Papskidsopdatering eller “Vil du deltage i mit skriveeksperiment?”Ca. 5 minutters læsning

[dropcap]J[/dropcap]eg har haft den her ting kørende i hovedet. I lidt for lang tid faktisk. Jeg vågner om morgenen og ærger mig over, at jeg ikke fik skrevet et blogindlæg dagen før, hvor jeg oplevede noget, der var værd at berige jer med. Så beslutter jeg mig for, at det må være ligemeget, for måske er det faktisk slet ikke så meget værd for andre end mig selv. Og ordene i min hjerne vil ikke stille sig i den rigtige rækkefølge. Måske skulle jeg bare skrive dagbog i et hæfte i stedet og lægge i skuffen (#kæredagbog).

Og med disse tanker om dagbog vs blog har den ene hverdag snublet over den anden, uden at jeg får skrevet andet end hverdags-huskesedler på små gule stykker papir, så hverdagen er knap så snublende. Faktisk er det så længe siden, jeg har skrevet noget, at Hjalte har i mellemtiden været en uge i prag, hvilket tydeligvis var en tur uden det store savn af moderen. Nedenstående SMS udveksling foreligger som dokumentation for den eneste kontakt, jeg havde med drengen i den uge (#SkridUdAfMinTelefonMor)

Men det var vist en fed tur. Han var ihvertfald træt ud over det hele ved hjemkomsten og sov (no shit) en hel dag og kunne om aftenen berette om klam mad, beskidt hotel og billigt slik. Alt var med andre ord lige som det skulle være!

Mens Hjalte var i Prag med klassen kørte jeg rundt og rundt. Hver dag har jeg været vidt omkring i min kørestol med hjælpemotoren. På mange af turene har jeg haft selskab af enten en veninde, mine forældre eller en her fra matriklen. Jeg elsker konceptet med at kunne klare mig selv og køre hvorhen jeg vil. Den følelse er uforlignelig og nok svær helt at sætte sig ind i, hvis man ikke har prøvet det. Derudover er det en ret fed årstid at trille rundt på, for der er bær, svampe og den der duft af efterår ik?!

Porseplukning

(maxfart med Klaxon 21,4 km/t #PissesurMor)

Apropos snublende hverdag, så snublede den desværre pludseligt så meget i sidste uge, at det føltes som et los lige i panden. Jeg er meget sjældent syg, eller jeg er ihvertfald yderst sjældent syg i et omfang, så jeg må kapitulere til den ondeste migræne og melde mig syg i tre dage fra arbejde. ØV! Det var virkelig lort, både fordi jeg er enormt ringe til at sende en sms med “Chef, jeg er syg og kommer kun tilbage, hvis min hjerne ikke eksploderer“, men også fordi jeg så ikke kunne komme ud at race om kap med den gamle hanhund. Nu havde min enfoldige hanhund ellers lige vænnet sig til at jeg mente det, når jeg med høj skabet stemme sagde “skal vi ud at gå tur, skal vi det hva? skal vi? Skal vi deeet… ud at gå tur!”, og at jeg rent faktisk følger med og ikke bare blev siddende i bagagerummet, mens han lunter lidt distræt rundt i skoven (#stakkelshund).

Nåh! Status er at jeg har ikke ondt i roen mere, jeg drøner atter rundt i min kørestol med hanhunden, og jeg prøver at følge med i alt det der sker omkring mig. Og det er ikke så lidt! Jeg har to blogindlæg, som jeg brænder for at skrive, for det er nogle for mig væsentlige ting at dele med jer, men ikke nu. Ikke i dette indlæg, som skal have lov at være et ligegyldig papskidsindlæg uden dybere tanker, men som udelukkende er skrevet ud fra den betragtning, at jeg bliver så glad, når viljen vinder over den ordbøvlende mudderhjerne, og jeg kan trykke “udgiv” og belemre dig med læsestof.

Jeg har besluttet mig for, at jeg i en periode vil skrive oftere end jeg har mønstret den seneste tid, for jeg kan mærke at min hjernes modvillighed med at formulere sætninger skal have et spark i røven. Derfor! Det glæder mig at kunne fortælle, at du er som læser hermed en del af et eksperiment, der går ud på at få min hjerne i omdrejninger igen. Jeg lover, at hvis det lykkes, så kommer de to brændende indlæg snart. Jeg kan røbe så meget, at det ene handler om hvor meget suppe man kan koge på en balancevest og det andet handler om, hvordan man får styr på tankerne om at rejse til Bali med kørestol.

Jeg håber inderligt, at du er med på skriveeksperimentet. Hvis jeg havde råd, ville jeg belønne din indsats med både en ferie til Kreta, en ny bil og koncert med Johnny Madsen, men mine økonomiske omstændigheder taget i betragtning må du nøjes med at deltage helt ubetalt i et eksperiment, som hverken hjælper videnskaben eller redder aber i junglen.

På forhånd tak for din deltagelse! Og god læselyst!