0 I Fremhævet

I løbet af de sidste par dage har jeg…6 minutters læsning

meldt mig ud af madordningen til 400,- i måneden på arbejde. Jeg indså, at jeg skulle spise mere end fire møgsultne fuldvoksne håndværkere hver dag, hvis det skulle kunne betale sig for mig med de få ugentlige arbejdsdage, jeg holder mig. Konsekvensen af dette valg er ikke overraskende, at jeg nu skal smøre min egen madpakke hver morgen. En anden konsekvens, jeg er snublet over i dette koncept er, at ledelsen samtidig har meldt ud, at jeg heller ikke må drikke lærerværelseskaffen, når jeg er på arbejde. Dette efterlader mig med et nemt valg. Enten skal jeg:

1: lade være med at drikke kaffe på arbejde (skrev kaffeelskeren og slog en hånlig latter)

2: gøre kaffedrikningen på arbejde til noget helt særligt. Dette valgte jeg naturligvis, så jeg har fundet min lille 1/2 liters elkedel frem og købt Café Latte pulver. Jeg er sikker på, at det bliver de bedste 2 x 5 minutter i løbet af min arbejdsdag!

et par gange trukket vejret ret dybt heeeelt ned i maven og talt til mere end 10 på arbejde i går. Jeg er vild med mit arbejde, men når der er ting og regler, som spænder ben for, hvordan jeg synes, at vi kan gøre bedre for eleverne, os selv og hinanden, så kommer jeg sgu til kort. Også her har jeg to valgmuligheder, jeg kan:

1: gå til ledelsen og klage min nød over omstændighederne som ikke er til at ændre lige nu, velvidende at de temmelig sikkert har vigtigere ting at give sig til end at høre på mit brok, som alligevel ikke kan løses foreløbig uden at bryde reglerne.

2: tage hjem fra arbejde og bebrejde mig selv for, at jeg var en lidt sur gimpe overfor mine kolleger, som selv prøver at få det hele til at cykle i den rigtige retning. Og så skrive et eventyr om det, som nager mig. Så det gjorde jeg (fandme ja). Jeg skrev i går aftes et vaskeægte eventyr, som hedder “Eventyret om manden med de pæne sko og det knækkede snørebånd”, og det handler om pæne sko, der både kan tale og føle og skal så grueligt meget igennem.

Jeg sendte eventyret som en slags ‘undskyld mit røvhumør’ i dag til min kollega. Kollegaen mente, at det da var fint, at jeg skrev mig et eventyr omkring mine frustrationer, men kollegaen mente til gengæld også, at det nok ville fungere bedst som et eventyr til skrivebordsskuffen, hvis jeg ville være sikker på ikke at ende som Kaj Munck (#SkudtIEnGrøft)

overvejet hvad jeg skal lave til aftensmad i morgen. Vi har nemlig spurgt om min morbror på 80 år vil komme og spise med. Det vil han virkelig gerne, så nu har jeg en andesteg i ovnen de næste fire timer, og jeg kæmper en ulige kamp for ikke at bryde ud i ‘bjældeklang bjældeklang’ lige nu.

Det bliver en skøn aften med verdens bedste morbror, 3,5 kg and og brun sovs! Åh, livet er godt!

været til ridning i dag! Jeg kan ikke helt gennemskue, hvorfor jeg er ramt af den her ridehjelmsforbandelse. For et stykke tid siden kørte jeg fra ridning og nåede igennem hele Haderslev og helt ud til bygrænsen af den lille by jeg bor i, da jeg i bakspejlet bemærker en dame, som sidder helt dysfunktionelt bag rattet i min bil med ridehjelm på. Det vil altså sige, at jeg har kørt 20 kilometer i min Berlingo i den bedste sendetid med en skide ridehjelm på!! Ahrmen altså!

I dag var jeg så til ridning igen. Jeg huskede at få både handsker, ridestøvler og ridehjelm med. Da jeg skal iføre mig ridehjelmen kan jeg mærke, at enten er hjelmen vokset eller også er min hjerne er skrumpet.

Jeg ved godt, at folk med sclerose har hjerner, der svinder hurtigere ind end dem uden sclerose! Men at min hjerne gør det i et tempo, der er til at føle på, DET havde jeg ikke set komme. Jeg havde så heller ikke set komme, at jeg kunne tage fejl af min ridehjelm og Hjaltes Skaterhjem, som mit hoved kan være i to gange…

for helvede da også!

Haft besøg af havenisserne (min mor og far), som ikke længere kunne holde ud at se på selvdøde græskar og visne planter ved min hoveddør. De er effektive, de pensionister, så der gik ikke lang tid, så stod min fordør klar til vintermånederne. Og jul!! (bjældeklang bjældeklang)

tænkt over, at Peter nok helt egoistisk er ret godt tilfreds med her i november med, at jeg ikke længere kan komme op på loftet, uden at det er med livet som indsats. På loftet har vi nemlig to store julekasser med pynt + det løse, som jeg altid finder gemt rundt omkring i januar. Der er lyskæder til hele kvarteret, og kagedåser.

Sååh.. vi kører ‘Peters Jul’ herhjemme, som i år helt sikkert først starter den 1. december sharp, når Peter tager julekasserne ned fra loftet. Jeg er i skrivende stund ved at overveje, hvad jeg skal skrive til min chef, når jeg nu er nødt til at holde fri de første fire dage i december for at pynte til jul!

har jeg flere overvejelser i spil mht. den kommende lørdag. Jeg er alene hjemme, da resten af slænget skal til en frygtelig larmekoncert i Aarhus, og jeg har valgt ikke at invitere mig selv med! Mine overvejelser går på, hvor social jeg har lyst til at være sår’n en lørdag aften! Jeg kunne på den ene side godt se mig selv på café med et par veninder, og jeg kunne også snildt forestille mig at en biograftur ville være skønt.

Jeg har dog, med mit vingeskudte sociale overskud, efter mange overvejelser, valgt at købe sushi til én person og drikke en kold cola, mens jeg ser min yndlingsserie på Netflix. Måske topper jeg det sociale med at dele en Snickers og en kop kaffe – med mig selv – lige før sengetid klokken 21.20. Det bliver fandme hyggeligt!

har jeg her til aften haft gang i lommeregneren, for jeg kan simpelthen ikke få min hovedregning til at passe, når jeg prøver at regne ud, hvor gammel Sofus (den gamle hanhund) bliver til januar. I hundeår er det 13, så i menneskeår bliver han 91 (enoghalvfems) år. Min hovedregning matchede lommeregnerens tal, og det er altså en sjat!

Måske vil du også synes om

Ingen kommentarer

Skriv kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.