Hvad pokker skete der lige i dag?Ca. 4 minutters læsning

Jeg vågnede i morges med udsigt til en arbejdsdag fra 9.30 til 16.30. Til gengæld skulle jeg til træning hos min fysioterapeut, inden jeg skulle på arbejde. Jeg har været vågen bizart mange gange i nat. Det er nemlig sådan noget jeg kan, når jeg ved, at jeg har en lang dag uden pauser.

I går måtte jeg melde mig syg, fordi jeg havde bivirkninger fra 2. portion af min nye medicin, Ocrevus, som jeg fik i onsdags. Selve medicinseancen med drop i armen på sygehuset gik ellers bedre end første gang, for jeg mærkede ingen allergiske reaktioner af medicinen undervejs, så både jeg, sygeplejersken og min rare neurolog var svært tilfredse. Jeg kunne også begejstret fortælle dem begge, at jeg allerede nu føler, at jeg har mere energi, kan bevæge tæerne (#sutminsok) og føler mig mindre vindblæst, når jeg står og går.

Nåh, tilbage til i morges! Nu fortæller jeg noget, som min fysioterapeut egentlig ikke har givet mig lov til, så hvis hun læser det her, skylder jeg hende 30 mavebøjninger og 10 armbøjninger! Da jeg mødte ind til træning i morges klokken 8, kunne jeg mærke, at det var en af de morgener, hvor jeg var frisk i kroppen. Så da min fysioterapeut drejede om hjørnet og storsmilende sagde godmorgen, svarede jeg hende med et “Jeg er klar! Jeg er i hopla!”

Så hvad gør min fysioterapeut? Jo, hun tager den højeste stepbænk frem og siger grinende “Jamen så lægger vi da bare hårdt ud”. Her er jeg nødt til lige at tilføje, at den stepbænk har jeg sparket venstre fod ind i utallige gange, når jeg forgæves har forsøgt at løfte min venstre fod op. Jeg står i barren og kigger ligefrem, og så løfter jeg i første forsøg min venstre fod op, så fodsålen er placeret midt på stepbænken.

Min fysioterapeut tager hånden op til munden, nærmest som om jeg har forskrækket hende, og så udbryder hun “Ej, hvor vildt Charlotte. Det er jo helt åndssvagt. Ej altså”

Og så står hun der med tårer i øjnene, mens jeg smågriner for at vi ikke skal græde i kor. Vi holder en lille klædelig pause med benløfteriet, tørrer øjnene begge to, og så fortsætter jeg med at løfte venstre fod op på stepbænken OTTE gange (#jesuisrambo).

Bagefter taler vi om, at jeg virker mere stabil i kroppen, og at det er ret vildt, at jeg kan vrikke med tæerne og bøje min tommelfinger helt. Vi bliver enige om, at den her nye medicin er en rigtig god julegave, og at det er OK at blive rørt over en god gave.

Og så skulle jeg videre på arbejde i fuckmange timer. Det var slet ikke så hårdt, som jeg havde hidset mig selv op til i nat. Tværtimod faktisk, for jeg har en følelse af, at min hjerne kan følge med, selv når de faglige snakke med kolleger bliver lange og indviklede. Det er simpelthen så rart at tage hjem fra arbejde og føle, at jeg er med på lige vilkår og ikke som et påhæng. At jeg så i dag på arbejde ikke behøvede at sidde i kørestol, men kunne nøjes med rollator og stok, fordi jeg jo var i hopla var virkelig optur.

Min kollega/veninde skrev en virkelig rar SMS i eftermiddags, da jeg kom hjem fra arbejde:

Den SMS gav mig faktisk ligeså meget optur, som det faktum at Jeppe og jeg har været alene hjemme hele aftenen med chips, cola, rødvin og en plat og sjov film, som ikke forstyrrer nattesøvnen.

I morgen skal vi allesammen til julefrokost hos min storebror i Århus. Det bliver skidehyggeligt og hvis jeg er i hopla, så går jeg fisme op til 1. sal med stok og stædighed.

Rigtig god weekend allesammen, og tak fordi i læser med. Jeg elsker det!