Må jeg slå dig med min håndvægt?Ca. 3 minutters læsning

Hver torsdag tager jeg ind og træner om morgenen, inden jeg kører på arbejde. Således også i dag! Og som sædvanlig sukker jeg lidt over, at det er morgentræningstorsdag. Jeg er nemlig uhyre kropsbevidst om morgenen. Således også i dag! Min bevidsthed handler ikke så meget om stramt maveskind, mormorarme og pariserrøv. Jeg er mere ude i noget med stive stænger, slap arm og megamudderhjerne.

Med kroppen anbragt i romaskinen, får jeg mumlet godmorgen til de to ældre træningsherrer, som jeg plejer at dele træningscentret med om torsdagen. Men noget er anderledes i dag. De to har taget en ekstra ældre herre med. Han er også god til at snakke, så de snakker og snakkeer løs om højtryksspulere, ældresagssvømning og smør på tilbud, alt imens de hiver lidt i maskinerne.

Mig? Efter et par kilometer i romaskinen, får jeg mig viklet ud af den og vralter videre til håndvægtene. Den ekstra ældre herre bemærker straks, at jeg går lidt som en fuld høne, og spørger høfligt retorisk:

“Hvad er den da af? Hvordan er det du går?” og så hiver han videre i maskinen, mens han betragter sig selv i det meterhøje spejl uden egentlig at forvente et svar. Men jeg har lært, at man skal svare de voksne, når de spørger om noget, så jeg siger lettere forpustet og endnu lettere afvisende, at

“Nårh, det er bare fordi jeg har sclerose, og…”

Længere når jeg ikke, inden jeg blev afbrudt af ekstra ældre herren, der nu kigger på mig, stopper med at hive og siger:

“DET kender jeg godt! Min kone led af sclerose, og hun døde også af det til sidst” og så fortsætter han ufortrødent med at fortælle om, at hun døde af det for nogle år siden efter at have været hårdt ramt kognitivt de sidste seks-syv år af hendes liv, og at han sendte hende på plejehjem et par år før hun døde, da han ikke kunne holde til det mere.

Lige i det øjeblik overvejer jeg at slippe min ene håndvægt tungt ned over hans fod. Bare for at få ham til at tie stille. Jeg er slet ikke klar til at får serveret historier om død og sclerose denne torsdag morgen. Og jeg har bare slet ikke lyst til at høre mere, for grimme historier om sclerose gør mig så sårbar. Især når jeg får dem serveret som i morges, hvor jeg absolut ikke selv følte mig udødelig.

Jeg beholdt naturligvis håndvægten i hånden og nøjedes med at sige noget om, at det gjorde mig ondt på hans vegne, og at nu ville jeg tage på arbejde. Farvel og tak!

Og så tog jeg hjem for at få et bad inden arbejde. Peter var hjemme endnu,  og jeg fortalte ham opgivende og lettere indigneret, at jeg havde glemt at tage mit usårlighedsskjold på inden træning, så en ældre herre havde uforvarende ramt mig hårdt i maven, lige der hvor sårbarheden gnaver. Det kunne Peter såmænd godt se på mig. Så han skænkede mig tavst en kop kaffe og gav mig et knus. Så spurgte han, hvor langt jeg havde roet, og om han måtte komme med mig til træning næste gang.

Og det må han godt !