4 I Fremhævet/ Ikke kategoriseret

Væltet hverdag – En skønne dag vil vi sikkert grine af det…Ca. 5 minutters læsning

En gang for 100 år siden fik jeg corona. Det skrev jeg to blogindlæg om herinde og lovede at skrive noget mere. Det fik jeg aldrig gjort – sammen med alt det andet, jeg heller ikke har fået skrevet i den tid, der er gået, siden jeg sidst har været herinde.

Der sker nemlig det smadderirriterende, at når jeg ikke har skrevet herinde i lang tid, så føles det lidt ligesom, når jeg har hård mave. Du ved… man har virkelig trang til at komme af med noget, men ligegyldigt hvor meget man presser på, så kommer det ikke ud!

Jeg har så meget at fortælle. Hver gang jeg oplever noget, som jeg synes er deleværdigt, begynder jeg at sætte ordene sammen, så de kan leve videre her på bloggen. Men de kommer sgu ikke videre end til indersiden af hovedet, hvor de bare kværner rundt og langsomt viskes ud, inden jeg når at sætte mig til tastaturet.

Det er drønirriterende, og det betyder, at jeg faktisk har overvejet at lukke bloggen, så den ikke bliver min dårlige samvittighed og noget jeg ikke kan finde ud af.

Men det skal være løgn, skal det!

I dag vil jeg nemlig fortælle om dengang for 100 år siden, da jeg endte på sygehuset, fordi jeg havde corona. Og jo! Jeg ved godt, at vi er trætte af at høre om corona, faktisk så trætte, at vi efterhånden er villige til både at drikke kloakvand, sælge vores børn og køre med DSB bare for at slippe for mere snak om corona!

Derfor bliver det her indlæg da også det sidste om corona her på bloggen (satser jeg på). Men i skal altså lige med på isolationsstue 11 på Aabenraa Sygehus, inden i slipper.

Jeg endte (dengang for 100 år siden..) på sygehuset, fordi jeg efter mange dage i isolation herhjemme fik svært ved at trække vejret. Samtidig følte jeg det som om, at der stod en stor stærk mand og trykkede hårdt mod mit bryst. Min læge fik arrangeret, at jeg skulle tjekkes på sygehuset, og ved ankomsten dertil, skulle jeg vente på parkeringspladsen, indtil to maskeklædte sygerplejersker hentede mig.

Vi gik virkelig langt og ad sikre omveje op til afdelingen med den ene sygeplejerske to meter foran mig og den anden to meter bag mig. Oppe på afdelingen blev jeg “overdraget” til to nye sygeplejersker, som var iklædt de der rumdragter, masker og lange handsker, vi har set i TV, når de voksne skal sætte tyk streg under, at det altså er alvorligt det her!

Det første sygeplejerskerne gjorde var at smække et skilt på døren ud til badeværelset og fortælle mig, at der måtte jeg ikke gå ud (fordi corona…). Jeg nåede ikke engang at overveje, om det ville blive et problem, for så kom der en ny sygeplejerske ind med en stol!

Og så tænkte jeg ærlig talt, at det her nok ville blive et problem (også med hård mave).

De søde sygeplejersker målte løs og tog adskillige blodprøver, og der kom også en ligeså sød læge ind, som stillede virkelig mange spørgsmål – også til min sclerose, og om jeg mærkede noget anderledes i forhold til den, nu hvor jeg også havde corona.

Jeg havde efter snakken med lægen stadig ikke prøvet stolen!

Efter rimelig mange timer på sygehuset og en mobiltelefon, der var ved at løbe tør for strøm, lå jeg i en hospitalsseng med udsyn til mit helt eget lokum på hjul. Jeg skrev i min kedsomhed krydret med en kende modløshed til min storebror og sendte ham billedet af mit WC med hjul.

Han bad mig om at tænke positivt og nåede både at skrive, at det da var heldigt, at jeg havde mistet lugtesansen, når nu jeg var nødsaget til at skide inde på mit værelse! Og så foreslog han, at jeg skulle bede en af sygeplejerskerne om at trille mig en tur, mens jeg tissede. Jeg svarede ikke på det sidste af hans forslag, for ind kom lægen i sin rumdragt og sagde, at min iltmætning og alle blodprøverne så fine ud, så jeg måtte gerne komme hjem!

Jeg er sikker på, at en skønne dag vil vi grine af det, jeg oplevede inde på stue 11!

Indtil da, så husk nu at corona er en idiotvirus, og at hvis du ikke vasker dine hænder og holder afstand, så har hospitalet også et rullende WC til dig!! Og håb så blot på, at du ikke har den version af corona, der også giver dig diarré!

Så er jeg vist i gang igen. Tak til dig som nåede helt hertil – jeg sætter mere pris på det, end du ved!

Du ville måske også kunne lide

4 Kommentarer

  • Send svar
    Charlotte (MotherOwl)
    5. januar 2021 kl. 19:06

    Godt at høre fra dig igen. Jeg håber virkelig, at du ikke kommer tilbage til stue 11 i de følgende afsnit!

  • Send svar
    K-V
    5. januar 2021 kl. 21:43

    Dejligt at høre fra dig igen!!

  • Send svar
    Susanne J
    9. januar 2021 kl. 21:59

    Dejligt for dig, at du kom så hurtigt hjem igen Charlotte😊 Hvilken gru det må være at ende på hospitalet, så ville jeg først blive urolig, krydser fingre for, at det ikke bliver aktuelt:)

  • Send svar
    Kirsten / Helt ude Vestpå
    11. januar 2021 kl. 0:15

    Godt at høre fra dig igen. Sikke en tur du har været igennem, den Corona er ikke sådan at bide skeer med.
    Jeg elsker simpelthen din måde at skrive på, din humor og dit gå-på-mod. Selvom du fortæller om trælse og alvorlige ting, kan jeg ikke lade være med at sidde at klukke lidt indeni, når jeg læser dine indlæg.
    Jeg håber du er ved at være ovenpå igen.

  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.