RøvCa. 5 minutters læsning

Det er hvad det er lige nu!

Røvlort og pissetræls! I dag har jeg for eksempel haft gang i alle de hjælpemidler, jeg kunne finde. Badestol, krykke, rollator og kørestol. Det er fandeme ikke sjovt. Heller ikke når jeg samtidig forsøger at bilde alle vores fødselsdagsgæster ind, at “det er som det er, og det går nok”

Ingen af bedsteforældrene kunne selvfølgelig undgå at bemærke, at jeg havde pænt store problemer med at bevæge de visne ben, da vi holdt Hjaltes fødselsdag i det smukkeste solskinsvejr i dag. Ingen talte rigtig om det eller kommenterede det, men alle hjalp med det, jeg plejer at stå for på sådan en dag. Mig? jeg sad mest på en stol i solen og hyggede. Det er som om, at mit venstre ben vifter med det hvide flag og har besluttet sig for at opgive kampen med at gå. Mit højre ben, min hofte og ryg er så meget på overarbejde, at de fortjener en fridag. Og ekstra lommepenge!

Og så er min dropfodsstimulator gået i stykker igen! Det er noget rigtig skidt, for uden den er jeg da helt ilde stedt! Nu sidder der sikkert et par stykker og tænker “Hun kan sgu da bare bruge sin kørestol“. Og ja! det kan jeg da!

Men det er bare så svært for mig at sidde i en kørestol på arbejde og tage imod nye kursister, som måske har det ligesom fordumsfulde mig, når jeg ser folk i kørestol for første gang… (ja! jeg skammer mig over mit fordumsfulde jeg!)

Og det er også svært for mig:

At åbne tunge døre.

At hente en kop varm kaffe uden at undgå at spilde det hele ned i skridtet, inden jeg når hen til mit skrivebord.

At sidde i kørestolen med den der kvalmende fornemmelse af, at folk tænker “Åh Gud, står det nu så skidt til…“, og føle at jeg skal smile mit “Jeg er helt OK” smil, fordi jeg ikke har lyst til at snakke om, hvor latterligt mine ben opfører sig, og hvor træls jeg synes det er.

Men det er, hvad jeg skal, og “det er som det er, og det skal nok gå”

(sagde hun med slet skjult resignation i stemmen)

Og så har min mor forresten skældt mig ud igår! Ude i min have, fordi jeg blev ved med at sige, at jeg nok skulle ordne det selv, og at hun ikke skulle bøvle med det, hver gang hun hev et stykke ukrudt op, vaskede en havestol, bryggede en kop kaffe eller nærmest slog en prut. Jeg var 8 år, sidst min mor kiggede på mig på den her måde og sagde tingene på en måde, som ikke kan misforstås. For både hun og min far vil hjælpe. Og de er gode til det! Det prøvede min mor at forklare sin enfoldige og stædige datter. Hun sluttede “skæld uden” af med at sige “Vi kan jo for pokker ikke tage din sygdom fra dig skat, men vi kan hjælpe dig med haven, så lad os dog gøre det altså!“. Jeg sad på min rollator og slog blikket ned, både i taknemmelighed, og fordi hun har jo ret. Så vi gav hånd og kys på, at de godt må hjælpe, uden jeg blander mig meget! Og jeg elsker dem for det!

Jeg er faktisk inden i en stime med skæld ud for tiden, for i sidste uge var det min veninde, som skældte ud. Hun sagde det samme som min mor! Eller hun sagde også “Ej, Du er fandeme svær at hjælpe, du er!“. Hende elsker jeg også!

Peter, han skældte ud i morges, fordi jeg gryntede og øffede helt forfærdeligt, inden gæsterne kom. Det var mest sår’n en omgang “offer-grynt“, og hvis der er noget, som giver Peter allergi, så er det folk i offerrollen. Jeg trængte til at komme ud af rollen, så Peter fik et kys og et undskyld! Ham Peter elsker jeg helt vildt!

Mig? jeg har ikke rigtig skældt nogen ud. Men jeg har taget billeder af solskin og blomster inde i min søde nabos have i eftermiddags, da alle gæster var gået hjem. I morgen får jeg besøg af min gymnasieveninde, som jeg bogstaveligt talt ikke har set i en million år! Jeg glæder mig så meget, og hun skal sidde ude i mit glashus og forkæles.

Jeg er en sclerosemæt brokrøv. Jeg ved det godt. Og et indlæg som det her fortjener egentlig slet ikke opmærksomhed på den smukkeste solskinsdag i 2017. Men det er status lige nu, og dermed min virkelighed for tiden.