Freja fylder 19 år i dagCa. 4 minutters læsning

For ca 20 år siden sad Peter og jeg på Århus Kommunehospital. Vi var både unge og nervøse. Vi havde nemlig et helt særligt spørgsmål at stille min neurolog. Det var et spørgsmål, som vi begge vidste ville være skelsættende for vores fremtid, uanset hvad neurologens svar måtte være.

Jeg skulle egentlig bare til det sædvanlige sclerosetjek hos neurologen, og da vi blev kaldt ind, gik alt da også som sådan et sclerosetjek helst skal. Jeg kunne både stå på et ben, række tungen helt ud og føre min pegefinger op til næsen med lukkede øjne. Neurologen virkede lige så tilfreds med mit helbred denne gang, som jeg selv gjorde. Efter alle de akrobatiske øvelser var godkendt, kiggede min neurolog på mig, mens han samlede min journal foran sig og jeg bandt snørebåndene på mine sko. Og så spurgte han:

“Er der ellers noget, vi skal nå at snakke om?”

Jeg kunne mærke sveden i mine håndflader og min puls sætte tempoet op. Peter og jeg kiggede på hinanden, og så fik jeg stillet det spørgsmål, som havde fyldt virkelig meget af min og Peters tankevirksomhed i lang tid.

Ja! Vil det være en virkelig dårlig idé, hvis vi vil lave vores egen familie med børn og sår’n?”.

Min neurolog var tydeligvis blevet stillet dette spørgsmål mere end en enkelt gang. Det virkede alligevel som om, han tænkte sig om, og tiden der gik, inden han svarede føltes lige så lang som 24 afsnit af Matador. Men det var ventetiden værd, for hans svar var meget ærligt og menneskeklogt. Han sagde nemlig, at han hverken ville fra- eller tilråde os at få børn set ud fra et sygdomsperspektiv! Det vigtigste vi skulle tænke på, var om vores netværk var i orden…

Og så sagde han noget, den fantastiske læge, som jeg har taget med mig lige siden, og det var:

“Det, du skal tænke på Charlotte, det er hvordan du vil have det med at at se dine børnebørn som 65 årig, mens de leger ude på græsplænen, mens du måske sidder i en kørestol og ikke helt kan lege med?”

– Og med den besked kørtePeter og jeg hjem, drak en kold øl og fik snakket om mødet med neurologen, selvom vi egentlig allerede havde besluttet os for, hvad vi begge ønskede. Vi skulle da have børn (og måske børnebørn) og blev enige om at der findes masser af lege, som alle kan være med til!

Vi ønskede en familie, og derfor gik vi i gang med at lave en familie!!

I dag er det præcis 19 år siden, at vi kunne kalde os mor og far for første gang. For lige præcis i dag er det 19 år siden, at jeg fødte Freja på den smukkeste efterårssolskinsdag. Det er uden sammenligning den bedste beslutning Peter og jeg har taget. At lytte til vores hjerter og tro på, at det nok skulle holde at skabe en familie med børn. Freja er et fantastisk menneske, som er så opmærksom på andre, uden at glemme sig selv. Hun er sjov, skør, en ægte fighter og i al sin enkelthed et helt fantastisk menneske, som jeg er stolt over at være mor til.

Der er ingen der ved, hvad fremtiden bringer, men hvis jeg havde haft en krystalkugle den dag på Århus Kommunehospital for 20 år siden og havde kunnet se ind i fremtiden, så havde jeg truffet det samme valg, som vi gjorde den dag for 20 år siden. At være mor og far er voldsomt, fantastisk, ubeskriveligt, energigivende, trættende, bekymringsfyldt, lykkeligt, svært, sjovt og jeg ELSKER det!

Freja er lige gået i seng, for hun skal møde i Lagkagehuset klokken 5.30 i morgen tidlig. Jeg vil også gå i seng og tænke tilbage på min piges 19 års fødselsdag, som jeg fik lov til at være en stor del af. Både med frokost på café og hygge resten af dagen sammen med de andre på matriklen.

Livet er sgu godt nok!

Godnat og sov godt