Småt Brændbart #6Ca. 6 minutters læsning

Det der med at Småt Brændbart indlæggene smides ud til jer om søndagen ik?!

Det er ret dumt at love noget, når jeg bruger bizart lang tid på at skrive indlæg om ingenting drysset med ligegyldigheder. For tiden, mine damer og herrer, den er i kombination med manglende overblik/overskud en særdeles utroværdig faktor i mit liv.

Bedst som jeg bilder mig ind forestiller mig, at det er en knaldgod idé at holde mig selv op på at have faste blogindlægsdage, så skrider hele lortet, når tiden og mit manglende overskud viser tænder.

Sådan må det så være. Og ligesåvel som vi alle også ved, at posen med manglende tid er proppet med dårlige undskyldninger, og bortforklaringer, så vil jeg nu binde en knude på denne pose, og istedet fremvise, hvad jeg har sorteret til jer i den forløbne uge.

Besøg

I torsdags havde min mave det, som da jeg gik i børnehave og efter nogle dage på koloni stod og ventede på endelig at blive hentet af min mor og far. Min mave havde det sådan, fordi jeg netop ventede på besøg af min mor og far her på Ry Sclerosehospital. #charlotteshjemvé

Vi havde aftalt, at de skulle være her klokken 14.15 sharp, når jeg var færdig med min udendørstræning med balanceholdet. Og der sad de så klokken 14.15 sharp og ventede på mig. Men de sad der ikke alene. Min elskede svigerinde sad der også og smilede over hele krydderen (det er hun iøvrigt rigtig god til!). Det var SÅ hyggeligt, trygt og dejligt at se dem alle tre. Min svigerinde smuttede efter en times tid efter en rundvisning på hospitaler . Mine forældre blev lige til om aftenen, og vi nåede både at gå ned til søen, hygge på værelset og spise aftensmad, som min mor havde lavet. på smuk gåtur ned til søen #

Det var SKØNT med besøg af både mine forældre og min søde svigerinde.

Sommerhus

Mens jeg i sidste uge har knoklet her i Ry med at blive mere mobil, stabil, stærkere og ikke mindst mere afklaret med, at jeg har en sygdom, som kræver sit både af krop og øverste etage, så indledte mit slæng vinterferien derhjemme med at tømme hele stuen for alt – som i ALT.

Hvorfor? Fordi lorteindbruddet i efterårsferien har givet så grimme mærker på stuegulvet, at en gulvsliber var hidkaldt. Mit slæng skred i sommerhus, da håndværkerne kom, og således var arbejdsfordelingen fordelt til alles tilfredshed.

Peter og ungerne råhyggede i sommerhuset fra tirsdag og jeg hjalp med at hygge, da jeg landede deroppe i fredags, hvor vi indledte min ankomst med at sidde på terrassen i 20 grader og spise masser af kage.

Tversted og sommerhus er fantastisk i al slags vejr og på alle årstider. Roen er omsluttende på en kropsvarm blød måde og bringer tempoet og tankerne lige derhen, hvor det føles bedst og mest rigtigt.

Det, der fungerer for os ved at være i sommerhus er at undgå at sidde lårene af hinanden. Vi behøver ikke at lave det samme på samme tid, så længe det er lysten, der styrer.

Således tog ynglen og jeg på stranden, mens Peter løb sig til varmen. Det var en meget kort gåtur, men ualmindelig dejlig og fortrøstningsfuld. Jeg elsker at gå, og jeg ved da godt, at strandsand ved Vesterhavet er ligeså hårdt kørt til som asfalten på E20 motorvejen, men jeg gik i sand! Fordi jeg ku’!

Med én stok.

En weekend i sommerhus går ligeså hurtigt, som det tager for en 4 årig at flå gavepapiret af en gave, så inden vi så os om, skulle vi skilles igen. Jeg kørte til Ry og resten af slænget tog hjem, hvor Peter fik alt på plads i stuen igen! #rambo

Det var, hvad jeg havde fyldt traileren med i denne omgang. Psykologen har lige været inde på mit værelse, for hun vil snakke med mig i eftermiddag. Det skal nok blive både vådt og godt. Vi skal nemlig tale om mit arbejde – eller det tror jeg ihvertfald, men man kan aldrig vide, hvad munden og hjernen åbner op for i det øjeblik, at en klog dame lytter til en i en time.

ps. Min fysioterapeut roste mig i dag, og sagde at jeg har gjort fremskridt! Jeg kan nu løfte mit venstre ben lidt bedre og på en (som hun siger) ikkekompenserende måde.

Ikkekompenserende er klart det, vi går efter heroppe i Ry.