12 I Familieliv/ Fremhævet/ Livet med sclerose/ Ude i virkeligheden

Papskidsopdatering eller “Vil du deltage i mit skriveeksperiment?”Ca. 5 minutters læsning

[dropcap]J[/dropcap]eg har haft den her ting kørende i hovedet. I lidt for lang tid faktisk. Jeg vågner om morgenen og ærger mig over, at jeg ikke fik skrevet et blogindlæg dagen før, hvor jeg oplevede noget, der var værd at berige jer med. Så beslutter jeg mig for, at det må være ligemeget, for måske er det faktisk slet ikke så meget værd for andre end mig selv. Og ordene i min hjerne vil ikke stille sig i den rigtige rækkefølge. Måske skulle jeg bare skrive dagbog i et hæfte i stedet og lægge i skuffen (#kæredagbog).

Og med disse tanker om dagbog vs blog har den ene hverdag snublet over den anden, uden at jeg får skrevet andet end hverdags-huskesedler på små gule stykker papir, så hverdagen er knap så snublende. Faktisk er det så længe siden, jeg har skrevet noget, at Hjalte har i mellemtiden været en uge i prag, hvilket tydeligvis var en tur uden det store savn af moderen. Nedenstående SMS udveksling foreligger som dokumentation for den eneste kontakt, jeg havde med drengen i den uge (#SkridUdAfMinTelefonMor)

Men det var vist en fed tur. Han var ihvertfald træt ud over det hele ved hjemkomsten og sov (no shit) en hel dag og kunne om aftenen berette om klam mad, beskidt hotel og billigt slik. Alt var med andre ord lige som det skulle være!

Mens Hjalte var i Prag med klassen kørte jeg rundt og rundt. Hver dag har jeg været vidt omkring i min kørestol med hjælpemotoren. På mange af turene har jeg haft selskab af enten en veninde, mine forældre eller en her fra matriklen. Jeg elsker konceptet med at kunne klare mig selv og køre hvorhen jeg vil. Den følelse er uforlignelig og nok svær helt at sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det. Derudover er det en ret fed årstid at trille rundt på, for der er bær, svampe og den der duft af efterår ik?!

Porseplukning

(maxfart med Klaxon 21,4 km/t #PissesurMor)

 

Apropos snublende hverdag, så snublede den desværre pludseligt så meget i sidste uge, at det føltes som et los lige i panden. Jeg er meget sjældent syg, eller jeg er ihvertfald yderst sjældent syg i et omfang, så jeg må kapitulere til den ondeste migræne og melde mig syg i tre dage fra arbejde. ØV! Det var virkelig lort, både fordi jeg er enormt ringe til at sende en sms med “Chef, jeg er syg og kommer kun tilbage, hvis min hjerne ikke eksploderer“, men også fordi jeg så ikke kunne komme ud at race om kap med den gamle hanhund. Nu havde min enfoldige hanhund ellers lige vænnet sig til at jeg mente det, når jeg med høj skabet stemme sagde “skal vi ud at gå tur, skal vi det hva? skal vi? Skal vi deeet… ud at gå tur!”, og at jeg rent faktisk følger med og ikke bare blev siddende i bagagerummet, mens han lunter lidt distræt rundt i skoven (#stakkelshund).

Nåh! Status er at jeg har ikke ondt i roen mere, jeg drøner atter rundt i min kørestol med hanhunden, og jeg prøver at følge med i alt det der sker omkring mig. Og det er ikke så lidt! Jeg har to blogindlæg, som jeg brænder for at skrive, for det er nogle for mig væsentlige ting at dele med jer, men ikke nu. Ikke i dette indlæg, som skal have lov at være et ligegyldig papskidsindlæg uden dybere tanker, men som udelukkende er skrevet ud fra den betragtning, at jeg bliver så glad, når viljen vinder over den ordbøvlende mudderhjerne, og jeg kan trykke “udgiv” og belemre dig med læsestof.

Jeg har besluttet mig for, at jeg i en periode vil skrive oftere end jeg har mønstret den seneste tid, for jeg kan mærke at min hjernes modvillighed med at formulere sætninger skal have et spark i røven. Derfor! Det glæder mig at kunne fortælle, at du er som læser hermed en del af et eksperiment, der går ud på at få min hjerne i omdrejninger igen. Jeg lover, at hvis det lykkes, så kommer de to brændende indlæg snart. Jeg kan røbe så meget, at det ene handler om hvor meget suppe man kan koge på en balancevest og det andet handler om, hvordan man får styr på tankerne om at rejse til Bali med kørestol.

Jeg håber inderligt, at du er med på skriveeksperimentet. Hvis jeg havde råd, ville jeg belønne din indsats med både en ferie til Kreta, en ny bil og koncert med Johnny Madsen, men mine økonomiske omstændigheder taget i betragtning må du nøjes med at deltage helt ubetalt i et eksperiment, som hverken hjælper videnskaben eller redder aber i junglen.

På forhånd tak for din deltagelse! Og god læselyst!

