Det her fredagsindlæg handler om stolthed, mod og at følge sin mavefornemmelse. Det handler om at holde takten og at være klar til at springe ud i noget nyt og ukendt.
Ikke så sjældent har jeg gjort ting, uden at jeg følte, at jeg var klar til det. Ikke at jeg som sådan har haft hovedet under armen, men jeg har ihvertfald overhørt lyden af bremsemærker fra min hjerne og ladet mig forføre af tanken om, at når andre gør det, så kan jeg sgu også (måske endnu bedre og hurtigere) Nogle gange kunne jeg, men ofte… njah.
Hvis man tilpas mange gange lader sig forføre af larmende tanker om ens egen uovervindelighed, er ens småknurrende mavefornemmelse nem at overdøve. Ikke at lytte til min mavefornemmelse har givet nogle knubs, som jeg kunne have undgået ved at mærke efter helt ned i maven.
Inden jeg vil uddybe hvorfor jeg graver rundt i ting som hovedet under arm og mavefornemmelser, så bliver jeg nødt til lige at introducere Hjalte! (eller det der er vigtigt at vide – han er faktisk ikke så vild med at jeg skriver om ham, men jeg lovede både cola og is, hvis jeg fik lov)
Hjalte er en dreng på knap 15 år. På mange måder er han som alle andre drenge på 14-15 år. Han glemmer sit våde håndklæde i sportstasken, han tømmer madkassen fra dagen før om morgenen og smører så jordens kedeligste sammenklapper, som så bliver smidt ud næste dags morgen. Han ser forbavsende meget Youtube og er ikke sen til at rette mig, når jeg ungdommeligt udbryder “Årh hun gir’ en fuck“, og han hovedrystende korrigerer “Mutti…. Hvis du endelig vil være smartagtig, så hedder det altså Hun giver IK’ en fuck! Det er lige før det hviner i ørerne…” #forstået.
Hjalte er også drengen, der storgrinende kalder på storebroren, fordi han synes det er krampagtigt morsomt, at jeg i måneder ikke har forstået, hvorfor unge mennesker siger YOLO, hver gang de gør noget bemærkelsesværdigt (læs: dumt). Jeg troede (som den midaldrende kone, jeg jo er), at de unge mennesker siger navnet på YOLO som er en lille grim troldnoget fra Starwars.
Som så åbenbart hedder Yoda! #JegGirEnFuck
Servicemeddelelse: YOLO er en engelsk forkortelse for You Only Live Once! (du lever kun én gang). Hvor fanden skulle jeg vide det fra!
Nåh men udover ovennævnte udlevering af yngstearvingen her på matriklen, så er han meget mere end det. Han er nemlig det mest vedholdende unge menneske, jeg kender. Han tror så meget på sig selv, at han tør have sin egen mening, også i situationer, hvor alle andre for eksempel tror på blå, og han hælder til rød!
Hjalte har aldrig været vild med boldspil, og gik kun til fodbold i én sæson (som kronisk udskifter), fordi der var kage i 3. halvleg. Men han er forbandet god til at holde takten og ikke komme ud af kurs. Det har han nu fået beviset på efter at have spillet trommer i 6 år. Hver dag spiller han! Hver dag kan vi høre ham holde takten bag lukket dør! Og hver dag bliver han bedre og bedre takket være ihærdighed, stædighed og hans mod til at søge optagelse på talentlinjen på Haderslev Musikskole.
Hjalte var til optagelseprøve i går! Så i går sad han overfor tre voksne mænd og trommede løs, klappede takter og fandme om de ikke bad ham om også at synge. Hans trommeri må være gået rigtig godt, for han bestod trods spænding og lidt nervøsitet.
Hjalte er så glad og moren er så stolt og glad. Hjalte mærkede nemlig efter og fulgte sin mavefornemmelse. NU var han klar til at søge ud i noget nyt og ukendt (og svært er jeg sikker på)
Han fik mail i dag fra en af “dommerne”, der stod blandt andet:
“Du har en stor forståelse for at spille, og er meget musikalsk“. Det er vores søn! Og det er faktisk intet mindre end helt vildt mærkeligt, for jeg kan spille tre akkorder på en guitar og spille “Pjerrot sagde til månen” på blokfløjte med lidt fejl. Peter kan synge Lille Peter edderkop og rappe hele teksten til MC Einers “Provokerer, Onanerer“, så jeg tænker, der er håb endnu for Hjalte, trods hans uduelige umusikalske forældre.
Ingen kommentarer