Er mænd virkelig altid sure?Ca. 6 minutters læsning

[dropcap]I[/dropcap] fredags tog min veninde og jeg på stranden. Det gør vi (næsten) hver fredag efter arbejde. Med øl, tæpper og en hel verdenssituation at ordne. Jeg elsker vores tradition med fredagsøl i al slags vejr. Reglen er, at vi skal finde en ny strand hver fredag. Efterhånden er strandene i rimelig radius dog ved at være besøgt, hvorfor vi da også både har siddet på en kirkegård og i bilen på en havn et par fredage.

I fredags ville vi havet med udsigt og lugten af tang. Vi kørte langt for at nå et nyt spot, hvor vi fik begge dele opfyldt. Og det var det værd!

Det er aldrig til at vide, hvor meget verdenssituation, der er at fikse, når vi sidder der med hver vores øl. I fredags  gik snakken bl.a. på forskellen mellem mænd og kvinder, og hvorfor de der mænd (trods alt) er så svære at undvære og samtidig så svære at forstå. Jeg fortalte om en film, Peter og jeg så for nogle år siden. En engelsk film som på smukkeste vis tegner et billede af, hvordan kærlighed (også) kan se ud, og hvor forskelligt mænd og kvinder tackler sygdom og livet.

Filmen hedder “En sang for Marion“, og jeg skrev faktisk dengang et blogindlæg om de tanker, filmen satte i gang hos mig. Jeg er normalt ikke fan af at genudsende blogindlæg, men lige netop det her indlæg tåler det. Eller ihvertfald et redigeret uddrag af det…

Genudsendelse

Jeg hader “øf og møf”. Jeg hader også, når jeg ved, at det er bekymringer og usikkerhed omkring mig og sclerosen, som er startskuddet til uoverensstemmelsen.

Typisk handler det om, at jeg har nogle klare forventninger og forslag til aktiviteter, som bliver nedstemt af Peter. Og SÅ går jeg i gang med kataloget af argumenter for, hvorfor min idé er ufravigelig genial, og vil gøre lige præcis denne dag helt speciel!

Peters modargumenter bliver konsekvent mødt af mit: “Men, det er fordi du ikke forstår, hvad jeg mener… Årh du virker så sur!” Vi har spillet dette teaterstykke nogle gange i løbet af de sidste 21 år efterhånden, så replikkerne sidder lige i skabet, og afviger sjældent fra manuskriptet.

I går aftes var der hverken øf eller møf, men alligevel udviklede aftenen sig lidt anderledes end forventet…Vi var lige kommet hjem fra en superhyggelig cafétur, fandt vores pladser i sofaen og tændte for den engelske film “En sang for Marion“.

Der gik ikke mere end 6 minutter, så trillede tårerne, og jeg havde mascara på kinderne og ærmerne.

Filmen handler kort fortalt om et ældre ægtepar, hvor konen, Marion, som er møgsyg af kræft kæmper for at vise sig selv og verden, at hun er OK og kan det hele. Marions mand, Arthur, derimod er pissesur og negativ hele tiden, og virker som om han ikke under hende at gå til kor og dyrke veninderne, selv når hun faktisk ikke kan slæbe sig afsted!

NEJ, HAN ER JO IKKE SUR!!

Den stakkels gamle mand er møghamrende ked af det, bekymret, superbange og så skingrende afmægtig som nogen mand kan være for at miste kvinden i sit liv. Han passer på hende, på sin egen sære knudemandagtige måde. Han gør det som mange mænd gør bedst for at hjælpe og støtte. Han kører hende, han bærer hende og han lytter og grynter lidt som svar, når hun fortæller om alle de glade ting hun oplever (uden ham), og alle de angsttanker hun har (med ham) Han bruger ikke mange ord eller kram. Men ham Arthur, han er der for Marion…

De to gamle mennesker elsker hinanden. De kan ikke undvære hinanden og de hører sammen. Men hooold nu op, hvor er de forskellige i deres måder at takle sygdom på.

Jeg græd og græd og græd til den film, for jeg kunne genkende mig selv og Peter i mange af de scener.

Jeg vil så meget, og han siger stop. Jeg siger så meget, og han får en prop.

Det kræver sin mand at være gift med en kronisk syg, som ikke kender sine begrænsninger. Og det kræver sin mand at skulle være ham, der siger nej.

Jeg VED, at Peter gør det for min skyld. Fordi han elsker mig og os to sammen. Og jeg både elsker ham og hader ham lidt for at gøre det. Altså at sige nej! Jeg ved så også, at han hader at have rollen som “nej” sigeren. Jeg er blevet bedre til at forstå, at et “nej” fra Peter skal betragtes som en investering i mit helbred…

Inde på facebook i de sclerosefora jeg er medlem af, oplever jeg at en del (især kvinder) ikke føler sig forstået af deres mand. Mænd græder ikke! mænd sætter sig heller ikke ned og siger

“Hør her Bodil, jeg er simpelthen så drønhamrende ked af at du er syg. Vil du være ked af, at vi lige snakker lidt om det…“.

Nææh, en mand holder sin forbandede afmagt for sig selv. Prøver at leve op til rollen som ham, der skal holde sammen på tingene, på konen og sit eget (forandrede) liv. Prøver måske med tavshed at tvinge en normal hverdag frem. En hverdag uden sygesnak og problemstillinger, som han ikke kan løse med hverken muskler, intelligens eller penge.

Lad os give dem en chance, de kære mænd. Huske at fortælle dem, når vi har det godt og vise at vi elsker dem – også når de opfører sig som nogle nogle blinde amøber 😉 De har fortjent os og vi har fortjent dem.

En klog psykolog fortalte mig engang, at afmagt er det eneste tabu, der er tilbage i den vestlige verden.

Jeg tror på, at hun har ret!