1 I Familieliv

Lækker langsom lørdagCa. 5 minutters læsning

Lørdagen er forløbet som lørdag skal, når lørdag er lækker og langsom! Jeg vågnede godt nok først klokken 9.30 til lyden af Freja, der var ved at gøre sig klar til at komme på arbejde i golfklubben. Morgenen var dermed kortet af med to timer for mit vedkommende, og jeg nåede ikke at nyde stilheden i sofaen med min kaffe, inden de andre kom op til overfladen.

Pyt med det, for så besluttede jeg mig da bare for, at der nu var så lidt tilbage af dagen, at jeg ligeså godt  kunne beholde mit nattøj på. Og jeg har faktisk ikke fået mig viklet ud af det endnu. Så her sidder jeg sidst på aftenen i min sofa med både lidt rødbedesaft på natbukserne og kaffepletter på natblusen. Det føles rigtig meget OK og lige som det skal være på sådan en langsom lørdag.

Det kan godt være, at jeg i dag ligner noget, der er løgn, og at mit hår er i en position, der ikke engang fortjener at blive kategoriseret som en frisure, men jeg har råhygget på matriklen. Jeg har nusset rundt og lavet lidt ingenting, læst i min bog både inde i min seng, (mens Peter pakkede sin kuffert til sin Finlandstur i morgen), ude i mit glashus, mens regnen dryppede udenfor og endelig inde i min elskede sofa, hvor jeg også drak min Gin/Tonic, som Peter syntes jeg trængte til, fordi jeg havde været så husmoragtig at stryge hans skjorte, mens han var inde at træne.

Apropos træning ik?! Så kan jeg i dag mærke, hvor gnaven jeg var i går morges til træning. Hold nu op altså, hvor har jeg bare ondt i mine baller, lår, haser og lægmuskler. Det føles faktisk en lille smule usundt. Det hjælper så heller ikke, at jeg ligner en Old Boy fordboldspiller med lort i bukserne, når jeg går. Nåh, det går over, og det er jo ret beset en god ting, at jeg kan mærke mine muskler. Så rigeligt!

Og apropos Finland, så flyver Peter til Finland i morgen sammen med hans smadder søde kollega. Jeg kan mærke på ham, at han ikke er voldsomt tændt på at skulle afsted, men den store formildende omstændighed er, at han skal rejse med hende kollegaen, for de er lykkes supergodt med at rejse sammen før. At der så i programmet er planlagt, at han så skal i sauna sammen med en masse andre, som han ikke kender bliver “anderledes”. Og at busturen fra lufthavn til destinationen varer fire timer bliver lang og kræver en god lydbog samt mange poser søde sager, har han også forberedt sig på.

Jeg derimod forbereder mig på at kysse Peter god tur i morgen tidlig og derefter smide Jeppe og Hjalte i Berlingoen for at køre til fætterens fødselsdag i Århus i morgen. Det bliver rigtig hyggeligt, og jeg glæder mig meget til at se dem alle. Vi slutter dagen i Århus af med at besøge min storebror, som netop har købt en fed lejlighed, som vi skal se. Ham glæder jeg mig også til at se.

Sidst Peter var afsted for knap et par måneder siden, tog han til Island. Dengang malede jeg vores møbler sorte uden han vidste det. Denne gang har jeg ikke tænkt mig at lave hemmeligheder planer, til han kommer hjem. Eller jeg har én plan, men den får i at se, hvis jeg lykkes med den…

Apropos søde sager, så kom Peter hjem fra træning i eftermiddags med otte ruller toiletpapir, tre liter mælk og en Othello lagkage. Der findes ikke noget kage i hele verden som kan få mit hjerte til at banke så lystigt og mine smagsløg til at gå bananas som Othello Lagkage kan.

Faktisk burde Othello Lagkage være lovpligtigt en gang om ugen!

Og nu mine damer og herrer, er vi endelig nået til punktet “Apropos absolut ingenting!“. Jeg har som den dårlige mor jeg er, har siddet og grinet helt for mig selv i dag over denne SMS, som jeg fandt, da jeg ryddede op i mine beskeder. Nedenstående udspillede sig for ca. et år siden. Jeg sad ude i glashuset og hyggede, da min strømting gik amok med bimlen og bamlen, fordi min fjernbetjening til den ligger inde i min taske (HA! i slipper heller ikke for snak om min strømting i det her indlæg). Freja var på sit værelse, og jeg orker ikke at gå ind, så derfor sendte jeg denne SMS til hende:

 

Børn er sgu så søde! Og nemme! og helt vidunderlige!

God søndag til alle hilsen fra skodmor.dk

Du ville måske også kunne lide

1 Kommentar

  • Send svar
    Birgit
    29. juli 2017 kl. 22:14

    Rigtig god tur i morgen 😜😂😜😂🚗

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.