Neuropsykologen og migCa. 6 minutters læsning

Igår fyldte bloggen 1 år. Men det havde jeg ikke tid til at fejre med hverken kage, flag eller alt det andet, som ellers gør en fødselsdag både festlig og mindeværdig. Jeg tilbragte nemlig hele formiddagen på Sønderborg Sygehus. For en uges tid siden blev jeg indkaldt til en neuropsykologisk undersøgelse for at få afdækket hvordan min hjerne fungerer. Sagt med andre ord skulle mit nuvæ­rende kognitive funktionsniveau samt en eventuelt forringelse af enkeltfunktioner tjekkes.

Jeg mødte derfor op på neurologisk ambulatorium kl. 9 igår morges og tilbragte tre timer på et lille kontor med en virkelig sød psykolog. Hun forklarede mig, hvad der skulle ske, og hvor lang tid vi skulle vride min hjerne. Den neuropsykologiske undersøgelse tog tre timer og bestod af to dele.

Lad mig fortælle lidt om første del, som var et interview, der havde til formål at få overblik over mit tidligere og nuværende psykosociale funktionsniveau (uddannelse, beskæftigelse, interesser, tidligere sygdomme, medicinforbrug, nuværende symptomer – både kognitive og fysiske).

Jeg har for vane at være vældig utilpas og helt spændt i hele kroppen, når fokus er på mig og alt det som jeg har svært ved på grund af sclerosen. Snakken med psykologen igår var helt anderledes. Jeg slappede af og svarede ærligt på alle de ting, hun spurgte om. Jeg havde hjemmefra lovet både Peter og mig selv, at jeg ikke ville lyve mig bedre end jeg har det, og at jeg heller ikke ville gi’ den som “sjove” Charlotte for at lægge røgslør ud over mine udfordringer.

Psykologen spurgte ind til virkelig mange ting, og jeg kan faktisk kun huske et par af spørgsmålene. Nogle af spørgsmålene skulle jeg tænke over, andre var faktaspørgsmål omkring mit helbred, som ikke var svære at svare på. Og så stillede hun et spørgsmål, som stadig står helt klart for mig og som får mig til at smile tilfreds:

Er du den samme person som for nogle år siden?

Jeg behøvede tydeligvis ikke at grave ned og mærke efter, men svarede forbavsende hurtigt

Næh.. faktisk ikke! Jeg er sgu blevet en bedre udgave af mig selv. Jeg kan faktisk godt li’ at være sammen med mig!

Ordene kom så hurtigt og uden snerten af behørig beskedenhed, at det tog fusen på mig. Jeg er sikker på, at psykologen kunne mærke det, for hun stoppede med at skrive noter til sig selv og smilede, da jeg mumlede “Ej, sagde jeg lige det?“, mens jeg smilede lidt forlegent.

Jeg har tænkt meget over mit svar på spørgsmål om jeg er den samme for nogle år siden, og jeg kan ikke være andet end tilfreds med, at jeg har det sådan, som jeg har det i dag. Det vidner jo om, at jeg har fået mere viden om min sygdom, livet og er blevet bedre til at leve i og med de bump, begge dele byder mig. Jeg har lært at lykkefølelsen og selvrespekten vokser med min viden om mig selv!

Psykologen og jeg talte også om, hvad der giver mig energi. Jeg nævnte bloggen for hende, og fortalte at jeg skriver, fordi jeg synes det er både sjovt og svært og at det træner min kognition. Jeg fortalte hende, at det der betyder allermest for mig, er at jeg oplever at kunne skrive noget som andre (altså jer jo!) gider at læse og respondere på. Jeg sagde afslutningsvis, at det for mig handler om hele tiden at bruge min sparsomme kræfter på ting, som jeg kan lykkes med og som giver energi, også selvom det er udfordrende. Dette gælder for både menneskerne omkring mig, mit arbejde og min fritid.

Og så var interviewdelen (endelig) overstået. Psykologen lagde sine noter på sit skrivebord og fandt samtidig en ordentlig røvfuld tests frem.

Anden del af den neuropsykologiske undersøgelse var skudt i gang!

Serviceinfo: jeg fik ikke brug for servietterne!

Jeg skulle igennem rigtig mange tests. Både mundtlige og papir/blyantopgaver, som skulle måle de forskellige kognitive funktioner (opmærksomhed, hukommelse, problemløsning, overblik m.m.). Nogle af opgaverne var nemme, andre var på tid og så var der dem, hvor jeg reagerede ved frustreret at tale højt med mig selv og mumle lidet anerkendende ord som “idiot” og et “fjolsesnøvl“, mens jeg havde virkelig meget behov for at psykologen hjalp mig eller i det mindste sagde “Det er fint Charlotte, du behøver ikke lave mere“.

Men det behøvede jeg! Jeg løste derfor opgaver i knap to timer med en enkelt lille tissepause lagt ind, fordi psykologen kunne se, at min hjerne var nået kogepunktet, og at øjnene rullede rundt i hovedet på mig.

Jeg overlevede hele undersøgelsen og tør godt byde mig selv det en anden gang. Psykologen var den bedste, og hun sluttede af med at give mig et fast håndtryk og fortælle mig, at jeg faktisk havde klaret de tre timer OK. Hun vil nu skrive rapporten og indkalde mig til om fire uger, hvor vi sammen skal gennemgå alle testene, og hvor jeg regner med at både mine stærke og svage funktioner fremhæves. Jeg ser frem til at få forslag og tips til at klare udfordringerne i min dagligdag.

Da jeg sad i min bil efter endt hjernevridning på sygehuset var jeg så træt, at jeg besluttede at lave et “energiopladningsstop” hos min tante på 77 år, som også bor i Sønderborg. Hun blev så glad og bød både på ro, kaffe, kage, og så havde hun (hold godt fast) købt den smukkeste lilla kjole til mig. Den passer perfekt og klæder mig faktisk rigtig fint (sagde mokken i al ubeskedenhed). Således tanket op med knus og kærlighed kørte jeg hjem til Haderslev, hvor jeg ikke var mange sure sild værd resten af dagen.

Men i dag ik’? I dag har jeg haft en fed dag (igen) på arbejde og Peter laver yndlingsaftensmad. Hjalte og jeg har trillet en tur med kørestol og hanhund i eftermiddagssolen, mens vi fik snakket om hemmeligheder, som ikke rager Jeppe, der jo skal konfirmeres den 22. april.

God weekend allesammen og tusind tak fordi I er så mange, der læser mine ord og hepper på mig. Jeg værdsætter det mere end I aner.