[dropcap]J[/dropcap]eg har i dag taget en beslutning! Jeg plejer at have let nok ved at træffe en beslutning og gå efter den, men den her har været længe undervejs. Eller rettere, jeg har ikke tænkt den som en mulighed. Men jeg er så led og ked af at min strømting er i stykker igen, at jeg i formiddags ringede til visitationen. Visitationen er den afdeling i kommunen, der har bevilliget min strømting, og dermed også har betalt de virkelig mange penge, som den har kostet. Jeg fortalte min visitator om min udfordring med at skulle undvære mit hjælpemiddel så tit, fordi det så ofte går i stykker og skal repareres hos bandagisten.
Jeg fortalte også om Bandagiscentrets udfordring med at få repareret skidtet og om de 16 (seksten!) gange, jeg i løbet af de seneste 10 (ti!) måneder har været i enten Sønderborg, Vejle, Århus, Odense eller Haderslev, fordi hver reparation og tilpasning kræver en indstilling af strømmen og derfor afprøvning på mit ben. Endelig gjorde jeg klart, hvor mange kræfter jeg bruger på at skulle tage en dag ud af kalenderen for at få den repareret, fordi det hver gang skal foregå på min ugentlig fridag, som jo egentlig er beregnet til at hvile og blive klar til arbejde dagen efter.
Min visitator var ikke klar over, at min strømting har krævet så mange reparationer og justeringer, og hun var enig med mig i, at dette ikke var rimeligt, og at hun selvfølgelig nu tager over og kontakter, hvem der nu skal kontaktes. Jeg håber, at min beslutning om at få visitationen på banen får mine skuldre ned på plads, min hjerne til at tænke mere positivt og at jeg allervigtigst får mit hjælpemiddel og min førlighed tilbage igen. Jeg er så brugt op over at min førlighed er fucked, når jeg samtidig ved, at min strømting kan råde bod på det.
Beslutninger på et helt andet plan er blevet taget inde på det ene drengeværelse i eftermiddags. Jeppe skal nemlig til London på torsdag. Til sin konfirmation i april fik han en gave af sin farmor og farfar. Gaven var en tur til London, hvor de skal hygge, shoppe, tjekke seværdigheder og bare være sammen. Jeppe glæder sig mindst ligeså meget som sine bedsteforældre.
Men hvad skal man ha’ med? Hvor varmt bliver det? Hvor langt skal man gå om dagen – og kræver det flere par sko? Er det overhovedet nødvendigt med mere end én T-shirt? Og hvad med shampoo, dyne, penge, oplader og morgenmad?
Jeppe har lavet en liste, streget ud og streget under, og jeg tror, han er ved at være klar – også i tankerne. Han har taget en vigtig beslutning om at have plads nok i kufferten til lidt indkøb og minder.
Os andre? Vi bliver hjemme og går på arbejde, mens vi ved at Jeppe og hans elskede bedsteforældre holder gang i London og nyder livet og hinanden.
Ingen kommentarer