Helt blød i knæeneCa. 3 minutters læsning

[dropcap]N[/dropcap]år nu vi alle har sukket så meget efter varmen, solen og det danske forår, så føler jeg mig egentlig ret ussel, når jeg i dette blogindlæg faktisk ikke vil andet end at brokke mig! Men jeg gør det alligevel, for denne mandag har da været den mest rø*syge af slagsen.

Jeg har så vildt ondt i mine ben. De har givet helt op og det er kommet i takt med, at graderne udenfor stiger. Jeg vil så gerne være sår’n en, der vimser rundt i den varme forårssol i min florlette svenskinspirerede lyse kjole, mens jeg plukker blomster til en krans, men jeg er i dag typen, der:

• indtager rå mængder af smertestillende piller, for at få bare lidt ud af i dag
• sidder og sidder og sidder, indtil jeg bliver nødt til at stå og stå, fordi benspasmerne driller
• kigger på fugle, blomster, citroner og græs der gror, og så falder jeg lidt i søvn indimellem
• overvejer lidt at skide i vores hæk, fordi jeg er så seriøst træt i mine ben, at jeg ikke magter tanken om at forlade glashuset for at gå ind på toilettet (det gjorde jeg så alligevel og hentede samtidig to piller…)
• fortryder, at jeg ikke har fået lært den gamle hanhund at hente et glas vand til mig.
• venter utålmodigt på at klokken bliver så mange, at der er liv i huset igen, så jeg kan distraheres fra mit ynkelige gi’ op humør og mine forbandede bensmerter.

Jeg har tænkt mange tanker i dag. Selvfølgelig har jeg det! Jeg har jo siddet hele dagen og haft rigeligt af tid til at grave lidt efter de mest uvelkomne og altid tilbagevendende af slagsen. Mange af tankerne kan jeg genkende fra sensommeren sidste år. Der havde jeg nemlig også hammerondt i benene og gik samtidig som en fuld and på langrendsski. Dengang var det et attak jeg havde, og jeg fik derfor medicin, som bremsede attakket, men som samtidig gjorde mig så syg af bivirkninger, at jeg overvejede om behandlingen var det værd.

Jeg tror bestemt ikke det her er et attak!!!

Lige nu er klokken så mange, at temperaturen er til at holde ud, og pillerne så barmhjertige mod mine bløde knæ og smertende stænger, at jeg er livet helt op. Humøret er til at genkende igen, og jeg har lige kigget de billeder igennem, som Peter opfordrede mig til at tage i eftermiddags, da humøret var knap så højt. Han ved, at jeg elsker at lære at tage billeder. Han ved også, at han slipper for at høre på mine suk og støn i de ti minutter, hvor jeg koncentrerer mig om noget andet end bløde knæ 😉

Jeg giver jer derfor et billlede fra i dag af min gode ven “lygtepælssolsorten”. Den sidder mange timer hver dag og synger så smukt oppe på sin “piedestal”. I får også et billede af mit æbletræ, som jeg er fuldstændig vild med. Det er så smukt og lyserødt lige nu, og får de flotteste kæmpestore mørkerøde æbler, når det bliver september.

I morgen skal jeg på arbejde. Det er jeg ret spændt på… Men mon ikke en nattesøvn kan gøre meget ved det her benbøvl? Jeg håber…

ps. Hvis jeg ser bort fra lor**varmen i dag, så kan jeg da godt se, at alt er smukkere og mildere i solskin 🙂