Du ville måske også kunne lide

12 Kommentarer

  • Send svar
    Hanne -Lene Hvid Dreesen
    12. september 2018 kl. 7:48

    Kære Charlotte jeg følger jo kun din blog af alle blogs. Så helt ærligt – jeg har da savnet dine skæve, sjove og tragikomiske indlæg . Så skriv endelig . Jeg venter …..
    Knus Hanne -Lene

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      12. september 2018 kl. 17:19

      Søde Hanne-Lene, tænk lige over hvor heldig og beæret jeg er! Af alle blogs i hele verden (og der er fandme mange), er det min som du læser. Hurra! Jeg lover dig at gøre mit bedste for at dette her eksperiment går over i historien som vellykket! Jeg bestræber mig på at der både kommer et væld af papskidsindlæg, meningsfulde indlæg, korte indlæg og måske et enkelt fuld af løgn 🙂

      Kh Charlotte

      • Send svar
        Hanne -Lene Hvid Dreesen
        12. september 2018 kl. 17:28

        Kan ikke vente 🥂Knus

  • Send svar
    Lena
    12. september 2018 kl. 8:08

    Hej Charlotte. Jeg elsker dine papskidsindlæg lige så meget som dine andre indlæg. De kan være en inspiration til at gøre ting anderledes, komme ud af navlepilleriet eller give mig en glæde over at det ikke kun er mig der har gummiben eller lign. udfordringer. Desuden har jeg som regne et smil på læben når jeg har læst færdig eller en tåre på kinden.
    Tak for dig og forsæt endelig!

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      12. september 2018 kl. 17:22

      Hey Lena
      Jeg er vild med at papskidsord kan være inspirerende og med til at sparke dig videre med fingeren ude af navlen (jeg hader nemlig navler…) Tak fordi du skriver herinde og tak for ordene. Jeg vil gøre mit for at lykkes med eksperimentet 🙂

      Kh Charlotte

  • Send svar
    Gitte Foersom
    12. september 2018 kl. 14:50

    Hej Charlotte, jeg har fulgt dine indlæg de sidste 3 år, og jeg nyder altid at læse dem. Jeg elsker din måde at skrive på, så fortsæt endeligt – jeg ville savne dine indlæg, hvis du skrev en dagbog til skuffen i stedet.
    Kh Gitte

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      12. september 2018 kl. 17:26

      Kæreste Gitte
      Og jeg elsker at du fortæller mig det! Jeg er vist inde i en lille fase, hvor jeg ikke rigtig kan komme i gang med at skrive, for hvad nu hvis ingen gider at læse med, og hvad nu hvis mine ord bliver ligegyldige for andre end mig. Uagtet at jeg godt ved, at mange kan bruge mine tanker og ord til mere end tom ugebladslæsning.

      Jeg har med det her eksperiment besluttet at stramme op. Tage mig sammen og hjælpe min hjerne på vej og stoppe med at agere som en dramaqueen. Jeg kan jo godt (sagde mokken til sig selv og tænkte over næste blogindlæg 😉

  • Send svar
    Käte Flindt
    12. september 2018 kl. 17:20

    Kære Charlotte
    Dine indlæg har været til inspiration og glæde for min mand og mig🙏🏻og ikke mindst dem, som har læst dem på min Facebook. Du har en uvurderlig evne til at gøre forfærdelige ting sjove og let forståelige for dem omkring os, som ikke aner, hvad vi oplever/er udsat for. Tusind tak for det!! Bliv endelig ved. Jeg vil glæde mig til fortsat at blive inspireret, glad, trist og overrasket😊
    Mange taknemmelige knus
    Käte

    • Send svar
      Charlotte Holmboe
      12. september 2018 kl. 17:32

      Kære Käte
      Det er da mig som er taknemmelig for at du vil bruge tid på at læse med! Og endnu mere at du har lokket din mand til det også (han må være en yderst medgørlig husbond ;-)) Det er fedt at få kommentarer herinde på bloggen, for det skaber meget mere liv. Så tak for din respons 🙂 Jeg vil gøre mit ypperste for at blive ved med at skrive mere regelmæssigt, for jeg bilder mig ind at det hjælper med at kickstarte min bøvlede hjerne.

      Stort knus
      Charlotte

      ps Hils din mand og giv ham et anerkendende klap på skulderen fra mig!

  • Send svar
    Nina Illum Seistrup
    14. september 2018 kl. 11:08

    Kæreste Charlotte
    Den med hæftet og skuffen er en ualmindelig dårlig idé 😨 Vi er rigtig mange, der nødig vil undvære dine finurlige, sjove, bevægende og smukke indlæg.
    Jeg tror, at du gør noget rigtig, rigtig godt for rigtig, rigtig mange mennesker (mig fx) når du deler dine tanker på din blog, så bliv endelig ved med det ❤
    Kærligste hilsner fra damen på apoteket 😊

  • Send svar
    Charlotte Holmboe
    17. september 2018 kl. 18:19

    Åh søde Nina (aka min gode ven fra apoteket ;-)) Jeg skal nok blive ved med at skrive, og jeg er så glad for at du sparker til min skrivelyst.
    Kærlig hilsen
    Charlotte

  • Skriv et svar til Käte Flindt Annuller kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.