Småt Brændbart #1Ca. 6 minutters læsning

Velkommen til det første i rækken af småt brændbart indlæg.

Som jeg skrev i går, så bliver Småt Brændbart indlæggene skudt ud til jer hver søndag. Og da det netop er småt brændbart, så kan jeg ikke love, at det bliver store forkromede tanker og faste meninger om vigtige ting, som kommer til at dominere.

Jeg vil nok nærmere love jer, at det kommer til at blive en opsummering på ugen, som er gået med en vifte af de små, pudsige, gode, trælse og ligegyldige oplevelser, som har sat sig på tværs i mig og fået mig til at stoppe kort op.

Da min mor og jeg i formiddags sad i Berlingoen på vej til Jysk, fortalte jeg hende om min plan om, at I får et indlæg hver søndag fra nu af. Hendes mening om dette var lige så klar og tydelig som hendes stemme:

Ej! skat, så er du sgu da heller ikke for smart altså! Nu hænger du på den HVER søndag! Nåh, du finder nok på noget…

Så her er hvad jeg vil dele fra ugens skidestak af småt brændbart:

Forår i januar

Erantis og vintergækker! Jeg oplever ude i min baghave en virkelig voldsom tilsidesættelse af, at vi kun har januar måned. Det vælter nemlig frem med de kæreste gule erantis og hvide vintergækker. De virker til at være bedøvende ligeglade med månedens navn og at jeg stadig har gran i krukkerne ude ved fordøren (dette satser jeg på, at min mor læser – og gør noget ved…)

Skovtur og luftkys

Forår var der ikke meget af ude i skoven i onsdags. Freja havde på sin eneste ugentlige fridag, inviteret mig og den gamle hanhund på tur. Jeg elsker elsker elsker at min store #flyttehjemmefratype datter vælger at bruge en pissekold formiddag i en skov med mig. Jeg kørte i min kørestol og med min Klaxon-motor klikket på. Åh frihed altså! Helt høje af blandet snak om livet, fremtid og ligegyldigheder kørte vi gennem byen, som på grund af vejarbejde overALT er en labyrint for selv højtuddannede i infrastruktur.

Bedst som jeg sidder i Berlingoen og småfryser i min termodragt med rodet vindhår og træt ansigt, får jeg øjenkontakt med en midaldrende herre i den modsatkørende vejbane. Han sidder i en varevogn fra et lokalt byggefirma ogsmiler lidt for stort til mig. Og så laver han skisme pludselig kyssemund til mig, mens han vifter øjenbrynene op og ned.

Mig? Jeg skal da nok lige love for, at jeg fik øjnene til mig. Og så udbryder jeg, som en anden teenager “Ej Freja så du det????” Det gjorde Freja tydeligvis ikke, men hun så, at jeg på nul komma fem iklædte mig min mest befippede ungpigekulør og rystede svagt på hovedet, mens jeg gjorde klar til at køre videre med blikket fast rettet på kørebanen. Og så grinede hun. Højt og længe! Jeg ved stadig ikke om latteren skyldtes min uvante reaktion eller konstateringen af, at der åbenbart (og ret hypotetisk) findes mænd med overskæg, som synes, at jeg er værd at sende et luftkys og viftende øjenbryn efter…

Spejl spejl skulder

Der var engang, hvor jeg altid holdt mindst et barn i hånden. En lille varm hånd i min store trygge morhånd. Ud i verden begav vi os. Vi kiggede på fugle, regnorme og på hvide ting, som lignede sten, og jeg forklarede, at hvis den hvide sten smuldrer og fingrene lugter skidt, så er det ikke en sten, men en virkelig gammel lort fra en hund, som man ikke kan bruge som kridt på vejen og som er bedst at lade ligge.

Vi gik langs stier, hoppede i vandpytter og stod også ved den store vej med hinanden i hånden og brugte lang tid på at øve venstre – højre – venstre, inden vi endelig gik over vejen uden at blive kørt ned. Det er slut nu. Venstre-højre-venstre er “so much last year”. Freja har forlængst lært at sige spejl-spejl-skulder i stedet for venstre-højre-venstre. Jeppe er den næste, der netop er i gang. Han har også for længst givet slip på min hånd i trafikken. Han kan nemlig sagtens selv navigere både til venstre og til højre uden min hjælp! Så spejl-spejl-skulder til dig Jeppe!

Jeppe 17 år

I torsdags skinnede solen fra en skyfri himmel. Naturligvis fristes jeg til at sige. Jeppe fyldte nemlig 17 år. Vi vækkede ham med fødselsdagssang, flag og lækker morgenmad. Vi fik fejret Jeppe med kage og restaurantbesøg om aftenen. Når jeg kigger på Jeppe, så skal jeg se op! Vi har nemlig at gøre med en knap 2 meter høj gut, som er indbegrebet af alt, hvad jeg sætter pris på! Han er ærlig, sjov, empatisk, pissestædig, betænksom, klog og videbegærlig!

Dette var, hvad jeg havde at dele ud af småt brændbart i denne omgang. Tusind tak til jer, som har taget tid til at læse dette jomfruelige indlæg. Det var, hvad det var! Og på søndag er jeg klar til at aflevere en sæk til med småt brændbart til jer.

Mit næste indlæg kommer garanteret til at handle om mad! Og madplaner! Og madindkøb! Jeg har nemlig total optur lige for tiden. Jeg glæder mig til at fortælle jer om det!

En dejlig uge til Jer. Og tak fordi I er med herinde!