1 I Familieliv/ Fremhævet/ Ikke kategoriseret/ Livet med sclerose/ Mad

Det blev en god søndag!Ca. 3 minutters læsning

[dropcap]I[/dropcap] nat har jeg sovet helt fantastisk uden at blive forstyrret hele tiden af vildfarne ben, der kræver selvstyre. Det kan slet ikke beskrives, hvor skønt det var. Og meget mærkeligt! Især fordi det jo ikke er mere end et døgn siden, at jeg skrev herinde, at mine ben er dumme og opfører sig fælt.

At få seks timers søvn i træk  har jeg ikke prøvet i flere år, så jeg var faktisk helt rundt på gulvet, da jeg vågnede denne søndag morgen. Det har i sandhed været en særlig søndag i dag! Det er nemlig sommerferiens sidste dag for både Jeppe, der skal i 8. klasse og Hjalte, der skal tilbringe sin tid i 7. klasse. I morgen begynder de igen i skole efter maaange ugers ferie uden lektier, madpakker og sure vikarer. Det er ikke som sådan noget, der bidrager positivt til feststemningen herhjemme. Nok nærmere tværtimod…

Freja begynder i 2. g! Men hun skal først i skole på tirsdag, og har mildest talt ikke gjort sig særlig umage med at skjule sin begejstring for dette. Jeg havde ved morgenmaden ikke ret svært ved at vælge hvem, jeg gerne ville tilbringe formiddagen med! Sure sønner eller friske Freja! Så Freja og jeg tog ind at træne. Hun er helt med på, at jeg synes det er frygtelig dumt, at jeg ikke kan cykle mere, så da jeg alligevel valgte at prøve en sidste gang i motionscentret, udbrød hun

Du er sgu cool nok, mor!

FullSizeRenderOg med de ord i baghovedet cyklede jeg lige indtil mit ben spjættede stop og gav op. Jeg cyklede! Godt nok uden modvind, bakker og slagregn, men jeg cyklede altså 1,7 km! Det er OK for mig. Meget mere end OK. Jeg var faktisk så glad og stadig frisk i hovedet efter træningen (og ovenpå den lange nattesøvn), at jeg forbarmede mig over drengenes ynk om deres første skoledag i morgen. Så nu er der bagt pølsehorn og pizzasnegle (også til fryseren).

FullSizeRender-1

 

Blyanterne er blevet spidset, Ipads er ladet op og taskerne er pakket. Så nu kan skoleåret 16/17 bare komme an!

Jeg skal ikke på arbejde i morgen. jeg skal til Urolog på Sønderborg Sygehus. Det er det der med, at jeg ikke kan tisse og måske skal hjælpes lidt på vej. Jeg er ret spændt og en lille bitte smule nervøs. Jeg skal møde op med fyldt blære, så jeg krydser godt nok fingre for, at der ikke er ventetid :-).

NU er jeg træt og vil gå i seng med et afsnit et eller andet på Netflix, så jeg kan være frisk og tisseklar til i morgen 🙂

 

 

Du ville måske også kunne lide

1 Kommentar

  • Send svar
    Gitte Foersom
    10. august 2016 kl. 13:42

    Kære Charlotte, jeg har tænkt på dig hver gang, du skriver om dine dumme ben med spjæt og natlige forstyrrelser. Jeg ved, du har haft sygdommen i mange år. Jeg har kun haft diagnosen i 8 måneder, men jeg har nok haft sygdommen i 28 år, for din beskrivelse af benene svarer fuldstændig til, hvordan mine ben har opført sig i 28 år, og lægerne har også sagt, at det var starten på min sclerose. Nu skal det her ikke handle om mig, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om du mon får medicin for dine ben, og det tænker jeg da, at du gør. Jeg vil bare fortælle, at jeg i ca.10 år har fået medicin for dette – selvsagt ikke ordineret af scleroselæger, men det hjælper mig en del, og scleroselægen har godkendt det. Den originale udgaver hedder Sifrol, og jeg tager 4 x 0,18 mg hver dag. Det kan næsten holde det væk (ca. 90%). Hvis du udelukkende har problemet om natten, vil jeg måske anbefale 1 x 0,36 mg sidst på aftenen. Original medicinen er forholdsvis dyr, men jeg får et kopi produkt. Det varierer men det hedder enten Oprymea eller Pramipexol – samme doseringer som Sifrol. Måske har du fravalgt medicin, det ved jeg ikke, men hvis det ikke er tilfældet, kan jeg varmt anbefale dette. Hvis du gerne vil vide mere, kan jeg sende dig mit telefonnr. De varmeste hilsner Gitte

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.