Det er jo bare en label, Charlotte!Ca. 4 minutters læsning

Hvert år til jul får alle ansatte på mit arbejde en kasse fuld af lækre delikatesser, som vi kan nyde i julen. Således også  i år. Gavekasserne skal afhentes på lærerværelset, hvor de står stablet oven på hinanden. Derfor kan man på VUC Syd hvert år i december se forventningsfulde ansatte gå og lede efter netop den kasse, hvorpå deres navn står.

Der stod jeg så i dag og læste “Bettina Hansen Had… Svend Mortensen Had… Signe Jørgensen Had…” osv! Lad mig skynde mig at afsløre, at det der “Had” i slutningen af hvert navn ikke er udtryk for stemningen på min arbejdsplads, men derimod en forkortelse for “Haderslev”.

Endelig fandt jeg min kasse allernederst i en bunke med fem kasser ovenpå. Min kasse var noget for sig selv, der stod nemlig:

Der er mange måder at reagere på, når man læser sådan en label…

1. Man kan f.eks. tænke: “Ja, det er korrekt. Superdejligt at ingen i firmaet er i tvivl om mine ansættelsesvilkår”
2. Man kan vælge højlydt at bebrejde den labelansvarlige for at anse det for nødvendigt at skrive “flexjob” på min gave, når ingen af de andres label indeholder så meget som et stikord om deres ansættelsesvilkår. Og så ovenikøbet stave ‘flexjob’ forkert på kassen til en ordblindelærer (emsig.dk).
3. Man kan også beslutte sig for at finde ud af om en julegave til én i fleksjob betyder, at hun så kun skal have halvt så meget i gave som de andre ansatte, når hun jo ikke er til stede i ligeså mange timer? Men så er man nødt til at åbne nogle af kollegernes gavekasser (det kan godt lade sig gøre har jeg hørt, og hende i fleksjob får nøjagtig det samme som de andre med almindelige ansættelsesvilkår – jeg tog ikke noget fra de andre kasser!)
4. Og endelig kan man som fleksjobsansat modent vælge at tænke “Slap af Charlotte, det er jo bare en label“.

Og det er jo det det er! Det er bare en label. Men det er en label, som jeg ikke kan slippe af med. Den label, som var klistret på gavekassen i dag, slog mig en smule ud, for guderne skal vide, at der ingen risiko er for, at jeg glemmer, at jeg i fleksjob! Jeg bliver mindet om det hver eneste dag! Jeg har nemlig en sygdom som betyder, at jeg kan ikke holde til at arbejde mere end 13 timer om ugen! Jeg passer mit arbejde og er smadret, når jeg har fri! Jeg bruger så sindssygt mange kræfter på at passe mit arbejde og er så bange for ikke at kunne blive ved med det! Eller gøre det godt nok! Eller hurtigt nok!

Alt det er ikke noget jeg skilter med i arbejdstiden, for jeg er så glad for min arbejdsplads og de opgaver som jeg har, og jeg nyder, at jeg har fantastiske kolleger, hvor jeg føler mig værdsat og inddraget. Jeg bilder mig ind, at de færreste ser mig som “Charlotte Holmboe Flexjob”, og det er jeg dybt taknemmelig for.

Gaveindholdet fra mit arbejde er virkelig superlækkert, og jeg er henrykt for at have fået gaven lige præcis i dag, for Peter er til julefrokost, så jeg er gået ombord i det meget fine lakridskonfekt som fulgte med. Hjalte ligger i den anden ende af sofaen, og med jævne mellemrum lyder der et “gi’ én mutti“. Jeppe er i biffen med vennerne, og Freja skriver opgave. Således er opgaverne retfærdigt fordelt herhjemme.

Nåh ja, jeg kan da her på falderebet afsløre, at jeg i dag gjorde brug af punkt 2 og 3 i ovenstående “måder at reagere på” liste!

Tak for gaven kære chef! Jeg er glad for den – virkelig! Hvis jeg er så heldig at komme i betragtning til en julegave næste år, så er det helt i orden med mig, hvis den labelansvarlige nøjes med at skrive “Charlotte Holmboe” eller for den sags skyld “Charlotte Holmboe, Månedens Medarbejder“. Det bliver jeg altså ikke vred over!