I tirsdags tog Peter og jeg turen til Sønderborg Sygehus for at få svar på, hvad min neuropsykologiske undersøgelse fra april viste. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde regnet med. Og det er jeg for den sags skyld stadig lidt i tvivl om.
Men jeg havde ihvertfald ikke regnet med at neuropsykologen var så positiv i forhold til min hjerne og dens formåen. Hun fortalte at jeg er på niveau med andre dødelige raske mennesker rent kognitivt, men at hun da godt kunne se, at testresultaterne ikke var helt så gode, som da jeg var igennem den samme undersøgelse for ca 7 år siden.
Det var lidt med en følelse af bestået/ikke bestået, da neuropsykologen begyndte at fortælle om, hvori mine kognitive udfordringer består. Kort fortalt, så viste undersøgelsen, at det ikke står helt skidt til med mig og min hjerne. Jeg løste de fleste af opgaverne tilfredsstillende. Neuropsykologen så dog et gennemgående træk ved måden, jeg løste næsten alle opgaverne på, og det var at jeg havde for travlt! Men jeg tænker, at når jeg sidder overfor en person som har et stopur klar, og vedkommende beder mig om at løse en opgave på tid (uden at vide hvor lang tid, jeg bliver givet), så sprinter jeg, og så handler det altså om at “komme først”.
Men ligesom ude i den virkelige verden, er det tydeligvis ikke altid skidesmart at skynde sig for meget.
En anden ting, som hun bemærkede var, at jeg i en af opgaverne sjuskede lidt! Neuropsykologen henviste til en tegneopgave, hvor min indsats mest af alt mindede om et svagtseende førskolebarns spæde forsøg på at tegne figurer. Mens hun fortalte, nikkede jeg og gav hende ret i, at det var en frygtelig grim tegning. Peter derimod rømmede sig, og sagde “Med fare for at forplumre den her test, så skal du vide, at Charlotte skriver ligeså grimt som den her tegning, hun har lavet. Men som jeg ser det, er nok mere et udtryk for hendes scleroseramte hånds formåen end noget andet…“. Og det var så, hvad han valgte at byde ind med i den time seancen varede. Kort men godt!
En sidste ting, som viser at en neuropsykologisk test nok er god at lave og at have, men også er svær at spejle sin daglige udfordringer i, er at jeg under hele den neuropsykologiske test bliver guidet i forhold til hvad jeg skulle, hvornår jeg skulle og hvordan jeg skulle. Neuropsykologen agerede med andre ord mine frontallapper i de tre timer undersøgelsen varer.
Og det er netop min hjernes skadede frontallapper, der sætter mig på hårdt arbejde ude i virkeligheden, hvor jeg jo tilbringer mest tid. Når frontallapperne ikke virker helt som de skal, giver det kognitive problemer, som for eksempel koncentrations- og hukommelsesbesvær, besvær med at overskue og planlægge, og jeg bliver let forvirret.
Og træt!
Jeg bliver så forbandet træt.
Det er en træthed, som jeg endnu ikke har haft held med at beskrive, så folk forstår hvad jeg mener. Men det er en træthed så invaliderende, at jeg tager nogle piller, som man giver folk mod narkolepsi (som er en sygdom, hvor man pludselig uden varsel falder i søvn).
Jeg har svært ved at huske at holde pauser. Ikke fordi jeg ikke vil holde dem, men simpelthen fordi jeg er for dårlig til at mærke efter, når jeg har brug for det. Jeg når at blive ret umulig, ufokuseret og opgivende, inden jeg mærker efter, at jeg skal sove. Det kom neuropsykologen også ind på, og sagde at det er smaddervigtigt, at jeg indlægger faste pauser, hvor jeg intet laver (I.N.T.E.T.)! Jeg er meget spændt på, hvordan dette kommer til at fungere på arbejde, hvor jeg jo ikke kan undgå at blive forstyrret hele tiden.
Men nu har jeg sat min alarm til faste tidspunkter i løbet af dagen, hvor jeg skal trække stikket i ti minutter.
Efter en time i selskab med neuropsykologen aftalte vi, at hun sender rapporten om min undersøgelse, når hun har lavet den færdig. Jeg er spændt på at læse mere om, hvad den viser.
På scleroseforeningens hjemmeside kan du selv læse mere om kognitive udfordringer i forbindelse med sclerose her.
Ingen kommentarer