lagde ud med at sprænge bomben, og så foregik resten af den “hyggelige” gåtur i orddryppende og ulmende tavshed.

Også i dag sagde jeg undskyld!

Alt det dræbende bombehumør, som jeg slæber rundt på, føles efterhånden som et nyt uvelkommen karaktertræk hos mig. Jeg er nødt til at gøre noget nyt! Derfor har jeg netop lavet en aftale med en veninde, som også kun er derhjemme, om at vi skal trille/gå en tur (med skidemeget afstand naturligvis). Jeg har spurgt hende, om jeg må skælde lidt ud på vejen, og hun siger ja da, men at jeg skal forberede mig grundigt, for hun er ikke oplagt til en fesen skideballe!

Se, det er hvad jeg kalder en veninde!